Jeg vidste faktisk ikke, at jeg havde savnet den, før bagefter. For et par år siden fik vi designet en maske efter mål – det vil sige, at den sidder perfekt om mit lille tøsehoved. I toppen er der lavet plads til at mit lange lyse hår kan komme i en hestehale. Skindet er det blødeste lammeskind, og den er bare superbehagelig at have på.

Chefen gav mig den på sammen med mit positur halsbåndet og en gag. Jeg svømmede hurtigt og sikkert til tøseland. Det er lidt svært at beskrive med ord, hvad der sker indeni mig. Men det er som om alle forbehold, dannelse og tanker bare stopper på engang. Jeg er i en tilstand af ligegyldighed, og alligevel fokuseret på at ligge helt korrekt, trække vejret korrekt, have tomme åbne store øjne og vise tøseneglene frem. Tror bedst jeg kan beskrive det som, at jeg bare overgiver mig fuldstændigt.

Min krop overgiver sig naturligvis også – den bliver meget fokuseret på Chefens behov. Våd, villig og indbydende. Jeg mærker det mest af alt, når min tøsekrop eksploderer, fordi Chefen har givet mig flere sprøjteorgasmer på stribe. Min krop er smurt ind i væsken, men jeg er ligeglad, det er jo det Chefen ønsker – en våd og villig tøs skabt til brug efter hans hoved.

Jeg håber der bliver flere aftner med masken, hvor jeg kan tage en tur til tøseland

Jeg har fået følgende spørgsmål: Som trofaste læser af din blog blev jeg og min kvinde lidt nysgerrig for at høre, hvordan du håndterer den mentale del af din underkastelse – altså hvordan du ren tankemæssigt holder dig selv på det rette spor, og finder og fastholder den rette motivation i hverdagen?

Hmm spørgsmålet er jo ret relevant, men jeg kommer til at svare mere overordnet på det. Netop fordi, så mange ting hænger sammen i et bdsm forhold, der kører 24/7.

Underkastelsen er så enkel og alligevel så svær – sådan tænker jeg selv tit. Underkastelsen er ikke svær, hvis den er drevet af ægte motivation fra én selv. Så kan man i virkeligheden holde den kørende ret længe uden problemer. Der hvor det for alvor bliver svært og til tider vanskeligt er, når overskudet er ikke eksisterende, eller ens forventninger ikke stemmer overens med virkeligheden. Det kan også være vanskeligt at holde motivationen, hvis kravene til en som tøs er for vanskelige og uoverskuelige.

Det første man skal beslutte sig for er, om man vil underkastelsen som helhed. Altså om man også vil underkaste sig et andet menneske, også når de svære situationer opstår – for de opstår i alle parforhold, derunder også bdsm forhold. Det kræver måske en del overvejelse inden man er klar til at underkaste sig 24/7. Det er et stort valg, og man skal ikke presses ud i dette valg. Valget skal komme fra hjertet og være velovervejet. Det vil sige, at du skal lytte til dig selv og ikke, hvad du tror en eventuel ejer forventer af dig. Din underkastelse er dømt til at mislykkes, hvis den ikke er helhjertet og oprigtigt. Der er intet i vejen for at dyrke bdsm i soveværelset onsdag og lørdag aften, men det er ikke det, der tænder mig/os.

Når valget er truffet, er det jo blot at følge det. Men det er ikke altid så enkelt…

Udfordringer vil der selvfølgelig komme undervejs. Selv har jeg oplevet nogle stykker undervejs – og en enkelt gang har jeg også sagt, at jeg ikke havde lyst til at være hans tøs, hvis det skulle være på den måde. Dengang følte mig enormt uretfærdig behandlet. Heldigvis kender min Chef mig rigtig godt, og han fik alligevel mig på rette vej igen. Faktisk så er uretfærdighed i mine øjne nok noget af det, der kan få læsset til at vælte for mig. Hvis jeg synes, at noget er uretfærdigt, så bliver jeg simpelthen så stædig. Jeg bliver ensporet, og jeg vil holde på min ret for enhver pris – og det er ikke særlig lydigt. Får jeg smæk for min ulydighed, så får Chefen mig ikke til at indrømme min fejl – jeg koger indvendigt af raseri. Selvfølgelig kan Chefen smække mig så hårdt, at jeg bliver nødt til at indrømme min fejl, men der skal en del til – og oftest mener jeg det ikke oprigtigt før efter et stykke tid.

Men tid er noget underligt noget, for bagefter kan jeg godt se, at jeg ikke nødvendigvis havde ret, og jeg har opført mig meget upassende. Det kan gøre mig ked af det. Nok mest af alt, fordi jeg ved, hvor meget lydighed og loyalitet betyder for min Chef.

Men hvordan når man udover sin stædighed og ikke mindst holder fokus på underkastelsen, når det er svært. Jeg vil nok sige, at det er et samspil mellem den underkastede og den dominerende. Det nytter ikke noget, at den dominerende står og råber og skriger af den underkastede, fordi vedkommende ikke gør, som han forventer. Nogle gange har man brug for hjælp til at komme derhen, hvor han ønsker det. Måske skal man have hjælp til at forstå, hvorfor han ønsker noget bestemt af én. Oftest stritter vi mennesker imod, hvis vi er usikre på noget nyt og ukendt – noget vi ikke kan forstå. Sådan er det også med tøser og dominans. En forklaring, et hint og en samtale kan for én til at forstå – og når man forstår, er det langt nemmere at acceptere, lære og forstå – og dernæst udføre.

Jeg har ingen sikker opskrift på, hvordan man kan holde motivationen over længere tid. Men noget af det, der virker for mig, er de små glæder. Det vil sige, ting jeg ved med sikkerhed vil behage ham. Som tøs har man også brug for ros og anerkendelse – vide at man gør en forskel for sin ejer. Ros og anerkendelse kan have en god indvirkning på ens motivation.

Det kan også hjælpe på ens motivation at tænke tilbage på, hvorfor man netop har truffet det valg om at leve i et 24/7 forhold med dominansen som omdrejningspunktet. Personligt ved jeg, at det er sådan her, jeg er mest lykkelig. Jeg er rolig og trives i mine vante omgivelser, og jeg sætter en ære i at være der for Chefen.

Jeg tror, det er en fejl, når andre mennesker har et billede af, at bdsm forhold kan være rosenrødt hele tiden. Som jeg også har nævnt før i dette blogindlæg, så er der gode og mindre gode dage. Dage med store udfordringer, hvor man kan tænke “Han kan rende mig“.  Måske en anelse trodsighed (er trodsighed et ord? …nå ligemeget). Jeg vil faktisk sige, at det er alfa og omega, at man kender hinanden her. For når man som underkastede er på vej ud af denne forkerte vej, så skal man simpelthen have at vide, hvor skabet skal stå. Ellers kan det nemt ende meget galt.

Jeg vil også lige knytte en kommentar – det er MEGET vigtigt, at man som underkastede kan regne med den dominerende. Her tænker jeg på, at der ikke skal være usikkerhed i dominansen. Det skal ikke være muligt for den underkastede at manipulere sig til et andet resultat. Det er ganske naturligt at efterprøve dette til tider- og jeg tager mig selv i at gøre det nu og da. Problemet ved dette er, at vist først filmen knækker her – så mister jeg respekten for den dominante. Ingen respekt = ingen underkastelse i min verden.

Det nytter heller ikke, hvis den dominate kommer med et stort katalog over, hvordan han ønsker hans tøs skal være. Her tænker jeg alt fra påklædning, fremtoning, seksuelt og i forhold til andre mennesker. Præsenterer det i små bider, så man har en chance som underkastet at imødekomme alle de nye krav og indtryk. Hvis man har for mange regler og krav, vil man fejle mange gange – og chancen for at give op undervejs er stor. Det er ærgeligt. Men jeg ved også, det er en svær balancegang for den dominerende, der kan have svært ved at have tålmodighed nok til at bevæge sig langsomt frem.

Held og lykke med at holde fast i dominansen i jeres bdsm forhold.

tut

Rebet strammes om min hals – jeg bliver mere fokuseret på min vejrtrækning. Jeg kan lide den magt, Chefen har over mig. Det er ham, der styrer, hvor meget luft, jeg skal have – og ikke mindst hvornår. Breath Control er nok noget af det, der kan fucke min hjerne hurtigst. Jeg kan svømme væk i tøseland på ganske kort tid.

Jeg bliver yderst formbar – og sårbar. Jeg indrømmer det gerne, jeg kan lide den følelse og tilstand. Min krop overgiver sig, og den kan ikke skjule, at den er ophidset og liderlig. Den længes efter Chefen kærtegn og ikke mindst brug. Breath Control er så lækkert, sanseligt og frækt og om end nok grænseoverskridende for nogle, at de ikke kan forbinde det med noget seksuelt. For mig handler det om underkastelse og magt – det er det jeg tænder på. Jeg tænder på, at Chefen er mig overlegen – at jeg bliver et stykke legetøj for ham.

Jeg kan lide at mærke, hvordan han bliver tændt af at have overtaget/magten over mig. Breath control behøver i min verden ikke udføres med reb – en fast hånd om min hals, kan gøre mig lige så blød i knæene. En hånd med en sort latexhandske, der holder mig for mund og næse er også et hit. Jeg tænder som sagt på overgivelsen, og den magt der er i situationen.

Heldigvis for mig, så er Chefen inde i periode, hvor han kan lide at kvæle sin tøs Hvor er jeg heldig…

Det er ikke superlet for tiden. Jeg føler selv at jeg glider i spændningsfeltet mellem ekstrem lydig og uartig tøs. Der er ikke noget reelt mønster i min opførsel.

Lige i situationen, når jeg er en uartig tøs, der er jeg faktisk ligeglad – jeg vil bare have min vilje, og det skal være nu. Den uartige tøs dukker ikke så tit op, men hun har alligevel været fremme en del gange på det sidste. I hvert fald nok gange til, at jeg selv har bemærket hende. Jeg bryder mig ikke om den uartige tøs – for den uartige tøs er ligeglad med Chefen. Jeg ønsker bestemt ikke at være ligeglad. Den uartige tøs sætter sig selv i første række, og universet drejer rundt om hende. Det er i min verden ikke særlig artigt eller tøseagtigt.

På den anden side dukker der også en fin tøs frem nogle gange, der kun er ude på at behage Chefen. Hun er fin og servicerende af natur. Jeg kan lide hende, og jeg ved, at hun gør Chefen glad og tilfreds. Hun er afventende og tager gladeligt imod Chefens behandling og ønsker – brok eksisterer ikke i hendes verden, for hun taler ikke. Hun er som en fin dukke, der kan leges med.

De tøsers opførsel er som 2 poler, og jeg kan mærke, at det gør mig ked af det, at jeg ikke kan finde fokus. Fokus til at gøre mit tøsejob godt nok til, at den uartige tøs ikke dukker frem af mørket. Fokus til at finde en glæde og ære i at servicere min Chef. Lige nu synes jeg, at jeg befinder mig midt imellem – forvirret og uden retning. Det gør mig trist…meget trist faktisk.

Tilstanden har været her i et stykke tid, og jeg har svært ved at se en retning, jeg skal følge for at komme videre. Måske tiden eller Chefen viser mig vejen?

Min tøsehjerne har arbejdet på højtryk siden i går formiddags. Den fordøjer og genlever oplevelser, følelser og indtryk fra Chefens brug af mig. Det føles lidt som at blive sendt tilbage til min plads med et ordentlig slag. Samtidig med en erkendelse fra mig selv om, at jeg har savnet det. Hvad er det så i virkeligheden, jeg har savnet?

Jeg har savnet den rå brug af min krop som en genstand for Chefens lyst. Tænk at så enkle midler som en gag, et positur halsbånd og noget reb kan fucke min tøsehjerne helt op. Jeg må indrømme, at jeg nogle gange overraskes over, hvor simpelt det kan være. Erkendelsen af at der ikke skal mere til…for at få mig helt derud. Derud hvor jeg er ligeglad, og blot er en tøsedukke, der er til for Chefens fornøjelse.

En dukke Chefen kan sætte strøm til i brystvorterne for at få mere lydighed frem. Styrken øges og smerten intensiveres i mine følsomme brystvorter, men samtidig kan jeg mærke liderligheden rulle ind over min krop, som en bølge der slår mod strandbredden…igen og igen. Jeg er simpelthen maks liderlig, og kan ikke røre mig, da jeg er bundet med reb. Jeg er helt og holdent i Chefens hænder – det er ham, der bestemmer, hvad og hvornår jeg skal noget. Min tøsefisse er vældig våd, og skriger nærmest efter min Chef. Jeg nærmest allerede kommer i mindre sprøjteorgasme, da Chefens hænder går på opdagelse i min fisse. Denne mindre bliver hurtigt fuldt af en række større orgasmer – uhh det er noget min tøsekrop kan lide. Jeg kan lide at blive brugt, ikke have et valg – jeg elsker at mærke hans begær og perverse tanker blive til virkelighed. Det kan nærmest ikke blive for meget for mig.

I dag har jeg haft overordentlig svært ved at holde fokus – og dette til trods for at jeg var til et vigtigt møde. Min tøsehjerne tænkte på sex, smerte og underkastelse. Fantasierne og tankerne stod i kø – min underkastelse og mit behov for at lide for Chefen er vakt til live. Glæder mig til at få Chefen hjem imorgen, hvor jeg vil lide for ham ekstra meget. Det tænder nemlig mig…når han tænder.

Submissiv er et ord, men hvad dækker det egentlig over? Hvilken betydning ligger jeg i ordet?

Submissiv har i min verden egentlig ikke noget at gøre med masochisme – altså det et tænde på smerte. Submissiv er, når man gerne vil behage og tjene sin ejer. Jeg kalder det at dyrke underkastelsen.

Jeg vil ikke påstå, at underkastelsen er en nem størrelse. Usikkerhed og følelser er på spil, når man giver sig hen til en anden person. Men hvor starter man, og ikke mindst hvor slutter man? For mig var de første par skridt ekstra svære. Det at stole 100% på et andet menneske, og regne med, at han vil mig det bedste – det kan være svært. På et tidspunkt beslutter jeg mig dog for at kaste mig ud i underkastelsen – inden da har vi brugt lang tid på at vende forskellige problemsstillinger. Det er klart, at man som den dominerende og den underkastede bør have en form for ens forventninger til det, man går i gang med at bygge op. Den totale underkastelse kommer ikke fra første dag, jeg vil vove at påstå, at det er en proces – en proces der forsætter hele livet.

Det leder mig også videre til spørgsmålet, hvor slutter man? Jeg har faktisk ikke noget svar på det. Jeg kan dog blot fortælle om min egen udvikling. I starten var jeg meget opsat på at gøre alting rigtig – og ikke mindst lægge mærke til de små detaljer, som jeg vidste ville gøre min Chef glad og tilfreds. I et D/s forhold vil der altid være svære perioder- og der har også været tider, hvor jeg har været parat til at give op. Pakke sammen og afleverer mit halsbånd – en handling jeg i princippet ikke kan udføre, da Chefen ejer mig. Min Chef forstår dog altid at samle mig op igen, og opretholde dominansen i vores forhold. Opretholdelsen af dominansen, hvilket er helt naturligt for Chefen, gør at jeg ikke mister respekten for ham – han kræver gang på gang lidt mere af mig. Jeg finder en tilfredsstillelse i at give ham min underkastelse og lydighed.

For mit vedkommende er det submissive ikke kun begrænset til sex – det er der 24/7. Det submissive er en del af min personlighed, men kommer kun til udtryk overfor Chefen. Det er min gave til ham, jeg elsker af hele mit hjerte.

En drøm jeg havde, mens vi var på ferie, forfølger mig i mine tanker. Jeg drømte, at Chefen havde ladet mig tatoverer. Jeg bryder mig egentlig ikke om tatoveringer, så drømmen er egentlig lidt mærkelig. Det der tænder mig i drømmen, er Chefens ret til at udsmykke min krop med det han ønsker. Det er netop det, der bliver ved med at dukke op i mine tanker. Hans rettigheder til mine tanker, lyster og min krop – at jeg er hans tøs. At Chefen kan gøre ved mig, hvad han selv ønsker…

Jeg elsker spanskrørets dans henover min tøsekrop. Mærke hvordan Chefen påfører min krop en intens og skarp smerte, der fordeler sig i kroppen. Angsten for det næste slag, der blandes med forventningen og glæden over min underkastelse og hans brug af mig. Jeg kan lide, når Chefen betragter mig, mærke på mig og fordeler slagene på min krop, som om jeg var et rent lærred, der kun venter på, at han vælger farverne.

Mine håndflader er svedige, og jeg er altid anspændt i starten. Jeg venter på at tippe udover kanten – og yderst utålmodigt. Jeg vil så gerne over på den anden side, hvor jeg er uden filter – jeg bliver hans formbar masse. Lydig og helt tom for tanker. Hvor jeg dog bare elsker at være der – og være til for Chefen.

Jeg bliver afsløret af min krop – min fisse er helt våd efter Chefens indledende slag med spanskrøret. Den sukker efter mere – ligesom mit tøsesind. Det er lang tid siden, at jeg har været der – sårbar og lidende for ham.

Jeg synes, at jeg er en finere tøs med de fine mærker efter spanskrøret. Det er nemmere for mig at finde min plads – og jeg er taknemmelig for, at Chefen holder mig. Min kærlighed til ham vokser, når han påfører mig smerte.

Tak Chef…

• Jeg trænger til en tur helt derned, hvor jeg blot bliver en stille tut, der putter sig ind til sin Chef bagefter.
• Jeg trænger til at blive brugt – kort sagt mærke smerten danse sig igennem min krop.
• Jeg trænger til at nyde mærkerne fra Chefens brug af mig.
• Jeg trænger til, at min tøsepopo er øm og hævet efter, at Chefen har ladet pisken masserer den.
• Jeg trænger til, at Chefens bid i min nakke forvandler sig til gåsehud i hele min krop
• Jeg trænger til at tilbede min Chef.
• Jeg trænger til, at Chefen giver mig en lussing  – så jeg nemt finder min plads

Sagt med andre ord – tut er trængende!

Hvorfor har alle andre, så travlt med analysere på andres liv end deres eget? Er der noget vejen, er det altid samfundets skyld…

Man skal ikke bevæge sig langt ud af bdsm kredse, før jeg møder modstand overfor min livsstil, og den måde vi har valgt at leve på. Jeg forlanger ikke, at omverden skal forstå fra første færd. Men det kunne være rart, hvis man stillede spørgsmål i stedet for dømme på forhånd – det skaber mindre risici for misforståelser.

Respekter, at jeg har valgt at lave som en slavetøs, og jeg er ejet af min Chef. Jeg har prøvet almindelige parforhold, og jeg fungerer ikke på sigt. Med andre ord jeg er ikke lykkelig, hvis jeg ikke kan få lov at være submissiv. Jeg er ikke blevet tvunget til at træffe det valg, som nogle måske kunne tro. Valget om at give mig væk til Chefen, var et velovervejet valg, jeg skulle træffe i sin tid.

I og med dominansen i vores verden står på 24/7, har jeg selvfølgelig tænkt længe over mit valg. Det har krævet mange og lange samtaler med Chefen, dels for at være sikker på, at vi ville det samme med vores bdsm forhold, og dels for at skabe tryghed og tillid. Mit valg var med andre ord ikke noget, der blev truffet sådan wupti wupti…det var en proces for os begge.

Derfor kan jeg bliver edderrasende og skuffet over, at andre mennesker kalder mig syg i roen, psykisk syg, ustabil etc. Undskyld går det ud over jer, at jeg tænder på dominans, smæk og opdragelse? Det er helt okay, at man har en mening om noget – men det er for langt ude at udtale sig om andre mennesker, man måske ikke engang kender eller sporadisk. Det er bare ikke god stil.

Synes måske det ville være mere rart, hvis folk koncentrerede sig om deres eget liv – fremfor at pege fingrer af andre mennesker. Jeg er ret sikker på, at var det ikke for min anderledes seksualitet – ville jeg aldrig få påklæbet tags såsom; psykisk syg og ustabil.

Er det ikke okay, at vi gør, hvad vi har lyst til i vores liv, så længe det ikke indblander andre mennesker, der ikke har lyst til at deltage? Ellers må jeg jo blot stille mig i rækken med mennesker, der mener, at alt er samfundets skyld…