Jeg tror, at jeg er et tålmodigt menneske.  Jeg lader mig ikke nemt hidse op ad ligegyldigheder. Jeg bilder mig ind, at min tålmodighed hjælper mig i min underkastelse? Jeg tror faktisk, at det er en fordel, fordi man har en tendens til at være afventende, rolig og måske også mere tilpassende.

Det generer mig ikke at vente på min Chef, når han er til møde. Sådan er det lige nu, han er til møde og jeg sidder og venter tålmodigt på ham. Jeg tænker mere på, hvad der kan gøre ham glad – for det gør i sidste ende mig mere glad. Jeg henter og bringer ham gerne – ikke fordi han ikke selv kan finde ud af det, men fordi jeg ved, at det gør ham glad.  Som jeg har nævnt tidligere i nogle af mine blogindlæg, så holder jeg meget fast i de små glæder til at pleje vores bdsm forhold og ikke mindst min egen underkastelse.

Men hvad er det, der for en til at ofre sig selv for et andet menneskes velbehag? Sagt med andre ord, hvad er det, der driver mig til denne underkastelse? Uh hvis jeg havde et klokkeklart svar ville jeg gerne formidle det videre, men det har jeg ikke. Jeg nok bedst beskrive det som en dybtfølt trang. En trang der gør mig lykkelig, når jeg får lov til at give mig selv til Chefen. Det skal understreges, at dennne trang til underkastelse ikke kan udføres på hvem så helst. Det er ikke sådan, at jeg får en lykkerus af at underkaste mig tilfældige mennesker på min vej gennnem livet.

Jeg har inden, jeg mødte Chefen været klar over, at at jeg ønskede at møde en dominant mand, jeg kunne give min underkastelse til. Men igen så ikke hvem som helst. Jeg har bevæget mig i bdsm miljøet i omkring 14 år nu – ja jeg startede tidligt. Selvom jeg har kendt andre mænd, så har de ikke fået denne gave, og det var et helt bevidst valg fra min side. Det skulle føles helt rigtigt, og ikke være en underkastelse for sjov.

Jeg har tidligere beskrevet processen med at komme til den erkendelse, at man vil et bdsm forhold 24/7, så det vil jeg spare jer for her. Dog vil jeg nævne, at det er en proces, og ikke bare noget man beslutter sig for over natten. Det kræver tid, indsats og lange samtaler. Det er jo naturligvis også noget, man skal være enige om – man kan ikke køre et bdsm forhold, hvor kun det ene part er afklaret med det.

Nu tilbage til det med tålmodighed, jeg mener, at denne hjælper mig dagligt med mine udfordringer. Hvis jeg ikke havde en stor tålmodighed, ville jeg ikke være så overbærende med de ting, jeg synes kan være irriterende. De irriterende ting kan være både store og små. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg kan have temperament. Mit temperament ville komme meget mere til udtryk, hvis jeg ikke havde denne her store tålmodighed. Temperament og lydighed hænger sjælent godt sammen – i hvert fald ikke hjemme hos os.  Jeg bliver nemt en bitch, hvis først jeg er blevet irriteret. Er der noget Chefen ikke kan døje, så er det kvinder der bare bitcher.

Nå nu kom der en sms fra Chefen, han er færdig med hans møde, og han vil hentes

Jeg har fået følgende spørgsmål: Som trofaste læser af din blog blev jeg og min kvinde lidt nysgerrig for at høre, hvordan du håndterer den mentale del af din underkastelse – altså hvordan du ren tankemæssigt holder dig selv på det rette spor, og finder og fastholder den rette motivation i hverdagen?

Hmm spørgsmålet er jo ret relevant, men jeg kommer til at svare mere overordnet på det. Netop fordi, så mange ting hænger sammen i et bdsm forhold, der kører 24/7.

Underkastelsen er så enkel og alligevel så svær – sådan tænker jeg selv tit. Underkastelsen er ikke svær, hvis den er drevet af ægte motivation fra én selv. Så kan man i virkeligheden holde den kørende ret længe uden problemer. Der hvor det for alvor bliver svært og til tider vanskeligt er, når overskudet er ikke eksisterende, eller ens forventninger ikke stemmer overens med virkeligheden. Det kan også være vanskeligt at holde motivationen, hvis kravene til en som tøs er for vanskelige og uoverskuelige.

Det første man skal beslutte sig for er, om man vil underkastelsen som helhed. Altså om man også vil underkaste sig et andet menneske, også når de svære situationer opstår – for de opstår i alle parforhold, derunder også bdsm forhold. Det kræver måske en del overvejelse inden man er klar til at underkaste sig 24/7. Det er et stort valg, og man skal ikke presses ud i dette valg. Valget skal komme fra hjertet og være velovervejet. Det vil sige, at du skal lytte til dig selv og ikke, hvad du tror en eventuel ejer forventer af dig. Din underkastelse er dømt til at mislykkes, hvis den ikke er helhjertet og oprigtigt. Der er intet i vejen for at dyrke bdsm i soveværelset onsdag og lørdag aften, men det er ikke det, der tænder mig/os.

Når valget er truffet, er det jo blot at følge det. Men det er ikke altid så enkelt…

Udfordringer vil der selvfølgelig komme undervejs. Selv har jeg oplevet nogle stykker undervejs – og en enkelt gang har jeg også sagt, at jeg ikke havde lyst til at være hans tøs, hvis det skulle være på den måde. Dengang følte mig enormt uretfærdig behandlet. Heldigvis kender min Chef mig rigtig godt, og han fik alligevel mig på rette vej igen. Faktisk så er uretfærdighed i mine øjne nok noget af det, der kan få læsset til at vælte for mig. Hvis jeg synes, at noget er uretfærdigt, så bliver jeg simpelthen så stædig. Jeg bliver ensporet, og jeg vil holde på min ret for enhver pris – og det er ikke særlig lydigt. Får jeg smæk for min ulydighed, så får Chefen mig ikke til at indrømme min fejl – jeg koger indvendigt af raseri. Selvfølgelig kan Chefen smække mig så hårdt, at jeg bliver nødt til at indrømme min fejl, men der skal en del til – og oftest mener jeg det ikke oprigtigt før efter et stykke tid.

Men tid er noget underligt noget, for bagefter kan jeg godt se, at jeg ikke nødvendigvis havde ret, og jeg har opført mig meget upassende. Det kan gøre mig ked af det. Nok mest af alt, fordi jeg ved, hvor meget lydighed og loyalitet betyder for min Chef.

Men hvordan når man udover sin stædighed og ikke mindst holder fokus på underkastelsen, når det er svært. Jeg vil nok sige, at det er et samspil mellem den underkastede og den dominerende. Det nytter ikke noget, at den dominerende står og råber og skriger af den underkastede, fordi vedkommende ikke gør, som han forventer. Nogle gange har man brug for hjælp til at komme derhen, hvor han ønsker det. Måske skal man have hjælp til at forstå, hvorfor han ønsker noget bestemt af én. Oftest stritter vi mennesker imod, hvis vi er usikre på noget nyt og ukendt – noget vi ikke kan forstå. Sådan er det også med tøser og dominans. En forklaring, et hint og en samtale kan for én til at forstå – og når man forstår, er det langt nemmere at acceptere, lære og forstå – og dernæst udføre.

Jeg har ingen sikker opskrift på, hvordan man kan holde motivationen over længere tid. Men noget af det, der virker for mig, er de små glæder. Det vil sige, ting jeg ved med sikkerhed vil behage ham. Som tøs har man også brug for ros og anerkendelse – vide at man gør en forskel for sin ejer. Ros og anerkendelse kan have en god indvirkning på ens motivation.

Det kan også hjælpe på ens motivation at tænke tilbage på, hvorfor man netop har truffet det valg om at leve i et 24/7 forhold med dominansen som omdrejningspunktet. Personligt ved jeg, at det er sådan her, jeg er mest lykkelig. Jeg er rolig og trives i mine vante omgivelser, og jeg sætter en ære i at være der for Chefen.

Jeg tror, det er en fejl, når andre mennesker har et billede af, at bdsm forhold kan være rosenrødt hele tiden. Som jeg også har nævnt før i dette blogindlæg, så er der gode og mindre gode dage. Dage med store udfordringer, hvor man kan tænke “Han kan rende mig“.  Måske en anelse trodsighed (er trodsighed et ord? …nå ligemeget). Jeg vil faktisk sige, at det er alfa og omega, at man kender hinanden her. For når man som underkastede er på vej ud af denne forkerte vej, så skal man simpelthen have at vide, hvor skabet skal stå. Ellers kan det nemt ende meget galt.

Jeg vil også lige knytte en kommentar – det er MEGET vigtigt, at man som underkastede kan regne med den dominerende. Her tænker jeg på, at der ikke skal være usikkerhed i dominansen. Det skal ikke være muligt for den underkastede at manipulere sig til et andet resultat. Det er ganske naturligt at efterprøve dette til tider- og jeg tager mig selv i at gøre det nu og da. Problemet ved dette er, at vist først filmen knækker her – så mister jeg respekten for den dominante. Ingen respekt = ingen underkastelse i min verden.

Det nytter heller ikke, hvis den dominate kommer med et stort katalog over, hvordan han ønsker hans tøs skal være. Her tænker jeg alt fra påklædning, fremtoning, seksuelt og i forhold til andre mennesker. Præsenterer det i små bider, så man har en chance som underkastet at imødekomme alle de nye krav og indtryk. Hvis man har for mange regler og krav, vil man fejle mange gange – og chancen for at give op undervejs er stor. Det er ærgeligt. Men jeg ved også, det er en svær balancegang for den dominerende, der kan have svært ved at have tålmodighed nok til at bevæge sig langsomt frem.

Held og lykke med at holde fast i dominansen i jeres bdsm forhold.

tut

Det er ikke superlet for tiden. Jeg føler selv at jeg glider i spændningsfeltet mellem ekstrem lydig og uartig tøs. Der er ikke noget reelt mønster i min opførsel.

Lige i situationen, når jeg er en uartig tøs, der er jeg faktisk ligeglad – jeg vil bare have min vilje, og det skal være nu. Den uartige tøs dukker ikke så tit op, men hun har alligevel været fremme en del gange på det sidste. I hvert fald nok gange til, at jeg selv har bemærket hende. Jeg bryder mig ikke om den uartige tøs – for den uartige tøs er ligeglad med Chefen. Jeg ønsker bestemt ikke at være ligeglad. Den uartige tøs sætter sig selv i første række, og universet drejer rundt om hende. Det er i min verden ikke særlig artigt eller tøseagtigt.

På den anden side dukker der også en fin tøs frem nogle gange, der kun er ude på at behage Chefen. Hun er fin og servicerende af natur. Jeg kan lide hende, og jeg ved, at hun gør Chefen glad og tilfreds. Hun er afventende og tager gladeligt imod Chefens behandling og ønsker – brok eksisterer ikke i hendes verden, for hun taler ikke. Hun er som en fin dukke, der kan leges med.

De tøsers opførsel er som 2 poler, og jeg kan mærke, at det gør mig ked af det, at jeg ikke kan finde fokus. Fokus til at gøre mit tøsejob godt nok til, at den uartige tøs ikke dukker frem af mørket. Fokus til at finde en glæde og ære i at servicere min Chef. Lige nu synes jeg, at jeg befinder mig midt imellem – forvirret og uden retning. Det gør mig trist…meget trist faktisk.

Tilstanden har været her i et stykke tid, og jeg har svært ved at se en retning, jeg skal følge for at komme videre. Måske tiden eller Chefen viser mig vejen?

En drøm jeg havde, mens vi var på ferie, forfølger mig i mine tanker. Jeg drømte, at Chefen havde ladet mig tatoverer. Jeg bryder mig egentlig ikke om tatoveringer, så drømmen er egentlig lidt mærkelig. Det der tænder mig i drømmen, er Chefens ret til at udsmykke min krop med det han ønsker. Det er netop det, der bliver ved med at dukke op i mine tanker. Hans rettigheder til mine tanker, lyster og min krop – at jeg er hans tøs. At Chefen kan gøre ved mig, hvad han selv ønsker…

Jeg elsker spanskrørets dans henover min tøsekrop. Mærke hvordan Chefen påfører min krop en intens og skarp smerte, der fordeler sig i kroppen. Angsten for det næste slag, der blandes med forventningen og glæden over min underkastelse og hans brug af mig. Jeg kan lide, når Chefen betragter mig, mærke på mig og fordeler slagene på min krop, som om jeg var et rent lærred, der kun venter på, at han vælger farverne.

Mine håndflader er svedige, og jeg er altid anspændt i starten. Jeg venter på at tippe udover kanten – og yderst utålmodigt. Jeg vil så gerne over på den anden side, hvor jeg er uden filter – jeg bliver hans formbar masse. Lydig og helt tom for tanker. Hvor jeg dog bare elsker at være der – og være til for Chefen.

Jeg bliver afsløret af min krop – min fisse er helt våd efter Chefens indledende slag med spanskrøret. Den sukker efter mere – ligesom mit tøsesind. Det er lang tid siden, at jeg har været der – sårbar og lidende for ham.

Jeg synes, at jeg er en finere tøs med de fine mærker efter spanskrøret. Det er nemmere for mig at finde min plads – og jeg er taknemmelig for, at Chefen holder mig. Min kærlighed til ham vokser, når han påfører mig smerte.

Tak Chef…

Hvorfor har alle andre, så travlt med analysere på andres liv end deres eget? Er der noget vejen, er det altid samfundets skyld…

Man skal ikke bevæge sig langt ud af bdsm kredse, før jeg møder modstand overfor min livsstil, og den måde vi har valgt at leve på. Jeg forlanger ikke, at omverden skal forstå fra første færd. Men det kunne være rart, hvis man stillede spørgsmål i stedet for dømme på forhånd – det skaber mindre risici for misforståelser.

Respekter, at jeg har valgt at lave som en slavetøs, og jeg er ejet af min Chef. Jeg har prøvet almindelige parforhold, og jeg fungerer ikke på sigt. Med andre ord jeg er ikke lykkelig, hvis jeg ikke kan få lov at være submissiv. Jeg er ikke blevet tvunget til at træffe det valg, som nogle måske kunne tro. Valget om at give mig væk til Chefen, var et velovervejet valg, jeg skulle træffe i sin tid.

I og med dominansen i vores verden står på 24/7, har jeg selvfølgelig tænkt længe over mit valg. Det har krævet mange og lange samtaler med Chefen, dels for at være sikker på, at vi ville det samme med vores bdsm forhold, og dels for at skabe tryghed og tillid. Mit valg var med andre ord ikke noget, der blev truffet sådan wupti wupti…det var en proces for os begge.

Derfor kan jeg bliver edderrasende og skuffet over, at andre mennesker kalder mig syg i roen, psykisk syg, ustabil etc. Undskyld går det ud over jer, at jeg tænder på dominans, smæk og opdragelse? Det er helt okay, at man har en mening om noget – men det er for langt ude at udtale sig om andre mennesker, man måske ikke engang kender eller sporadisk. Det er bare ikke god stil.

Synes måske det ville være mere rart, hvis folk koncentrerede sig om deres eget liv – fremfor at pege fingrer af andre mennesker. Jeg er ret sikker på, at var det ikke for min anderledes seksualitet – ville jeg aldrig få påklæbet tags såsom; psykisk syg og ustabil.

Er det ikke okay, at vi gør, hvad vi har lyst til i vores liv, så længe det ikke indblander andre mennesker, der ikke har lyst til at deltage? Ellers må jeg jo blot stille mig i rækken med mennesker, der mener, at alt er samfundets skyld…

Jeg går lige om lidt amok over det her vejr! Hvor bliver sommeren af? Det eneste positive ved det her vejr er, at jeg kan have hofteholder og strømper på. Jeg supplerer selvfølgelig med et korset…men jeg vil hellere være nøgen eller i bikini.

Sommer kom NU!

Jeg er flov, og jeg er også lidt ked af det. Mest af alt fordi jeg har været en ulydig tøs.

Det er ikke altid lige nemt at være tøs, og det er slet ikke nemt, hvis man nogle gange føler sig uretfærdigt behandlet i en given situation. I sidste uge lod jeg mit temperament løbe af med mig, og jeg forvandlede mig fra en lydig tøs til en uopdragen kælling i løbet af få minutter.

Jeg blev faktisk så sur, at jeg gik væk fra min Chef i et stykke tid – jeg har brug for luft. Jeg var rasende, sur og ked af det samtidig – tårerene trillede af mine kinder, og alligevel var min stolthed for stor til, at andre mennesker skulle lægge mærke til det – så jeg tørrede øjnene hver gang, jeg mødte andre på min vej.

Efter et stykke tid fandt Chefen mig, og han skar ud i pap, at vi altså ikke lever i et ligestillingsforhold. Jeg var stadig tøsefornærmet og pigesur, så jeg var ikke til at hugge og stikke i. Hans mening og holdninger kunne egentlig rage mig en høstblomst. Men på en eller anden måde trænger Chefen alligevel ind til mig.

De sidste par dage har jeg bare været flov over min upassende opførsel. Jeg føler, at jeg har svigtet min Chef. Det gør mig ked af det.

Øv, så tabte jeg kampen mod brystpiercingerne – en kamp, der har taget 3,5 år. I går aftes pillede jeg dem ud, da der ikke har været anden end bøvl med dem på det sidste. Nå må de heles, og så kan det være, at jeg prøver igen. Jeg kan ikke lide følelsen af at være uden dem – jeg føler mig mindre tøset. Synes ikke, at jeg ligner en tøs helt så meget – men det er trods alt bedre, at de får ro, og jeg ikke skal døje med betændelse hele tiden.

Du er en brugsgenstand. Jeg bruger dig, når jeg har lyst – som et stykke simpelt legetøj, hvisker Chefen stille i mit øre. Jeg kan ikke gøre modstand, jeg ligger nøgen med positur halsbånd og en stor gag i munden. Chefen har fastgjort en kædesnor til halsbåndet, så har han styr på sit tøsedyr.

Indeni min tøsehjerne smelter Chefens ord, som chokolade på en varm sommerdag. Tænk, at han mener, jeg er hans brugsgenstand – en ting/tøsedyr der kun er til for at stå til rådighed for hans lyster. Det tænder mig, og jeg bliver en lille smule stolt. Min tøsekrop kan bruges til at tilfredsstille Chefens lyster.

Det er for mig essensen ved at være tøs