jan 022011
 

Hvorfor gør det så ondt at få smæk? Måske fordi Chefen ikke er til opvarmningssmæk, men til rigtige smæk 😉 Og rigtig smæk gør ondt og trækker salte tårer ned af mine fine porcelænskinder. Snottet løber ud af min næse, og jeg føler mig ynkelig. Alligevel slækker Chefen ikke på hans krav til hans tøs – mig. Han ved, hvad han vil have – og han stopper ikke, før han er tilfreds. Jeg er til for hans skyld, og jeg er til hans lyst.

Har prøvet at se om jeg kunne manipulere med til mindre smæk ellers straf, men nej det kan jeg simpelthen ikke. Det er også en hårfin balance som underkastet. Får jeg min vilje, er det jo i virkeligheden mig, der dominerer og styrer slagets gang. Jeg vil med ét føle at min underkastelse var et skuespil, og Chefen blot var en statist i mit masochistiske fix.

Men det er nok meget naturligt, at man som tøs prøver ens ejers grænser af. Hvor langt kan man trække den og kan man som tøs manipulere sig til sin vilje? Det er aldrig sket hos Chefen, at jeg kan manipulere mig til min vilje. Alligevel oplever jeg mig selv nogle gange gøre forsøget – selvom jeg inderst inde har erkendt, at det bliver som Chefen ønsker det.

Når jeg nu engang har erkendt, at det bliver som Chefen ønsker det. Hvorfor skal jeg så tude, hoppe og danse, når jeg får smæk? Hvorfor kan jeg ikke bare være en god tøs, der står stille og lader sig opdrage? Oppe i mit tøsehoved vil jeg så gerne, og jeg bliver stolt, når det endelig lykkedes efter et stykke tid, når endofinerne gør sit indtog i min tøsekrop.

Når smerten bliver til lyst, så er jeg stolt over at være hans legetøj.

mar 082010
 

Mine masochistiske tendenser trænger så meget til at blive belønnet. Jeg trænger til at se striber fra spanskrøret overalt på min krop, nyder mærkerne og Chefens brug af mig. Se i hans øjne begæret efter hans tøs. Hører hvordan hans stemme er dominerende og krævende – jeg er ikke i tvivl, det er hans vilje, der er gældende, og jeg føjer ham med den største selvfølgelighed – det er min kærlighed til ham. Chefen belønner kun lydighed – han bryder sig slet ikke om ulydighed. Ligesom udfordring på hans naturlige dominans heller ikke vækker den store begejstring, tværtimod. Heldigvis er jeg slet ikke den type tøs, der skal provokerer mig til straf. I min tøseverden er det ulydighed og mangel på respekt for den dominante.

Jeg kan lide og være lydig og gøre mit bedste for at opfylde hans ønsker til mig. Hvis han vælger at straffe mig, så er det for at gøre mig bedre. At bruge mig for hans fornøjelses skyld er vel indbegrebet i at være tøs – at stå til rådighed for hans lyster. Med andre ord jeg bliver straffet og belønnet efter, hvad Chefen finder passende.

Igen er vi adskilt på grund af arbejde – det kan være svært som tøs at være så længe alene uden sin Chef. Jeg prøver at opretholde rutiner, der gør min underkastelse lettere og savnet efter Chefen mindre. Heldigvis kan vi snart se ende på vores adskillelse, og jeg håber det betyder, at mine masochistiske tendenser bliver plejet bedre i fremtiden. Jeg håber på fine striber på inderlårene, der langsomt skifter farvenuance, efter spanskrørets dansen på min fine sarte tøsehud. Jeg drømmer om tårer, der langsomt triller ned af mine kinder som et bevis på mine anstrengelser for at imødekomme hans lyst og forventning til mig. At mærke hvordan min krop giver efter for Chefen. Hvordan han overtager min hjerne og mit sind – en tilstand, der føles som om, vi smelter til ét.

Smukt – intet mindre…