Velkommen indenfor i tuts tøseliv

Jeg vil fortælle om en fantasi, der blev til virkelighed. Det er ved at være et års tid siden – men det gør ikke, den bestemt ikke dårligere. Det er ingen hemmelighed, at jeg tænder på smerte, det er vel forhåbentlig gået op for de faste læsere af min blog

Jeg er ikke så god til at fortælle Chefen om min fantasier, fordi det som regel ikke er lange fantasier, men mere blot billeder og situationer, der printer sig på min tøsehjerne. Ikke fordi jeg er flov over mine tanker eller fantasier, men nok mere fordi, det er svært at forklare helt præcist Alligevel havde jeg fået fortalt Chefen om min syge og dejlige perverse fantasi, og den blev til…sweet reality.

Længe havde jeg gået og snakket om, hvordan man kunne slibe brystvorter til blods med sandpapir. Hvordan Chefen ikke skulle stoppe, når smerten brusede igennem min krop. Chefen skulle ikke give efter – blot vise sin dominans og fremtvinge hans vilje ned over mig. Tilbage vil jeg stå som en brugt tøs med blodet piblende fra brystvorterne, og tårerne trillende ned af kinderne. Hvad der ellers skulle ske, havde jeg ikke styr på.

Min lille fantasi blev til virkelig – dejligt brutalt sleb han en eftermiddag mine brystvorter til blods med en grov sandpapirsblok . Chefens faste greb i mig, var overbevisende til, at jeg ikke gjorde modstand, jeg lod mig blot forføre derudaf på en smerterus. Jeg indrømmer det, jeg var ret våd mellem benene. Mest af alt fordi min fantasi blev til virkelighed, den søde smerte og at det var så fandens perverst og godt. Jeg kan ikke styre min egen liderlighed, når Chefen udsætter mig for smerte og dominans. Det er ligesom, han blot overtager min krop – forfører den hen, hvor han ønsker, den skal være. Smerten fra sandpapirets blodige dans hen over mine brystvorter, sendte mig straks i tøseland.

Det var svært for tut at skjule liderlighedens sande ansigt – især da Chefen efterfølgende stak hans fingre op i mig. Der gik ikke mange sekunder, før den første sprøjteorgasme væltede ud af mig. Her stod jeg med tårer i øjnene, blødende brystvorter og en liderlighed, der væltede ud af mig. Mine stiletter var våde og på gulvet lå en lille sø af mine safter. Alligevel tiggede jeg efter mere, som en tøs, der ikke kunne få nok.

Som en lille bonus, så holdt smerten i brystvorterne ikke op før dagen efter, hvilket resulterede i, at jeg vågnede flere gange om natten, og var totalt liderlig.

Det vil være en god idé, hvis man har en tøs, der skal have opfrisket disciplin, tilbedelse og ikke mindst lydighed. Sandpapir er en fortræffelig effektiv tøsetræner – husk det skal være den grove, så den rigtig kan flå og rive i huden. Blot et lille råd til den dominante læser

Jeg har haft fødselsdag i weekenden, og jeg tænkt, så det knagede på, hvad jeg ønsker mig. Chefen giver mig jo alt, hvad jeg mangler.

Jeg kunne faktisk godt tænke mig en ny piercing. Det har faktisk irriteret mig længe, at jeg har et ulige antal piercinger. Jeg kan ikke lide ulige tal – det har jeg aldrig kunnet. Jeg kunne godt tænke mig en Isabella piercing. Piercingen går fra nederst på venusbjerget til, hvor de to store skamlæber mødes – mere et smykke end en seksuel piercing.

Hvis Chefen giver mig den piercing, er det mit ønske, at han tager med mig ind for at få den lavet. Det vil betyde meget for mig, at han er med.

Så er det bare og vente og se…om tut får sit ønske opfyldt, det skal jo også falde i Chefens smag og lyst.

Det ekstreme har altid fascineret mig – oftest først med en lille følelse af, ej hvor er det vildt eller det kan man ikke. Men oftest er det alligevel det ekstreme, jeg finder inspiration i. Måske en bevidst søgen efter en grænse?

Jeg har været ganske ung, da jeg for alvor begyndte at søge på nettet efter bdsm relateret materiale i midten af 1990erne. Udvalget var dengang slet ikke så omfattende og præcist, som det er nu. Det må være nemmere at være nysgerrig og ung i dag med alle de muligheder, som internettet har og tilbyder.

Relativt hurtigt fandt jeg dengang frem til søgeord, der kunne forsyne min nysgerrighed med information. Billeder og tekst blev absorberet i min tøsehjerne – og nogle af dem kan jeg huske den dag i dag.

Jeg har nok udviklet mig i retningen til at søge den hårde bdsm – det grænseoverskridende. Hvis jeg skal finde inspiration, så er det ikke lettere markering med et spanskrør, plyshåndjern eller piske med små sløjfer, jeg søger. Jeg kan lide billeder af rendyrket dominans og sadisme – dybe mærker fra spanskrør, nåle, underkastelse, smerten der kan se i øjnene på tøsen, eller hvordan slavetøsen ofrer sig for sin ejer. Jeg forestiller mig som regel, at jeg selv er i hendes situation.

Jeg er et stykke legetøj…der giver alt i sig for at tilfredsstille.

Chefen har vist mig billeder af slavetøser, der er oprettet i et Slaveregister – og mærket med en kode/nummer. Han finder det fascinerende, jeg ved ikke, hvad jeg finder det – måske grænseoverskridende og alligevel lidt spændende…så typisk mig. Jeg er allerede brændemærket, og det mærke er jo også svært at løbe fra. Måske er det selve registeret, jeg finder en lige smule latterligt. Men idéen om mærkning, den kan jeg lide. Sådan starter mine tanker oftest, for at blive videreudviklet fra en idé og tanke til måske handling.

Men som alt andet – Chefen træffer beslutningen, og jeg følger hans beslutning, som en artig og lydig tut.

Selvtortur er en underlig ting – at påføre smerte på sig selv, og så rent faktisk nyde det. Smerte hører til min seksualitet som noget ganske naturligt. Jeg oplever som regel smerte i forbindelse med erotik som en liderlighed, der blot breder sig i min krop. Jo mere liderlighed jeg får opbygget, jo mere smerte kan jeg tåle. Jeg bliver høj af smerten – jeg flyver af sted på den. Jeg elsker at lide for min Chef – at se og mærke hans liderlighed, lyst og begær forme og brede sig i min krop. Smerten får mig til at føle mig levende og sårbar som tøs – men jeg kan og vil ikke undvære den.

Da jeg var ung, og inden jeg endnu havde draget mine første erfaringer med bdsm med andre, dannede jeg grundstenene i min selvtortur. Jeg havde læst i et kulørt ugeblad, hvordan en mand havde placeret klemmer på en kvindes brystvorter og bundet hende til en stol, og “misbrugt” hende seksuelt – billederne stod i kø i mit hoved. Dels at han havde taget hende, fordi han kunne, og hun ikke kunne kæmpe imod – at være overladt til hans lyst. Jeg måtte prøve, hvordan det føles at have klemmer på brystvorterne – der var ingen anden udvej. Jeg listede mig ud til tørresnoren, hvor jeg fandt klemmer – knyttede dem i min hånd, som var det en dyrebar skat.

Jeg kan huske, hvordan den søde smerte bredte sig i min krop. Efterfølgende eksperimenterede jeg med varigheden af klemmerne, og fandt nye steder at placerer dem Op igennem 20erne havde jeg mit eget lille skatkammer af rigtig gode klemmer – nogle var så hårde, at der gik hul på brystvorten, så man kunne nyde smerten i flere dage, mens andre kunne sidde udenpå hinanden, og derved øge smerten. Jeg eksperimenterede med vægt i klemmerne for at øge smerten – jeg kan og kunne ikke få nok…

Jeg kan også huske op til flere episoder, hvor jeg har kørt i tog, hvor jeg har placeret gummibånd rundt om brystvorterne – så de stritter enormt meget, men også gør at en sød smerte breder sig i min krop. Jeg var i et tog, og kan ikke intet gøre andet end lade mig opsluge af smerten – lade den indtage min krop.

Til tider kunne jeg give mig selv små udfordringer og straf i mangel på en Chef til at styre slagets gang. Hvis jeg ville have skærpet min koncentration, kunne smerte hjælpe mig på vej – med den bivirkning, at jeg blev liderlig Ofte har jeg kørt en slags små spil i mit hoved med belønninger og straf i form af smerte og fjernelse af smerten igen.

Heldigvis har jeg fået Chefen til at nyde smerten for – det gør det hele meget bedre. Jeg bliver mere lydig, når han giver mig strøm, eller jeg får smæk. Jeg er en tøs, der elsker at lide for min Chef.

Jeg går meget og tænker på min før omtalte tøseopvaringskasse. Blive lagt bundet ned i kassen med en stor gag i munden. Min Ipod hvor Chefens stemme indoktriner mig til absolut lydighed. Måske har Chefen endda sat strøm til mig for at skærpe min koncentration og mit tøsesind.

Jeg fantasere om prøvelser, smerte, udfordringer og om at trænge dybere ned i mit tøseliv. Min krop higer efter at blive behandlet som en tøs – en tøs med mærker og ikke mindst blive behandlet for hans fornøjelses skyld.

Tøseopbevaringskassen er smart – den er beregnet til genstande, der kan pakkes ud og leges med for igen at lægge det bort. Helt perfekt for at forme en lydig tøs som mig.

Tror det er første gang, at jeg nævner noget kulturelt på min blog, men der er en forestilling, der vækker min interesse. Det spændende er, at du både kan medvirke og være tilskuer i selve stykket. Skellet mellem fiktion og virkelighed forsøges at blive udvisket  i denne forestilling.

Fra den 27. januar kan du opleve forestilling Salò i København, og den kører nonstop 24 timer i døgnet. Inddelt i 4 perioder og dertil temaer; Circle of Mania: 27. jan.-31. jan. II Circle of Shit: 8. feb.-14. feb. III Circle of Tears: 22. feb.-28. feb. IV Circle of Blood: 8.mar.-14.mar.

Stykket er baseret på filmen Salò – instruktøren Pasolinis rå og uforsonlige filmklassiker om magtens perversitet, der er blevet bandlyst, censureret og lagt for had verden over i mere end 30 år.

Kort resumé af filmen; Det er i slutfasen af 2. verdenskrig under Mussolinis regime, og handling foregår i byen Salò. I en herskebsvilla/palads har de fire højtstående herrer forskanset sig med otte smukke piger og 8 drenge, der til lejligheden, med hjælp fra en håndfuld kollaboratører, er blevet bortført fra omegnen. Disse 16 unge – og selv aristokraternes egne døtre – skal nu stå til rådighed som redskaber for alskens feticher og sexlege, som anspores af tre aldrende prostituerede, der på skift i en art forsamlingssal diverterer med bramfri og eksplicitte, erotiske fortællinger. Ulydighed medfører straf, måske øjeblikkelig død, og således begynder et orgie i dekadence og vulgariteter, hvis lige endnu ikke er set i filmhistorien.

Filmen er bestemt ikke for sarte sjæle…jeg er meget spændt på denne her teaterforestilling.

Forestilling foregår i en 700 kvm herskabsvilla på Krausevej 3, 2100 København Ø, der selvfølgelig har derindtilrettede rum – blandt andet et torturrum i kælderen.

Forestillingen foregår på engelsk.

Link til forestillingens hjemmeside www.villa-salo.dk/front.shtml

Gad vide om jeg har fået for mange smæk med den grydeske eller om den bare var for mør?

Chefen ynder at smække mig i køkkenet, et par hurtige rap så jeg finder min plads. En grydeske gør mere ondt en hånd, og så er den inde for rækkevide. Men i forrige uge knækkede “Chefens” handy’e tøseopdrager, og måtte gå på endelig pension til stor sorg.

Måske burde Chefen få en ny i julegave af tut…ej okay det tror jeg ikke, at jeg tør. Nok bedre at ønske mig flere smæk, så jeg kan blive totalt lydig.

I mandags kørte Chefen mig ind til privathospitalet Nygart ved Kongens Nytorv i København – det var tid til 2. behandling i operation hårfri. Operationen er lidt vanskelig, fordi jeg fra naturens side er lyshåret, og ikke rigtig har nogle mørke hår her eller der.

Ih suk jeg har faktisk glemt, hvor ondt det gør at få fjernet hår med laser. Lå og beklagede mig særdeles højlydt til sygeplejersken, der med største fornøjelse udøvede smertetotur på min kusse. Hvis man ikke vidste bedre, ville hun være en glimrende sadist. “Så har vi kun 3-4 skud tilbage” – ja gang det lige med tre.

Jeg tænker bare på resultatet, så kan jeg godt holde smerten ud. Smerten er jo kun intens i cirka 25 minutter, så er det overstået. Efterfølgende er huden rød, og hårsækkene hæver op – den her gang fik jeg kølende gele på efterfølgende, hvilket straks gjorde underværker. Efter cirka en halv dag var min hud normal igen.

Jeg har allerede kunnet se forskel fra min første behandling, så nu er jeg spændt på, hvor mange hår, der vil falde af og aldrig komme igen efter min 2. behandling.

Jeg skal selvfølgelig holde jer orienteret i processen.

Som den opmærksomme og flittige læser har bemærket, så er jeg i behandling for permanent hårfjerning. Igår var det 2 måneder siden, at jeg fik min første permanente hårfjerningsbehandling på privathospitalet Nygart i hjertet af København.

Der skal gå 2 måneder imellem hver behandling, da hårerne vokser i forskellige tempi. Om jeg kan mærke og se en forskel? Ja, selvom alle hårene ikke er væk, det kræver 4-6 behandlinger, er der en væsentlig reduktion i hårene. Der er en endda områder, hvor jeg er helt hårfri og glat. En anden god ting er, at røde knopper og irritation af huden også er væsentligt reduceret.

Jeg har igår booket tid til min 2. behandling på mandag, og er spændt på om resultatet fortsætter. Tænk at blive helt hårfri dernede og under armene! Aldrig at skulle bekymre sig om, jeg er glat nok til Chefen. Jeg føler mig ikke ren og lækker med hår på kussen eller under armene. I det hele taget har jeg et yderst anstrengt forhold til hår på mig selv, der ikke er placeret på hovedet.

Desværre er behandlingen ikke helt smertefri (selvom sygeplejersken mente, jeg havde en høj smertetærskel), men det tager heldigvis kun 30 minutter, og så har jeg en pause på 2 måneder. Huden er råd og lettere øm efter behandlingen, men det fortager sig heldigvis hurtigt.

Det er en helt fantastisk følelse at være i bad og se hårene falde ud af hårsækkene, og vide, at de aldrig kommer igen.

Er spændt på resultatet efter 2. behandling – jeg skal holde jer opdateret

tut

Jeg drømmer om smæk med spanskrør her sent på natten. Dybe røde mørker på min fine hud. Den sitrende smerte, når et slag rammer min krop. Hvordan jeg først kæmper med smerten, og så bliver opslugt af den. Hvordan jeg nyder Chefens stemme, der er krævende og kommanderende  – og alligevel så kærlig.

Chefen viser ingen nåde eller tegn på svaghed, når giver mig smæk – jeg kan ikke manipulere ham til at stoppe. Det er Chefens vilje og lyst, der kommer til udtryk, når jeg får smæk.

Jeg nyder den tilstand min krop og mit sind bringes i ved Chefens brug af mig. Hvordan mærkerne på min krop skifter farve, og hvordan mit brændemærke hæver en lille smule op. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg fik smæk hver dag.

Tilstanden jeg kommer i efter smæk, er alt fra musestille til at være kælen som en kat. Mest af alt har jeg behov for at være tæt på min Chef. Men lige nu er det altså smæk…tut trænger til.