feb 012011
 

Dominans kan være mange ting – i Chefens og min verden er der også flere grader af dominans i hverdagen. Det er helt naturligt for os. Alligevel har jeg haft et alvorsord med mig selv, idet jeg selv synes, at jeg var ved at blive sjusket med nogle ting. Den slags sjuskeri bider sig selv i halen – for hvem gider have en ulydig tøs, der lever efter sine egne regler? På den måde bliver dominansen en ligegyldighed.

En af de regler, jeg har ladet glide ud i sandet, er at spørge om lov til at gå på toilettet. Ikke at Chefen nægter mig at gå på toilettet, tror faktisk kun det er sket en gang. Chefen kan godt lide at have kontrollen, og det giver fokus på ham og min underkastelse, hvis jeg skal spørge hver gang. Det er blandt andet den regel, jeg nu har strammet op på. Jeg ønsker nemlig ikke at være ligeglad og ulydig.

Det fleste vil sikkert mene, at ansvaret er Chefen – at det er ham, der skal tage aktion på, at hans tøs er ulydig. At Chefen skal finde et ondt spanskrør frem og piske lydighed ind i mig. Ja, det vil sikkert også være en hurtig løsning. Men det er måske en bedre løsning, at jeg selv har reflekteret over, at jeg må gøre mig mere umage for at efterkomme Chefens ønsker til mig – at dominansen også er et ønske fra min side.

Nu er min opgave at komme på rette spor igen, så Chefen igen kan blive stolt over hans lydige tøs 🙂

nov 222010
 

Røde striber efter et tyndt spanskrør, det er straffen for at være ulydig i Fields. Chefen og jeg skulle handle ind – absolut ikke en yndlingsbeskæftigelse for nogen af os. Men uden mad, rumler maven jo efter et stykke tid, derfor var vi kørt en tur i Fields her til formiddag.

Det går ikke specielt godt, og det ender med, at jeg flipper ud på Chefen. Jeg har temperament, og når jeg bliver sur – så bliver jeg eddermuggen. Det er vel egentlig ikke særlig lydigt at lave en scene midt i Bilka? Men på det tidspunkt vil jeg blæse på, hvad Chefen og alle andre synes.

Så efter jeg var sprunget i luften, som en stor bombe, gik jeg mod udgang med hidsigstårer i øjnene. Ser mig selv står i børnetøjafdelingen, hvor jeg prøver at beherske min vrede – jeg skal i hvert fald ikke tude, når jeg skal ud af butikken – lidt værdighed har man vel. Og Chefen ja han klarer vel sig…

Der går desværre ikke så længe, inden jeg opdager, at jeg har nøglerne til bilen i lommen. Argh bliver irriteret over, at jeg skal tilbage til Chefen. Jeg er stadig pissesur. Modvilligt går jeg mod kassen, hvor jeg finder Chefen, der står i kø. Jeg gider ikke snakke med ham, så jeg står bare og venter på, at det bliver hans tur. Det tager tid, faktisk så lang tid, at jeg når at hidse mig selv lidt ned. Bider min surhed i mig, og giver op…

Vi kommer hjem, og jeg må pænt tage min straf for at være ulydig. 10 slag med spanskrør er en passende straf, mener Chefen. Vi går ovenpå, og jeg vælger det tynde spanskrør. Jeg blotter mine balder, og først slag rammer mine baglår. Det er en fin skarp smerte, som jeg bestemt kan mærke. Tænker stille indeni, at der endnu er langt til de 10 slag. Jeg prøver at stå stille, men ih det gør bare så ondt – men det er vel egentlig også mening med en straf?

Jeg er ikke stolt af min hidsighed og ulydighed – det er ikke godt for mig, og jeg bliver ulykkelig, når jeg er ulydig. Jeg må forsøge at blive bedre til at tilsidesætte mit temperament og fokuserer på Chefen og hans behov.

okt 172010
 

Hvorfor kan det til tider være så svært at være lydig?

Det er ikke altid en dans på roser at være tøs. Det kan være ekstremt svært til tider. Jeg skal altid spørge om lov til at tage nogle steder – ikke at han skal kontrollere mig, men fordi jeg jo er hans ejendom. Igår havde jeg glemt at spørge om lov til at tage ud et par timer om eftermiddagen. Chefen blev selvfølgelig skuffet over, at jeg tror, at jeg kan handle på mine egne vegne. Da Chefen tager konfrontationen med mig – ved jeg faktisk godt, at jeg har fejlet. Jeg har taget en frihed – en beslutning, der ikke var min. Jeg er efterfølgende flov og faktisk ked af det. Dog skal jeg lige have afreageret inden, og hvor jeg dog hader at skændes med min Chef.

Det er sidder så dybt i mig, at jeg gerne vil være lydig. At være lydig indebærer også at spørge om lov til at tage nogle steder. Jeg får jo så sjældent nej, så jeg må lære at styre min egenrådighed og mit temperament.

Inderste inde bliver tut jo ulykkelig af at være ulydig.

tut

sep 212010
 

I sidste uge skrev jeg, at jeg var lettere trist. Jeg tror, at jeg har fundet en af årsagerne til, at jeg var så trist.

Ulydig gennem et godt stykke tid

Jeg har faktisk været lettere ulydig gennem et godt stykke tid. Set stort på mine regler – selv begyndt at tage stilling til, hvad der er ok at gøre, og hvad der ikke er ok. Det er svær balancegang, når man lever som Chefen og jeg. Vi har begge ikke et 8-16 job, og Chefen er ofte væk i længere perioder. Derfor kan det være svært nogle gange at skifte mellem de forskellige tilstande.

Jeg har taget mig flere friheder gennem længere tid. Eksempelvis spurgte jeg ikke længere om love til at gå på toilet, lave kalenderaftaler eller ses med veninder. Jeg har fået lidt for lang snor fra Chefens side – jeg har afkodet det som tegn på ligegyldighed. Og når jeg finder det ligegyldigt, er der jo ingen grund til at gøre det. En super ond spiral for en tøs.

Give udtryk for mine tanker

Jeg var faktisk nok mere trist end, jeg har givet udtryk for – det er ikke fedt bare at kunne sætte sig ned at tude, og så i bund og grund ikke rigtig være klar over, hvorfor jeg tuder. Heldigvis var jeg stærk nok til endelig at fortælle min chef, hvordan jeg gik rundt og havde det. Dengang kunne jeg slet ikke finde ud af, hvad der egentlig var i vejen – yderst frustrerende!

Tilbage på sporet

Nu er jeg heldigvis tilbage på sporet – Chefen har strammet op, og jeg tager igen mine regler alvorligt. Jeg er ked af, at det kom helt derud. Min Chef kan ikke være tjent med en ulydig tøs. Derfor gør jeg nu alt for at være lydig og til rådighed. Og heldigvis er min tristhed ved at forlade min krop igen. Jeg finder igen glæde ved at behage Chefen og i mine regler.