Velkommen indenfor i tuts tøseliv

Jeg har mange tanker for tiden i min udvikling som tøs. Nogle gange er jeg misundelig på andre fuldblods tøser, at de er nået længere end jeg. Alt kan se så lyserødt udefra – jeg ved, at det oftest ser mere idyllisk ud udefra, end det er i virkeligheden. Chefen fortæller mig ofte, at kun få er som jeg i min underkastelse og overgivelse.Mange forgiver og leger – få lever det fuldt ud.

Jeg kæmper mest med min egen frygt. Egentlig troede jeg, at jeg kæmpede med mine følelser. At jeg skulle give slip på mine følelser, så jeg gøre mig fri af mine forbehold – at det dem, der holder mig tilbage. Mest af alt ønsker jeg jo at give mig hen uden forbehold – med fuld tillid til at Chefen viser mig vejen. En snak med Chefen fik mig til at indse, at mine følelser er ikke dem, jeg skal give slip på – de er rene og hjælper mig til at give mig hen. Det er min frygt, jeg skal overvinde.

Chefen er mere rolig end jeg – han er typen, der planlægger langt ud i fremtiden. Chefen har en stort set en plan med alt – også med sin tøs. Han ønsker ikke hurtige løsninger med hans tøs, der hastes igennem – som Chefen siger; “Man hjernevasker ikke en tøs på kort tid.. hun skal blive god, solid, driftssikker og glad.. en tøs der ikke er glad, kan ikke gøre sin Chef glad”.

Jeg er bevidst om min frygt – jeg arbejder med den hver dag, så jeg kan blive en bedre tøs. Min frygt skal ikke være en hindring, for det jeg allermest ønsker – at være hans ejendom uden forbehold.

Jeg er en dukke – en tøsedukke.

Ikke sådan en du kan gå i en legetøjsbutik og købe. Jeg er ikke nogen serieproduceret dukke, men en special designet tøsedukke. Formet efter Chefens tanker og ønsker til mig.

Jeg bevæger og opfører mig efter hans ønsker. Det kan kun være en fordel at være dukkeejer. Chefen kan iklæde mig det tøj, han ønsker jeg skal gå i. Han kan træne mig i de færdigheder, som han finder vigtige og rigtige for en dukketøs.

Jeg taler ikke, når Chefen vælger at kneppe sin dukke – jeg har ikke noget sprog. Det eneste sprog jeg kender er lydighed, underdanighed og ivrighed. Det sprog vises med min krop, der opfører sig som en lydig dukketøs. Jeg er kun fokuseret på at ligge korrekt – spredte ben, så Chefen har fri adgang til hans kusse, hænderne foldet og i tiggestilling, munden åben og store dukkeøjne. Hjernen er kun fokuseret på at trækkevejret, og de ting som Chefen fylder i den – alt andet er overflødigt og unødvendigt for en dukketøs.

For mig er det en prøvelse at være en dukketøs – prøv at forestil dig, hvor svært det er ikke at sige en lyd under sex – blot at være koncentreret om at ligge stille og med en dukkes ansigt. Hvis jeg bliver straffet at stå lydigt, ikke vride mig og være stille – søge smerten til mig og arbejde med den. Jeg bliver et objekt for hans lyst og perverse tanker – det tænder mig mere end du kan forestille dig.

Jeg elsker at være hans dukke.

Jeg har forbandet svært ved at finde fokus for tiden. Indeni vil jeg gerne være den perfekte tøs, der varter Chefen op. Sørger for at lave hans yndlingsretter og serverer små lækre ting til ham i løbet af en dag. Alt sammen imens jeg selvfølgelig er en fræk lækker tøs, der aldrig er sur, morgengrim eller ugidelig. Altid parat til at servicere og stå til rådighed for Chefen.

Måske hænger det hele sammen med, at jeg virkelig hader vinter. Gennem hele vinteren fryser jeg, jeg har det faktisk bedst under dynen – der fryser jeg som regel aldrig. Det harmonerer bare ikke særlig godt med hofteholder, korset og adgangskorte kjoler, som jeg helst vil se ud, fordi jeg ved, det behager Chefen, og det står i mine regler.

Jeg føler mig bare slet ikke så smuk om vinteren. Mit lyse hår bliver lidt mørkere, og den lettere solbrune rødlige kulør forsvinder til gengæld bliver jeg så helt bleg. Det er svært at opretholde tøselooket, når humøret er i bund, og fokus er en by i Rusland.

Igen bevirker det til at jeg føler, at jeg fejler som tøs. Ikke engang små ting, som Chefen ønsker, kan jeg imødekomme. Det hele er lidt som en ond cirkel.

Tror bare mest af alt, jeg burde smides ned i en tøseopbevaringskasse, og først tages frem til senere brug.

Idag har jeg mailet min ønskeseddel til Chefen, så han har en idag om, hvad en tøs som mig ønsker sig i julegave. Har tænkt på om jeg burde lave en alternativ kinky ønskeseddel, der kunne set ud som denne:

1. Røvfuld med spanskrør – mange fine røde streger på min tøsekrop

2. 10 ture med handsken i træk (læs sprøjteorgasme)

3. Nyt fint halsbånd

4. Tortur med El Dominator – også kaldet tøseopdrageren (strøm apparat med klemmer)

5. Gagget med Chefens sæd i munden i en hel dag

6. Ny/e piercing/er

7. Kyskhedsbælte

En af de ting som er på min rigtige ønskeseddel er et korset fra “What Katie did”, billederne du kan se i det her indlæg er af det korset. Det er bare smukt, og det er utroligt jeg kan lide det – normalt er jeg ikke til mønster og diverse udsmykninger, men netop dette her korset falder i min tøsesmag.

Men den største gave er jo at få lov at være Chefens tøs – det glæder jeg mig over hver dag…

Min krop giver efter, først musklerne, de bliver til gele – jeg kan ikke kæmpe imod, jeg har ingen kræfter – jeg overladt til din nåde og i din kontrol. Min hjerne har slukket for enhver rationel tankegang. Jeg befinder mig i tøseland, hvor der ikke eksisterer bekymringer og sorg – det eneste fokus, jeg har tilbage, er rettet imod dine instrukser, tanker og bevægelser.

Jeg kan lide at være i den tilstand – jeg ligefrem nok søger den nogle gange. Især hvis jeg skal belønnes med en orgasme, og måske har svært ved at finde fokus, så prøver jeg at få Chefen til at aflæse mit ønske om ikke at kunne bestemme, hvornår jeg skal kunne trække vejret. Det er frigivelsen af kontrollen, jeg tænder på – at Chefen bestemmer og vælger for mig. At jeg intet valg har – andet end det Chefen har valgt for mig.

Der findes jo mange former for breath control. Nogle af dem har jeg beskrevet herneden under;

Jeg har en åndedrætskontrol maske i latex, hvor der er et lille bitte hul i, hvilket bevirker, at man skal trække vejret yderst kontrolleret for ikke at gå i panik. Masken sidder helt tæt, og hvis man samtidigt synes latex dufter herligt, så er det bare sagen. Personligt kan jeg nu bedre lide åndedrætskontrol, hvor Chefen styrer mig. Men masken er god til disciplin, men hvis du er nybegynder, så hold dig fra den maske, da man let går i panik. Når man er i panik, er det svært at rode med lynlåsen, der lukker masken tæt.

Klassikeren med en plastikpose – ih den er bare god. Langsomt kan jeg ikke trække vejret, og jeg lader Chefen om at styre, hvornår jeg skal trække vejret og ikke. Måske er jeg også tilpas forskruet i mit hoved, at jeg finder det primitivt og alligevel så anvendeligt med en gennemsigtig plastikpose, der oftest anvendes til fødevarer og ikke til lydige tøser som mig.

Positur halsbånd som åndedræts kontrol – jeg har et stort bredt gummi halsbånd, der kan spændes så meget ind, at jeg har meget svært ved at trække vejret. Jeg kan mærke, hvordan jeg langsomt får mindre ilt til hjernen. Kombineret med at Chefen placerer sine hænder over mine luftveje, er jeg helt i tøseland.

Jeg har da også drømme og billeder omkring åndedræts kontrol – eksempelvis at blive “druknet” i en balje, eller være bundet til noget, hvor vandstanden stiger. Tror egentlig jeg tænder lidt på dilemma situationer, hvor tiden og handlingen er afgørende for mig. Dilemma situationer er nok generelt noget, jeg tænder på, og ikke bare noget med åndedræts kontrol at gøre.

Jeg har ikke skrevet dette indlæg for at få en lang moral prædiken med, hvor farligt det kan være at praktisere åndedræts kontrol. Det eneste regel er, at du aldrig må praktisere åndedræts kontrol alene – ingen kan hjælpe dig, hvis det uheldigvis skulle gå galt.

Indtil da – tag en dyb indånding…

Det siger jo sig selv, at jeg ikke altid har levet som Chefens lydige slavetøs. Til trods for at mine drømme, om det perfekte forhold, altid har kredset omkring total underkastelse og ophør min frie vilje. Jeg har altid været utrolig forsigtig med min submissive side, selvom jeg altid har vidst den eksisterede. Jeg har ikke givet mig hen til andre på den måde, som jeg har valgt at give mig hen til Chefen. Det har før i tiden altid været med forbehold, grænser og en vis for form kontrol fra min side. På en måde har jeg vidst, de ikke var værdige til at modtage den gave. Men indeni længtes jeg efter den dag, hvor jeg kunne få lov at give det hele – og den heldige modtager ville forstå værdien af gaven, men også alvoren og ansvaret, der følger med gaven.

Chefen og jeg har kendt hinanden i 2½ år nu. Vi sprang ikke direkte ud i et herre/tøse forhold med det samme i vores forhold – dog har vores sexliv altid været præget af bdsm og rollefordeling altid været klar. Jeg vil kalde det en udvikling, hvor vi begge har mærket og følt hinanden an igennem længere tid. Det første år var vi godt på vej til at danne grundstenene for det forhold, vi har idag. Et udlandsophold for Chefen gjorde forskellen for os, her var tid til de lange dybe samtaler – indrømmelse af Chefens og mine tanker og drømme for fremtiden overfor hinanden. Det der havde været en drøm i vores tankerne, blev lynhurtigt til vores virkelighed.

Ih, hvor følte jeg mig lettet dengang – jeg var bare lykkelig – der var endelig én, der ville tage imod min gave, og ikke mindst påtage sig det enorme ansvar, der følger med et sådant ejerskab. Jeg var jo nervøs for, at han ikke ville tage imod mig – eller blot ikke forstod mig. Derfor havde jeg også været så tøvende med at indrømme mine tanker og drømme for Chefen.

Aftalen er egentlig banal simpel – jeg giver hele mig selv, og Chefen lover mig til gengæld tryghed og enkelthed. Det betyder, at jeg ingen grænser eller forbehold har i min lydighed som slavetøs. Jeg lever for at adlyde og tjene Chefen. Jeg har selvfølgelig nemmere ved nogen ting end andre, men jeg har ingen grænser for, hvad Chefen ville kunne udsætte mig for. For mig det handler om at tænke som en slavetøs hele tiden. En slavetøs der tjener sin Chef, og det fylder alt i mit liv. Jeg er en slavetøs, der kun føler glæde ved at opleve min Chefs tilfredshed. Intet andet betyder noget…mine behov opfyldes af min Chef og ikke af mig selv.

På det seksuelle plan tilfredsstilles jeg igennem at give mig selv 100%. Jeg tænder, når min Chef tænder – jeg tænder på at han kræver lydighed, ivrighed og underdanighed fra mig. At han styrer min hjerne, handlinger og tanker. Hans lyst og behov bliver mine – vi bliver ét. Jeg modtager ligeledes kun orgasme, hvis Chefen ønsker at belønne mig Heldigvis bliver jeg ofte belønnet.

Chefen straffer mig for at gøre mig til en bedre tøs, og han synes, jeg bliver smukkere af det. Jeg tager med stolthed imod min straf, jeg ved, at han ved bedst, hvad det er det rigtige for mig. Accepterer dette fuldt ud i alle livets facetter og situationer.

Det er svære perioder eller udfordringer nogle gange, men jeg har aldrig tvivlet om mit valg om at blive hans slavetøs. Det er det helt rigtige for mig – jeg ønsker ikke min egen frie vilje, men lade mig guide og forme af Chefen. Det er kærlighed og hengivenhed for mig, og det er på den måde, jeg er lykkeligst.

Hmm nu er jeg nok ikke det mest romantiske menneske i verden. Det kan nogle gange godt blive lidt for sukkersødt i mine øjne, og så får jeg kvalme…Heldigvis er min Chef ikke kvalmende romantisk. Alligevel formår han nogle gange at slå benene væk under mig. For mig er det de små ting, der betyder noget. Jeg er ikke til opstillet eller forventet romantik – forventet i såsom, at jeg forventer blomster til en given lejlighed eller candle light dinner helt efter den romantiske guide.

I aften sagde min Chef til mig – “du er lavet af drømme i mit hoved“. Kan det være smukkere og mere romantisk?

For rigtigt at forstå den dybere mening med dette, må du forstå, at jeg vil være den bedste og mest lydige tøs, der er set – jeg vil hjernevaskes helt efter Chefens hoved. Jeg tænder på at lade mig form. Formes af Chefens drømme…kun der er jeg smukkest.

Chefen er romantisk, men på sin helt egen måde. Jeg snakkede idag med en tøseveninde, der havde fået den opfattelse, at Chefen er en følelseskold dominerende person, der styrer sin tøs med hård hånd. Nok dominerer Chefen mig, men jeg er ikke et sekund i tvivl om hans kærlighed til mig.

Ofte drager andre mennesker en konklusion, at en dominerende sadist af natur er ond og ikke kan elske – jeg ved slet ikke, hvor disse tanker kommer fra? Mennesker elsker og udtrykker sig forskelligt, det ville da være kedeligt, hvis der var endegyldig facitliste med, hvad der var rigtigt og forkert. Selvom om vi dyrker bdsm, og lever i et 24/7 forhold, så er grundstenen baseret på kærligheden imellem os – vi smelter jo nærmest sammen og bliver ét.

Jeg vil påstå, at kærligheden blot bliver dybere i et forhold som vores.

Sprøjteorgasme er ren luksus for mig – men jeg vil alligevel gå så langt til at sige, at jeg er ret afhængig af dem. Afhængig af hvordan Chefen kræver min krop, og overtager denne fuldstændigt. Jeg giver efter for hans hænder og hans vilje – nogle gange får jeg følelsen af at være et legetøj – og det gør mig blot mere liderlig.

Mængden af væske er ret forskellig, men ofte er der mere en rigeligt til både, jeg selv, chefen og et håndklæde er gennemvædet af væsken. Tænder på at blive gennemvædet og smurt ind i mine væsker – det er beskidt på den fede måde, og egentlig bare så dyrisk. Hvordan Chefens hænder smører mit ansigt med kussevæsken, duften fra de sorte latexhandsker og orgasmen smelter sammen til en stor lykkefølelse.

Farven af væsken ændrer sig alt efter, hvor i ens cyklus man befinder sig – fra næsten helt klar til gullig, og ikke at forveksle med urin. Jeg kan ikke anbefale at komme ved sprøjteorgasmer, når man har menustration – på mig gør det simpelthen så ondt i lang tid bagefter. – Og nej, der står ikke blod ud til højre og venstre…jeg er heldigvis en af det kvinder, der næsten ikke bløder. Ens menssmerter bliver bare værre.

Det fede ved sprøjteorgasmer er, at man sagtens kan komme flere gange i træk. Min egen reaktion kan være forskellig, nogle gange bliver jeg blot forløst og andre gange bliver jeg meget følsom og sårbar.

Det vigtigste råd jeg kan give videre er, at det er vigtigt at slappe af og være liderlig – det er svært at sprøjte, hvis man ikke er liderlig. Med den rette teknik kan jeg komme på 5-10 sekunder, og mange gange i træk. Tænder vel egentlig lidt på, at Chefen forlanger mine sprøjteorgasmer – måske forcerer dem frem og kræver. Opbevarer mig i en kasse og tager mig frem for at bruge mig…ih nu bliver tut liderlig…

Ved Chefens fødder finder jeg min plads. Jeg er tryg hos Chefen, det er hos ham, jeg søger hen, når jeg har behov for blot at være en ren, blottet og hengiven tøs. Det er som om at tiden går i stå, når jeg ligger der – jeg ønsker blot at vise ham min kærlighed.

Om aftenen og natten finder jeg ro i at sove på hans skulder – hans duft gør mig rolig og tryg. Ofte ved jeg, at han betragter mig, når jeg sover – at han nyder at se, mærke og dufte hans ejendom. Jeg nyder, at han synes, at jeg er hans lille sjældne diamant.

Chefen har lige været hjemme i godt 14 dage, og han er desværre taget afsted igen igår. Sådan er vores liv på nuværende tidspunkt desværre. Det føles helt forkert ikke at være i nærheden af Chefen. Mit bånd til Chefen er meget stærkt, det føles som den naturligste ting i verden, at lige netop vi skulle være perfekte for hinanden – det er til tider ganske surrealistisk.

Igår var jeg slet ikke klar til, at han skulle afsted igen. Jeg føler mig forkert uden Chefen i nærheden, og jeg bliver ekstremt følsom – har tudet over det, selvom min fornuftige hjerne siger, at vi ses lige om lidt igen.

Mange gange kigger jeg på ham, dufter til hans krop, plejer ham, jeg har overgivet mig til ham. Det er som om, vi er smelter sammen, og bliver et. Derfor er det forkert, når vi skilles. Vi har en meget stærk kærlighed og samhørighed, det er jeg slet ikke i tvivl om. Jeg har aldrig før følt mig afhængig af et andet menneske på denne måde. Min kærlighed og hengivenhed til ham føles uendelig.

Nu skal 20 dage gå hurtigt, og jeg skal fokusere på at trænge dybere ind i mit tøsesind. Hver dag fokusere på at blive en bedre tøs, der kan tjene min Chef bedst muligt.