jul 032012
 

Chefen siger, at jeg har været en bitchy tut på det sidste. Der skal ikke meget til, før jeg bliver ulydig og vrisser af ham. Ikke det optimale, for jeg opnår intet ved at være sådan – ingen omsorg, kys, nus eller forståelse.

Nye udfordringer i mit liv, har betydet, at alt mit fokus ikke altid er rettet imod Chefen. Mit overskud efter mine andre pligter er nogle gange på et minus. Intet overskud er lig med meget kort lunte hos mig. Det har derfor ført til nogle sammenstød på det sidste mellem Chefen og jeg. Trist fordi vi begge bliver kede af det. Men det er også nogle af de udfordringer, der er ved at leve med bdsm 24/7. Det er ikke altid rosenrødt.

Det kvikke læser vil sikkert spørge – jamen hvorfor sætter han dig ikke plads med en omgang pisk? Det ville muligvis også virke, men det er langt bedre, at jeg selv kommer til den erkendelse, at jeg er ude på et sidespor – og at jeg bør rette ind. Prøve på at finde balancen igen.

Efter endnu et sammenstød i lørdags, så har jeg nu rettet op. Det handler for mig om få ting – få mine otte timers søvn. Det er i orden at bede om hjælp, men det skal gøres i en ordentlig tone. Erkende, at jeg ikke kan nå alt, og det er ok, hvis huset roder og vasketøjsbunken vokser. Inde i mit hovede eksploderer det, hvis der roder for meget – jeg kan slet ikke have det. Det påvirker mit humør, og dermed mine omgivelser.

Når man er bevidst om de ting, der skal rettes op på – er det nemmere at gøre noget ved det. I denne her uge prøver jeg virkelig, og indtil videre lykkes det meget godt 😉

 

jul 232011
 

Nogle gange er det de små ting, der kan få tøsen frem i mig. Så som imorges, hvor Chefen samlede mit hår i nakken, og hev til. Straks vækkes mit submissive sind, og han kan få mig til alt. Det samme sker, hvis Chefen bider mig i halsen eller nakken. Jeg bliver føjelige og en kælen lille tøs.

Det er underligt at tænke på, at der nogle gange ikke skal så meget til – at man slet ikke behøver en større samling af gear for at få det submissive frem i tøser. Selvfølgelig er det forskelligt, hvad der virker fra tøs til tøs. Men med det rigtige greb og en overbevisende dominant personlighed, kommer man rigtig langt. Faktisk længere end den ledeste pisk i hele verden 😉

 

feb 102011
 

Flere gange er jeg blevet spurgt om, hvordan jeg fandt ud af, at jeg var til bdsm? Et relevant og et godt spørgsmål. En af de første ting jeg husker, var da jeg læste og så billeder i et almindeligt ugeblad om en mand, der havde holdt en kvinde som slave. Han havde bundet hende til en stol, og placeret klemmer på hendes bryster. Gjort brug af hende, som han ønskede. Uh det var noget der vakte min opsigt, selvom artiklen var skrevet, således at man skulle blive stødt over den. Jeg havde lyst til at opleve det samme som pigen i artiklen – og det her var længe før jeg blev seksuelt aktiv. Nysgerrig som jeg var, sneg jeg mig ud i haven for at låne klemmer af tøjsnoren. Jeg måtte se og føle, hvordan det ville føles at få klemmer sat på brysterne. Det var så godt, at jeg begyndte at blive små afhængig af følelsen. Eksperimenterede med hvor lang tid de kunne sidde på mine brystvorter.

Da jeg kom i gymnasiet, fik jeg min første rigtige kæreste. Jeg blev også mere nysgerrig på min seksualitet, der afvigede en del fra min veninders. De var mere interesseret i, at fyren var sød, blid og romantisk. Mine tanker kræsede mere omkring underkastelse og smerte. Jeg begyndte at finde ud af, at der var ord på de tanker, jeg havde. At der var noget, der hed bdsm – og at der var andre, der tændte på det. Det var alligevel en lettelse for mig, følte mig ikke længere så unormal. Alligevel viste jeg godt, at den seksualitet jeg søgte ikke var normén. Det fik mig til at gå stille med mine tanker og lyster. Heldigvis fandt jeg ud, at internettet var min vej til mere viden og kontakt. Vi var her først i 1990erne, og internettet var ikke, hvad det er i dag. Alt var meget nyt – alligevel lykkedes det mig at finde sider og ikke mindst kontakt til andre derude, der også var til bdsm.

I 2.g får jeg en kæreste fra et andet gymnasie i Århus, og han har bestemt nogle dominante og sadistiske træk. I flere uger har jeg sår på mine brystvorter, fordi de er blevet bidt i. Jeg finder nydelse i smerten, og ser også mig selv bede om mere. Jeg ved nu for alvor, at jeg er til smerte – at jeg direkte tænder på det. Forholdet går i stykker efter nogle måneder, og jeg er nu mere sulten efter at møde en rigtig sadist.

I frikvarterne og efter skoletid bruger jeg tid på gymnasiets bibliotek, hvor der er internet. Jeg kan ikke melde mig ind i SMil, da jeg er for ung – det ville ellers være oplagt. Jeg oprettet en profil på “Under uret”, der er et datingsite – her lyver jeg mig til at være 18 år. Her begynder jeg at snakke med andre, der er til bdsm. Tilbudene er mange, og min angst begynder at dukke frem – for hvad hvis jeg alligevel ikke er til bdsm? Jeg har jo stort set intet prøvet! Jeg vil gerne mødes med andre, der er til bdsm, men næsten hver gang får jeg kolde fødder.

Efter gymnasiet flytter jeg til Aalborg sammen med min kæreste, jeg har mødt i Italien, da jeg var guide. De første tre år går rigtig godt, men mine bdsm tanker er hele tiden i mit hoved. Jeg drømmer om tvang, smerte, dominans og underkastelse. Jeg begynder igen at færdes meget på nettet, hvor jeg får kontakt med et par. Det ender med at min nysgerrighed vinder, og jeg tager ned til Århus for at mødes med dem. Her får jeg min første rigtige røvfuld med en ridepisk – waow! Det eneste negative er, at jeg skal hjem til kæresten med en blåsort røv. Jeg har nu også fundet ud af, at det ikke blot er min fantasi, men min seksualitet – jeg er til bdsm. Kvinden i forholdet, får også lov til at fiste mig – det havde jeg aldrig troet kunne lade sig gøre – men waow det var bare frækt.

Herefter går det rigtig stærkt, mit forhold til kæresten går i stykker, jeg melder mig ind i SMil – og jeg kommer på sommerlejr på SISC. Jeg tør mødes med andre, der er til bdsm. Jeg knytter venskaber.

Følg med i næste afsnit 😉

jan 262011
 

Jeg vil gerne igen være ven med smerten. Jeg husker tilbage på, hvordan jeg før i tiden har fløjet afsted høj på smerten. Nærmest været afhængig af den. Bare at kunne tage imod smerten fra pisken, der dansede henover min krop.

Jeg er ikke længere nogen nær ven med smerten. Jeg kan savne den nogle gange. Jeg bliver frustreret over, at jeg hoppe og danser rundt, når jeg får smæk. At mine tårer triller ned af mine kinder, fordi det bare gør ondt.

Jeg bliver frustreret over ikke at nå ud på den anden siden, hvor jeg bare flyver hen i min egen verden. Når jeg når ud på den anden side, bliver jeg som en formbar masse, der ikke stritter imod, tuder eller danser rundt. Bare lader sig forme efter hans ønsker.

Jeg tænker ikke, jeg er bare…

dec 012010
 

Så kom vi ind i December måned, og ih hvor jeg fryser. Synes slet ikke det er vejr til hofteholder og fine strømper. Heldigvis har jeg en forstående Chef, der har sendt mig i strømpebukser. En syg tut kan jo ikke bruges til noget som helst. Men allerhelst ville jeg bare gerne pakkes ned i en varm seng og sove indtil varmen atter kommer retur. Jeg hader at fryse, og mindst halvdelen af tiden om vinteren går jeg og småfryser.

Heldigvis kan jeg altid få varmen af pisken, der rammer mine balder. For tiden øver jeg mig på at ligge helt stille, når pisken eller spanskrøret rammer min krop. Det er svært, men jeg vil så gerne være dygtig for min Chef.

Jeg håber forresten, du kan lide mit juletema 😉