apr 242013
 

Den lurer der hele tiden, og nogle gange ender den med at indfange mig. Hvad taler jeg om? – Jo, det jeg kalder den onde cirkel. Den onde cirkel er en række selvforstærkende elementer, der er med til at trække mig ned. Den fjerner mig fokus på Chefen og mit tøseliv.

Jeg ender som oftest med at blive vildt frustreret over tilstanden, og jo mere frustreret jeg er, jo mindre overskud er der til fokus på Chefen. Cirklen kan starte med, at en af os ikke har det store overskud og vi småskændes måske, dernæst kan jeg have svært ved at give slip og acceptere, at han har det sidste ord. Jeg bliver trodsig og sur – han bliver provokerende overfor mig – jeg bliver mere sur og ked af det – han gider ikke ulydige tøser – jeg bliver frustreret over, at han ikke gider mig. Dernæst skændes vi igen – og cirklen kører.

Det kan være svært at finde tilbage – for Chefen hjælper mig ikke, jeg skal selv finde vejen og viljen. Nogle dominante ville nok smække eller tryne tøsen på plads, men sådan er det altså ikke hos os. Nogle gange ville jeg bare ønske, at jeg ligesom blev nulstillet – fandt min plads.

Den onde cirkel er opslidende for mig – den dræner mig for energi.

nov 212012
 

Balancen mellem smerte og liderlighed er en underlig størrelse. Det er ingen hemmelig, at jeg tænder på smerte. Det kan være smerte fra, når spanskrøret rammer mine balder, når Chefen sætter strøm til mine brystvorter eller når jeg bliver kneppet, så mellemkødet revner. Umiddelbart vil det lyde voldsomt for folk, der ikke dyrker bdsm. Masochister vil nikke anerkendende til det faktum, at man kan nyde en smerte. Min krop lyver desværre ikke, når jeg får smæk. Jeg bliver lynhurtig vildt våd og liderlig – også selvom det gør ondt. Chefen praktiserer ikke hyggesmæk – smæk gør ondt og er en straf i Chefens hus.

Personligt, kan jeg dyrke en smerte – bedst hvis den langsomt bygges op. Det kan være Chefen skruer lidt mere op for strømmen på El Dominator (Vores el-apparat). Det kan også være, han slår hårdere med pisken eller spanskrøret. Bliver han ved længe nok, kan jeg gå ind i helt min egen verden. Her rider jeg på smerten og på at stå til rådighed for Chefen.

Er jeg først kommet, er det som om, liderligheden nulstilles med ét – og nu mærkes det som en anden smerte. Den kan dog bygges op igen, og så kører cirkusset igen… 😉

aug 042012
 

Jeg ved, jeg trænger til en ordenligt tur, hvor tårerne triller ned af kinderne. Makeup’en tværes ud i mit ansigt og gør mig forlegen. En tur hvor Chefen totalt tager styringen over min krop og mine tanker.

Men mest af alt fordi han kan og har lysten til det.  Det er her jeg trives allerbedst.

 

aug 022012
 

For tiden kæmper jeg med at blive bedre til at modtage slagene fra spanskrøret. Chefen har indført flere slags straffe for at holde mig på rette tøsespor. Det betyder også, at min tøse popo er blå, øm og med røde mærker efter spanskrøret. Flere smæk i flere dag i træk gør det kun værre.

Jeg indrømmer, at jeg faktisk kan lide det. Selvom det gør ondt, så bliver jeg liderlig. Min tøsekusse afslører mig altid, for den er drivvåd. Jeg kan nogle gange mærke safterne drive ned af benene på mig *smiler lidt genert*. Jeg nyder også at stå til rådighed for min Chef -at han kan gøre mig mere lydig og ivrig med den rette opdragelse.

En lille bagside var, at jeg måtte tage på ferie med blå popo – og dermed også på stranden. Heldigvis heler jeg meget hurtigt 😉 Nu glæder jeg mig til at komme hjem og fortsætte min opdragelse…

maj 172012
 

“Jeg vil have, at du skal kunne huske mig mellem dine ben” – sætningen har printet sig ind i min hjerne. Jeg skal blot kaste et blik på mine inderlår, så er det ikke så svært at huske Chefen. Jeg har mærker efter spanskrørets dans henover den fine hud. Efter nogle dage ændrer mærkerne udseende til blåsorte mærker. Jeg kan lide at se på dem, jeg synes de er smukke. Det er ligesom at hvert mærke og slag fortæller hver deres historie.

Jeg nyder følelsen og særdeles ømheden af at være en brugt tøs. Senere i dag kommer Chefen hjem efter nogle dage i udlandet, og jeg glæder mig allerede til mere. Måske han igen vil tegne lidt på hans tøs med spanskrøret?

apr 112012
 

Underkastelsen er et dybtfølt ønske fra min side. Jeg har før, jeg mødte Chefen, haft ingen værdige at give min underkastelse til.

Det har betydet, at jeg i mine øjne inden, jeg mødte Chefen har dyrket bdsm, men de har aldrig fået min sjæl med. Den del var i min verden forbeholdt ham, der skulle eje min for evigt. Det har kostet et forhold og frustrationer hos min tidligere partner, men jeg havde ikke nok respekt til at give det hele til ham. Jeg ville have en ægte dominant person, der ville værdsætte den gave, jeg kunne give. I min verden er underkastelsen ikke en leg, men virkelighed. Det lyder altsammen lidt mærkeligt og hårdt på skrift Grine

Et forlist parforhold og et par løse sexpartnere senere havde jeg faktisk lidt opgivet den drøm om at komme til at leve i et lykkeligt 24/7 forhold. I min verden blev det lidt til forbudte tanker og lyster, fordi jeg fornemmede på min omverden, at det ikke var naturligt at have dem. Derfor gik der også et stykke tid inden jeg åbnede op for mine lyster og tanker overfor Chefen.

Jeg/vi var på et tidspunkt i vores liv/forhold, hvor jeg havde det sådan, at enten måtte det briste eller bære. Jeg måtte simpelthen ud med mine tanker omkring underkastelse og 24/7. Modet fik jeg nok af, at vi på daværende tidspunkt sad i hver vores verdensdel. Distancen fra computer til computer bevirkede i hvert fald fra min side, at jeg fik sagt mange af mine tanker og lyster til ham. Det blev til nogle rigtig lange samtaler og skriverier frem og tilbage. Til mit held havde han også kun en lyst – at have en 24/7 tøs, han kunne forme efter hans hoved.

De mange lange samtaler om forventninger og krav har nok rustet os til mange af de udfordringer, vi har stødt på undervejs. Jeg var en anelse skadet af løgne og bedrag fra det tidligere forhold, der bevirkede, at jeg havde svært på nogle områder at give slip på kontrollen. I dag har jeg ingen forbehold, og kan smile stille over nogle af de ting, jeg stejlede så meget over dengang. Nu ved jeg, at jeg kan stole 100% på min Chef. Faktisk giver underkastelsen mig en enorm ro – jeg ved, hvad der forventes af mig til enhver tid og hvorfor.

I dag lever vi i et 24/7 forhold, hvor vi begge trives. Chefen har altid det sidste ord. Selvfølgelig har mine tanker om et 24/7 forhold været lidt anderledes, end hvordan det i virkeligheden er at leve sådan. Jeg er stoppet med at udfordre Chefen på hans dominans – jeg ved nu, at han er natur dominant, og jeg har accepteret dette. Jeg vil mene, at vi begge ville mistrives, hvis vi skulle leve i et ligeværdigt forhold. Uden underkastelsen i mit liv bliver jeg ulykkelig og for ufokuseret.

Jeg bør dog måske lige nævne for en sikkerheds skyld, at Chefen har fået min fulde underkastelse = hele min tøsesjæl.

 

 

apr 042012
 

For 3 år siden gik jeg lettere rystende ind til min brændemærkning. Jeg vil lyve, hvis jeg skrev, at jeg ikke var nervøs. Jeg var meget spændt, men også sikker på, at jeg ville gennemføre det. Jeg frygtede mest af alt, at det ville gøre mega ondt – ligesom når man brænder sig på et varmt fad i ovnen. Heldigvis var det slet ikke så slemt, som jeg forestillede mig.

Nogle vil sige, at det blot er en kropsudsmykning, men for mig er det mere end det. Der lægger mange følelser og tanker bag det brændemærke – og en stolthed, der er svær at beskrive med ord. Her 3 år efter er mærket stadig tydeligt – men desværre ikke så meget som i starten. Jeg tænker egentlig ikke så meget over mærket til daglig, som jeg gjorde i starten. Det er nok blevet en naturlig ting for mig, at sådan ser jeg ud. Dermed ikke sagt, at jeg ikke er stolt af mærket – for naturligvis er jeg det. Brændemærket vil jeg aldrig kunne løbe fra – jeg vil ikke kunne løbe eller frasige mig hans ejerskab over mig. Det er da en smuk tanke 😉

Dagen er vel også en anledning til at gøre status for det seneste år. Jeg ved ikke, om jeg har rykket mig så meget det seneste år. Tingene føles bare naturlige for mig. Jeg tænker ikke så meget over de små ting og underkastelsen i hverdagen. Dermed ikke sagt, at jeg ikke gør mig umage og ikke ønsker at behage min Chef – for det er stadig omdrejningspunktet for mig.

Jeg kan da godt håbe på, at vi det næste år bliver bedre til at være mere kinky og perverse. Det savner jeg lidt – vi skal være lidt mere vilde og eksperimenterende, end vi har været det seneste år. Jeg vil gerne have flere af de oplevelser, hvor jeg overkommer forhindringer og udfordringer i min underkastelse, der gør mig lille og sårbar – og alligevel bliver jeg samlet op af ham på den anden side. Sådan havde jeg det også med brændemærkningen – en stor udfordring for mig, og Chefen var der heldigvis for mig hele vejen igennnem 🙂

jan 292012
 

Jeg vidste faktisk ikke, at jeg havde savnet den, før bagefter. For et par år siden fik vi designet en maske efter mål – det vil sige, at den sidder perfekt om mit lille tøsehoved. I toppen er der lavet plads til at mit lange lyse hår kan komme i en hestehale. Skindet er det blødeste lammeskind, og den er bare superbehagelig at have på.

Chefen gav mig den på sammen med mit positur halsbåndet og en gag. Jeg svømmede hurtigt og sikkert til tøseland. Det er lidt svært at beskrive med ord, hvad der sker indeni mig. Men det er som om alle forbehold, dannelse og tanker bare stopper på engang. Jeg er i en tilstand af ligegyldighed, og alligevel fokuseret på at ligge helt korrekt, trække vejret korrekt, have tomme åbne store øjne og vise tøseneglene frem. Tror bedst jeg kan beskrive det som, at jeg bare overgiver mig fuldstændigt.

Min krop overgiver sig naturligvis også – den bliver meget fokuseret på Chefens behov. Våd, villig og indbydende. Jeg mærker det mest af alt, når min tøsekrop eksploderer, fordi Chefen har givet mig flere sprøjteorgasmer på stribe. Min krop er smurt ind i væsken, men jeg er ligeglad, det er jo det Chefen ønsker – en våd og villig tøs skabt til brug efter hans hoved.

Jeg håber der bliver flere aftner med masken, hvor jeg kan tage en tur til tøseland 😉

jan 132012
 

Jeg tror, at jeg er et tålmodigt menneske.  Jeg lader mig ikke nemt hidse op ad ligegyldigheder. Jeg bilder mig ind, at min tålmodighed hjælper mig i min underkastelse? Jeg tror faktisk, at det er en fordel, fordi man har en tendens til at være afventende, rolig og måske også mere tilpassende.

Det generer mig ikke at vente på min Chef, når han er til møde. Sådan er det lige nu, han er til møde og jeg sidder og venter tålmodigt på ham. Jeg tænker mere på, hvad der kan gøre ham glad – for det gør i sidste ende mig mere glad. Jeg henter og bringer ham gerne – ikke fordi han ikke selv kan finde ud af det, men fordi jeg ved, at det gør ham glad.  Som jeg har nævnt tidligere i nogle af mine blogindlæg, så holder jeg meget fast i de små glæder til at pleje vores bdsm forhold og ikke mindst min egen underkastelse.

Men hvad er det, der for en til at ofre sig selv for et andet menneskes velbehag? Sagt med andre ord, hvad er det, der driver mig til denne underkastelse? Uh hvis jeg havde et klokkeklart svar ville jeg gerne formidle det videre, men det har jeg ikke. Jeg nok bedst beskrive det som en dybtfølt trang. En trang der gør mig lykkelig, når jeg får lov til at give mig selv til Chefen. Det skal understreges, at dennne trang til underkastelse ikke kan udføres på hvem så helst. Det er ikke sådan, at jeg får en lykkerus af at underkaste mig tilfældige mennesker på min vej gennnem livet.

Jeg har inden, jeg mødte Chefen været klar over, at at jeg ønskede at møde en dominant mand, jeg kunne give min underkastelse til. Men igen så ikke hvem som helst. Jeg har bevæget mig i bdsm miljøet i omkring 14 år nu – ja jeg startede tidligt. Selvom jeg har kendt andre mænd, så har de ikke fået denne gave, og det var et helt bevidst valg fra min side. Det skulle føles helt rigtigt, og ikke være en underkastelse for sjov.

Jeg har tidligere beskrevet processen med at komme til den erkendelse, at man vil et bdsm forhold 24/7, så det vil jeg spare jer for her. Dog vil jeg nævne, at det er en proces, og ikke bare noget man beslutter sig for over natten. Det kræver tid, indsats og lange samtaler. Det er jo naturligvis også noget, man skal være enige om – man kan ikke køre et bdsm forhold, hvor kun det ene part er afklaret med det.

Nu tilbage til det med tålmodighed, jeg mener, at denne hjælper mig dagligt med mine udfordringer. Hvis jeg ikke havde en stor tålmodighed, ville jeg ikke være så overbærende med de ting, jeg synes kan være irriterende. De irriterende ting kan være både store og små. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg kan have temperament. Mit temperament ville komme meget mere til udtryk, hvis jeg ikke havde denne her store tålmodighed. Temperament og lydighed hænger sjælent godt sammen – i hvert fald ikke hjemme hos os.  Jeg bliver nemt en bitch, hvis først jeg er blevet irriteret. Er der noget Chefen ikke kan døje, så er det kvinder der bare bitcher.

Nå nu kom der en sms fra Chefen, han er færdig med hans møde, og han vil hentes 🙂

 

 

jan 052012
 

Jeg har fået følgende spørgsmål: Som trofaste læser af din blog blev jeg og min kvinde lidt nysgerrig for at høre, hvordan du håndterer den mentale del af din underkastelse – altså hvordan du ren tankemæssigt holder dig selv på det rette spor, og finder og fastholder den rette motivation i hverdagen?

Hmm spørgsmålet er jo ret relevant, men jeg kommer til at svare mere overordnet på det. Netop fordi, så mange ting hænger sammen i et bdsm forhold, der kører 24/7.

Underkastelsen er så enkel og alligevel så svær – sådan tænker jeg selv tit. Underkastelsen er ikke svær, hvis den er drevet af ægte motivation fra én selv. Så kan man i virkeligheden holde den kørende ret længe uden problemer. Der hvor det for alvor bliver svært og til tider vanskeligt er, når overskudet er ikke eksisterende, eller ens forventninger ikke stemmer overens med virkeligheden. Det kan også være vanskeligt at holde motivationen, hvis kravene til en som tøs er for vanskelige og uoverskuelige.

Det første man skal beslutte sig for er, om man vil underkastelsen som helhed. Altså om man også vil underkaste sig et andet menneske, også når de svære situationer opstår – for de opstår i alle parforhold, derunder også bdsm forhold. Det kræver måske en del overvejelse inden man er klar til at underkaste sig 24/7. Det er et stort valg, og man skal ikke presses ud i dette valg. Valget skal komme fra hjertet og være velovervejet. Det vil sige, at du skal lytte til dig selv og ikke, hvad du tror en eventuel ejer forventer af dig. Din underkastelse er dømt til at mislykkes, hvis den ikke er helhjertet og oprigtigt. Der er intet i vejen for at dyrke bdsm i soveværelset onsdag og lørdag aften, men det er ikke det, der tænder mig/os.

Når valget er truffet, er det jo blot at følge det. Men det er ikke altid så enkelt…

Udfordringer vil der selvfølgelig komme undervejs. Selv har jeg oplevet nogle stykker undervejs – og en enkelt gang har jeg også sagt, at jeg ikke havde lyst til at være hans tøs, hvis det skulle være på den måde. Dengang følte mig enormt uretfærdig behandlet. Heldigvis kender min Chef mig rigtig godt, og han fik alligevel mig på rette vej igen. Faktisk så er uretfærdighed i mine øjne nok noget af det, der kan få læsset til at vælte for mig. Hvis jeg synes, at noget er uretfærdigt, så bliver jeg simpelthen så stædig. Jeg bliver ensporet, og jeg vil holde på min ret for enhver pris – og det er ikke særlig lydigt. Får jeg smæk for min ulydighed, så får Chefen mig ikke til at indrømme min fejl – jeg koger indvendigt af raseri. Selvfølgelig kan Chefen smække mig så hårdt, at jeg bliver nødt til at indrømme min fejl, men der skal en del til – og oftest mener jeg det ikke oprigtigt før efter et stykke tid.

Men tid er noget underligt noget, for bagefter kan jeg godt se, at jeg ikke nødvendigvis havde ret, og jeg har opført mig meget upassende. Det kan gøre mig ked af det. Nok mest af alt, fordi jeg ved, hvor meget lydighed og loyalitet betyder for min Chef.

Men hvordan når man udover sin stædighed og ikke mindst holder fokus på underkastelsen, når det er svært. Jeg vil nok sige, at det er et samspil mellem den underkastede og den dominerende. Det nytter ikke noget, at den dominerende står og råber og skriger af den underkastede, fordi vedkommende ikke gør, som han forventer. Nogle gange har man brug for hjælp til at komme derhen, hvor han ønsker det. Måske skal man have hjælp til at forstå, hvorfor han ønsker noget bestemt af én. Oftest stritter vi mennesker imod, hvis vi er usikre på noget nyt og ukendt – noget vi ikke kan forstå. Sådan er det også med tøser og dominans. En forklaring, et hint og en samtale kan for én til at forstå – og når man forstår, er det langt nemmere at acceptere, lære og forstå – og dernæst udføre.

Jeg har ingen sikker opskrift på, hvordan man kan holde motivationen over længere tid. Men noget af det, der virker for mig, er de små glæder. Det vil sige, ting jeg ved med sikkerhed vil behage ham. Som tøs har man også brug for ros og anerkendelse – vide at man gør en forskel for sin ejer. Ros og anerkendelse kan have en god indvirkning på ens motivation.

Det kan også hjælpe på ens motivation at tænke tilbage på, hvorfor man netop har truffet det valg om at leve i et 24/7 forhold med dominansen som omdrejningspunktet. Personligt ved jeg, at det er sådan her, jeg er mest lykkelig. Jeg er rolig og trives i mine vante omgivelser, og jeg sætter en ære i at være der for Chefen.

Jeg tror, det er en fejl, når andre mennesker har et billede af, at bdsm forhold kan være rosenrødt hele tiden. Som jeg også har nævnt før i dette blogindlæg, så er der gode og mindre gode dage. Dage med store udfordringer, hvor man kan tænke “Han kan rende mig“.  Måske en anelse trodsighed (er trodsighed et ord? …nå ligemeget). Jeg vil faktisk sige, at det er alfa og omega, at man kender hinanden her. For når man som underkastede er på vej ud af denne forkerte vej, så skal man simpelthen have at vide, hvor skabet skal stå. Ellers kan det nemt ende meget galt.

Jeg vil også lige knytte en kommentar – det er MEGET vigtigt, at man som underkastede kan regne med den dominerende. Her tænker jeg på, at der ikke skal være usikkerhed i dominansen. Det skal ikke være muligt for den underkastede at manipulere sig til et andet resultat. Det er ganske naturligt at efterprøve dette til tider- og jeg tager mig selv i at gøre det nu og da. Problemet ved dette er, at vist først filmen knækker her – så mister jeg respekten for den dominante. Ingen respekt = ingen underkastelse i min verden.

Det nytter heller ikke, hvis den dominate kommer med et stort katalog over, hvordan han ønsker hans tøs skal være. Her tænker jeg alt fra påklædning, fremtoning, seksuelt og i forhold til andre mennesker. Præsenterer det i små bider, så man har en chance som underkastet at imødekomme alle de nye krav og indtryk. Hvis man har for mange regler og krav, vil man fejle mange gange – og chancen for at give op undervejs er stor. Det er ærgeligt. Men jeg ved også, det er en svær balancegang for den dominerende, der kan have svært ved at have tålmodighed nok til at bevæge sig langsomt frem.

Held og lykke med at holde fast i dominansen i jeres bdsm forhold.

tut