Velkommen indenfor i tuts tøseliv

Mine masochistiske tendenser trænger så meget til at blive belønnet. Jeg trænger til at se striber fra spanskrøret overalt på min krop, nyder mærkerne og Chefens brug af mig. Se i hans øjne begæret efter hans tøs. Hører hvordan hans stemme er dominerende og krævende – jeg er ikke i tvivl, det er hans vilje, der er gældende, og jeg føjer ham med den største selvfølgelighed – det er min kærlighed til ham. Chefen belønner kun lydighed – han bryder sig slet ikke om ulydighed. Ligesom udfordring på hans naturlige dominans heller ikke vækker den store begejstring, tværtimod. Heldigvis er jeg slet ikke den type tøs, der skal provokerer mig til straf. I min tøseverden er det ulydighed og mangel på respekt for den dominante.

Jeg kan lide og være lydig og gøre mit bedste for at opfylde hans ønsker til mig. Hvis han vælger at straffe mig, så er det for at gøre mig bedre. At bruge mig for hans fornøjelses skyld er vel indbegrebet i at være tøs – at stå til rådighed for hans lyster. Med andre ord jeg bliver straffet og belønnet efter, hvad Chefen finder passende.

Igen er vi adskilt på grund af arbejde – det kan være svært som tøs at være så længe alene uden sin Chef. Jeg prøver at opretholde rutiner, der gør min underkastelse lettere og savnet efter Chefen mindre. Heldigvis kan vi snart se ende på vores adskillelse, og jeg håber det betyder, at mine masochistiske tendenser bliver plejet bedre i fremtiden. Jeg håber på fine striber på inderlårene, der langsomt skifter farvenuance, efter spanskrørets dansen på min fine sarte tøsehud. Jeg drømmer om tårer, der langsomt triller ned af mine kinder som et bevis på mine anstrengelser for at imødekomme hans lyst og forventning til mig. At mærke hvordan min krop giver efter for Chefen. Hvordan han overtager min hjerne og mit sind – en tilstand, der føles som om, vi smelter til ét.

Smukt – intet mindre…

Det ekstreme har altid fascineret mig – oftest først med en lille følelse af, ej hvor er det vildt eller det kan man ikke. Men oftest er det alligevel det ekstreme, jeg finder inspiration i. Måske en bevidst søgen efter en grænse?

Jeg har været ganske ung, da jeg for alvor begyndte at søge på nettet efter bdsm relateret materiale i midten af 1990erne. Udvalget var dengang slet ikke så omfattende og præcist, som det er nu. Det må være nemmere at være nysgerrig og ung i dag med alle de muligheder, som internettet har og tilbyder.

Relativt hurtigt fandt jeg dengang frem til søgeord, der kunne forsyne min nysgerrighed med information. Billeder og tekst blev absorberet i min tøsehjerne – og nogle af dem kan jeg huske den dag i dag.

Jeg har nok udviklet mig i retningen til at søge den hårde bdsm – det grænseoverskridende. Hvis jeg skal finde inspiration, så er det ikke lettere markering med et spanskrør, plyshåndjern eller piske med små sløjfer, jeg søger. Jeg kan lide billeder af rendyrket dominans og sadisme – dybe mærker fra spanskrør, nåle, underkastelse, smerten der kan se i øjnene på tøsen, eller hvordan slavetøsen ofrer sig for sin ejer. Jeg forestiller mig som regel, at jeg selv er i hendes situation.

Jeg er et stykke legetøj…der giver alt i sig for at tilfredsstille.

Chefen har vist mig billeder af slavetøser, der er oprettet i et Slaveregister – og mærket med en kode/nummer. Han finder det fascinerende, jeg ved ikke, hvad jeg finder det – måske grænseoverskridende og alligevel lidt spændende…så typisk mig. Jeg er allerede brændemærket, og det mærke er jo også svært at løbe fra. Måske er det selve registeret, jeg finder en lige smule latterligt. Men idéen om mærkning, den kan jeg lide. Sådan starter mine tanker oftest, for at blive videreudviklet fra en idé og tanke til måske handling.

Men som alt andet – Chefen træffer beslutningen, og jeg følger hans beslutning, som en artig og lydig tut.

Jeg indrømmer det, jeg har frække tanker i mit tøsehoved.

De sidste par dage har jeg tænkt på min tøse metal plug. Jeg har et had/kærlighedsforhold til den. Jeg bryder mig egentlig ikke specielt om noget der foregår analt – selvfølgelig ikke en grænse for mig. Det har lydige tøser ikke. Men plug’en har den specielle egenskab, at den skærper mine tøsefølelser. Jeg bliver mere fokuseret på at yde optimal service overfor Chefen. Jeg kender min plads. Det lyder måske underligt, men det er sandt.

Har fantaseret om, hvordan Chefen placerede den om morgenen, og hvordan jeg skulle gennemgå dagens udfordringer – velvidende om, at jeg blive mere liderlig for hver time. Smerten bliver til liderlig- og lydighed.

Måske ville jeg kunne gøre mig fortjent til at blive kneppet?

Måske ville han bare tage mig, fordi det er hans ret?

Aller “værst” at jeg skulle give ham et blowjob uden selv at få lov at komme – hvilket vil efterlade mig som en totalt liderlig tøs, der har tjent sin ejer på bedste vis – sat hans behov før mine egne. De tanker tænder mig.

Livet er skønt som tøs…

Nogle gange er jeg vildt nærtagende – har let til tårer og pirrelig. Sådan har jeg det idag – føler mig slet ikke i balance med noget eller med min Chef. Føler mit tøsesind svigter mig – og det gør mig ked af det.

Jeg bider og snærer af Chefen, og bliver fornærmet over, at han ikke lige har tænkt på mig, hvis han eksempelvis smører mad. Samtidig bliver jeg også bare enormt ked af det – ked af jeg ikke magter det at være en god og lydig tøs. Jeg bebrejder mig selv for min sindstilstand.

Jeg føler mig som den dårligste tøs – totalt ubrugelig til at være hans ejendom.

Idag er det trist at være tut…

De sidste stykke tid har jeg tænkt meget på mærkning – altså mærkning som slavetøs. Jeg vil nok sige, at jeg tænder på det – både før og efter. Men på en syret måde, og kun fordi det er Chefen. Tankerne omkring mærkning er gamle, men ingen har været værdige nok til at eje lille tut før ham. Ingen har fået den overgivelse eller kærlighed før ham.

Igår fandt Chefen min første tag (som et hunde/kattetegn) på gulvet, den var smuttet ud af en kurv. Et fint lille sølvfarvet hjerte med en lyserød sten i – på bagsiden står hans oplysninger. Den har siddet i min klitorisforhudspiercing, som et fint lille brugbart smykke. Det var en ren nydelse at have det på – sødt svinger det fra side til side, når man går. Tut husker altid sin plads, når hun bar smykket.

Desværre viste den første tag at indholde nikkel, så jeg fik store sår – øv. Heldigvis fik jeg en fin ny tag af Chefen, der var rund med et lille rundt sølvhjerte hjerte (se billede). Men suk alting holder åbenbart ikke evigt for efter et års tid gik den også i stykker. Så i øjeblikket er jeg tagløs

Den seneste tid har mine tanker kredset omkring en tatovering eller en ny tag. Jeg tror nogle gange, det er et behov for at vise ham, at det er her jeg hører til. Jeg er Chefens tøs, og jeg kan udsmykkes efter hans ønske. Flere gange om dagen betragter jeg mit brændemærke – jeg er stolt, og indeni ved jeg, at han er ligeså stolt. Ejerskabet sidder som sådan ikke i mærket, det er symbolsk – min hengivenhed og overgivelse har han fra mit hjerte.

Tanker omkring brændemærkning har tit strejfet mine tanker, før jeg blev mærket. Tankerne har både været fortryllende, drømmende, frygtindgydende, beundrende og fyldt med tanker omkring det endnu ukendte for mig. Jeg har aldrig været i tvivl om, at brændmærkning ville være det eneste rigtige for en ægte slavetøs. En måde aldrig at kunne løbe fra sit ejerskab og et signal til omverden, at denne tøs er ejet.

Et permanent og blivende ejerskabsmærke – og en måde for en tøs at vise sin kærlighed på.

Vi tog forskud på julen igår aftes – det er lidt svært at give en tøsejulegave til sin Chef, når familien sidder og ser på – eller det er vel nok mere for at undgå mærkelig spørgsmål. Så den situation ville vi gerne undgå, derfor var der dømt gaveudveksling igår aftes.

Jeg har været spændt på om min tøsejulegave til Chefen ville nå frem inden jul. Har trippet for at tjekke postkassen, så jeg kom før til postkassen før Chefen – han skulle jo nødigt fatte mistanke. Heldigvis stod der en pakke udenfor igår eftermiddags – vupti den skulle smugles indenfor og op på første sal i mit garderobe skab – der plejer Chefen ikke at komme. Sikkert stod gaven i skabet, mens jeg skulle ordne de sidste ting inden jul. Jeg sørgede selvfølgelig for, at Chefen ikke manglede noget, inden jeg tog afsted.

Mens jeg tog ud og handlede, gik jeg og tænkte på min gave til Chefen. Mest af alt om han ville kunne lide den. Måske ville jeg være heldig, og han ville bruge den på mig allerede om aftnen?

Måske skulle tut holde jul med striber og rød røv?

Tøsegaven var et pianosort lakeret lækkert spanskrør i en god tykkelse. Vores hus var ved at løbe tør for spanskrør – de er alle knækket i brug Jeg håber at det nye lækre spanskrør i hvert fald holder indtil næste jul.

Nu sidder jeg her på vej til julemiddag iført hofteholder, ingen trusser og en fin øm rød røv – jeg siger bare “Glædelig jul”.

Glæder mig allerede til at gaven skal bruges igen…

Hvorfor tænder jeg på det grænseoverskridende, det man ikke taler om eller gør? Og nej…jeg har ikke et problem med, at jeg tænder på outrerer ting og situationer. Jeg undrer mig blot.

Eksempelvis var vi i bad i eftermiddags – chefen har gang i en trimmer, sådan én man trimmer hår med. Jeg får sagt i sjov, at han bare kan barberer håret af mig. Han tager fat i mig, og gør anløb til at fjerne mit lange lyse hår. Holder mig fast med hans arme. Indeni når jeg både at tænke “Ej det gør han bare ikke” og “Jeg er hans ejendom, jeg ser ud som han ønsker det”. Frygten bliver til accept. Accept af, at hvad Chefen finder rigtigt – er rent faktisk det rigtige for mig.

Jeg tænder på situationer og udfordringer, der viser og bringer tøsen frem i mig. Jeg finder i en stolthed frem i at være hans tøs, og jeg bestræber mig på at efterkomme alle hans ønsker, udfordringer og lyster.

Men jeg har også andre tanker, tanker om en tøseopbevaringskasse i Chefens soveværelse fyldt med tøselegetøs (læs mig og eksempelvis en anden tøs), der blot ligger og venter på at blive taget op ad kassen som et stykke legetøj fra en legetøjskasse. Tøselegetøjet skal bruges efter Chefens ønske og lyster.

Det var lidt af mine tanker for nu…

P.S. – nogen der har en god idé til en julegave til Chefen fra hans tut?

Jeg er hverken hans kæreste eller kone – blot en tøs, sådan tænker jeg nogle gange. I andres verden og nogle gange i min er det mest værdigt at være kone, dernæst kæreste og allernederst tøs. Jeg prøver at få det falde på plads i mit hoved nogle gange – jeg ved, at han ikke ønsker det på nogen anden måde. Måske er det nok mest omverdenens forventninger til, hvad der er normalt, der kan gøre mig ked af det. Ville det ændre noget, hvis jeg var hans kone eller kæreste? Oftest tænker jeg, at det vigtigste er, at man har valgt hinanden.

Jeg frygter jo bare nogle gange, at der skulle komme en anden og fylde rollen ud som kæreste eller kone – yderst urealistisk ja, men tankerne er der jo alligevel. Og når alt kommer til alt, er det jo bare en titler, og ikke de følelser, der er bag.

Fordelen ved ikke at være kæreste er, at jeg ikke bliver skiftet ud med en ny, og som kone og mand, kunne vi blive skilt.

En tøs er for altid, siger min Chef. Jeg vælger at tro ham

Det er svært at være adskilt nogle gange. Frustrerende for min submissive natur, der bare skriger på at blive brugt, hørt og nydt. Grundet arbejdsmæssige omstændigheder er Chefen og jeg adskilt i længere perioder ad gangen. Vi har selvfølgelig daglig kontakt – thank heaven for Skype, email og sms

Men det er den fysiske tilstedeværelse, jeg savner. Det er at lave Chefens morgenkaffe på den måde, han holder af – stille den på bordet ved siden af ham med et lille nej for at udvise min underdanighed. Masserer min Chef, mens han ser en god film. Det er alle hverdags tingene, jeg savner. Oftest tænker man jo slet ikke over dem i hverdagene – det er bare sådan. Savner dem først, når rutinerne brydes eller ændres.

Jeg kan mærke, at jeg har behov for at finde den indre tøs frem – rette mit fokus på Chefen i mine tanker. Bare slukke alt elektronisk udstyr, sætte mobilen på lydløs, dæmpe lyset og ligge mig ned og tænke tøsetanker. Det er min kur på, ikke at blive skør af denne her adskillelse. Det hjælper også altid at tænke, at den adskillelse vi nu oplever, også har ført gode ting med sig – blandt andet springet i at leve som fuldtidstøs Lange dybe samtaler,og en langt større forståelse af vores forhold.

Så adskillelse er ikke altid en dårlig ting, vi fik sat perspektiv på, hvad vi ønskede af vores forhold, og har handlet derefter.

Nu vil jeg logge på mine tøsetanker, så jeg kan blive mere lydig

Hmm nu er jeg nok ikke det mest romantiske menneske i verden. Det kan nogle gange godt blive lidt for sukkersødt i mine øjne, og så får jeg kvalme…Heldigvis er min Chef ikke kvalmende romantisk. Alligevel formår han nogle gange at slå benene væk under mig. For mig er det de små ting, der betyder noget. Jeg er ikke til opstillet eller forventet romantik – forventet i såsom, at jeg forventer blomster til en given lejlighed eller candle light dinner helt efter den romantiske guide.

I aften sagde min Chef til mig – “du er lavet af drømme i mit hoved“. Kan det være smukkere og mere romantisk?

For rigtigt at forstå den dybere mening med dette, må du forstå, at jeg vil være den bedste og mest lydige tøs, der er set – jeg vil hjernevaskes helt efter Chefens hoved. Jeg tænder på at lade mig form. Formes af Chefens drømme…kun der er jeg smukkest.

Chefen er romantisk, men på sin helt egen måde. Jeg snakkede idag med en tøseveninde, der havde fået den opfattelse, at Chefen er en følelseskold dominerende person, der styrer sin tøs med hård hånd. Nok dominerer Chefen mig, men jeg er ikke et sekund i tvivl om hans kærlighed til mig.

Ofte drager andre mennesker en konklusion, at en dominerende sadist af natur er ond og ikke kan elske – jeg ved slet ikke, hvor disse tanker kommer fra? Mennesker elsker og udtrykker sig forskelligt, det ville da være kedeligt, hvis der var endegyldig facitliste med, hvad der var rigtigt og forkert. Selvom om vi dyrker bdsm, og lever i et 24/7 forhold, så er grundstenen baseret på kærligheden imellem os – vi smelter jo nærmest sammen og bliver ét.

Jeg vil påstå, at kærligheden blot bliver dybere i et forhold som vores.