jan 262011
 

Jeg vil gerne igen være ven med smerten. Jeg husker tilbage på, hvordan jeg før i tiden har fløjet afsted høj på smerten. Nærmest været afhængig af den. Bare at kunne tage imod smerten fra pisken, der dansede henover min krop.

Jeg er ikke længere nogen nær ven med smerten. Jeg kan savne den nogle gange. Jeg bliver frustreret over, at jeg hoppe og danser rundt, når jeg får smæk. At mine tårer triller ned af mine kinder, fordi det bare gør ondt.

Jeg bliver frustreret over ikke at nå ud på den anden siden, hvor jeg bare flyver hen i min egen verden. Når jeg når ud på den anden side, bliver jeg som en formbar masse, der ikke stritter imod, tuder eller danser rundt. Bare lader sig forme efter hans ønsker.

Jeg tænker ikke, jeg er bare…

jan 222011
 

Jeg kan høre, Chefen er i skabet med alt vores udstyr. Jeg står på badeværelset og tænker på, hvad han finder frem. Hvilket humør er han i? Hvordan skal jeg lide for ham? Jeg gør mig færdig, og går ind til Chefen.

Et tykt stykke reb har han i sine hænder, og han beder mig træde nærmere. Jeg betragter hans krop – jeg tænder på ham. Jeg tænder på at være hans ejendom. Han placerer rebet om min hals, og ved nu, at det næste stykke tid står på breath control.

Min krop giver efter, jeg kan ikke kæmpe imod  – jeg overladt til Chefens nåde og kontrol. Min hjerne har slukket for enhver rationel tankegang, og i min verden handler det nu kun om at tilfredsstille Chefen.

Jeg tænker i små glimt, at det er frækt, det vi har i gang i – min tøsefisse fortæller mig, at det rent faktisk er meget frækt. Den er våd, villig, tilgængelig og brugbar. Chefen kontrollerer min krop og ikke mindst min vejrtrækning. Jeg lytter til hans stemme, der guider mig, mens jeg sidder ovenpå ham. Jeg er så vant til at være lydig, at det forekommer mig helt naturligt. Jeg nyder at være hans genstand for hans perverse fantasier og tanker.

Efter brug kommer jeg langsomt til mig selv – han gav endda en sprøjteorgasme under akten, men alligevel summer jeg længe i sengen.

Jeg mærker prikkerne i huden – jo jeg er stadig i live 😉