jul 102009
 

tut i latex

Ofte er jeg blevet stillet spørgsmål om, hvor dybt ejerskabet af mig stikker, og hvor ofte vi dyrker bdsm. Det er faktisk ikke så svært at svare på, Chefen ejer mig, som en ejendom – jeg er hans. Han har den fulde råderet over mig, og træffer alle vigtige valg for mig. Jeg spørger altid om lov, før jeg foretager mig noget udenfor hjemmet. Jeg respekterer, at Chefen altid ved bedst, og træffer hans beslutninger udfra, hvad der gavner ham, og hvad der er bedst for mig. Chefen ønsker jo kun det bedste for mig, og at jeg skal udvikle mig i den retning, han finder bedst. Jeg er hans lille sjældne diamant, der blot skal slibes lidt til for rigtig at funkle.

Jeg ville heller ikke bare kunne vælge og sige – “Jeg er smuttet Chef – hyg dig” – jeg har truffet valget om at give mig selv hen til ham. Et valg der er truffet med omhu og med en bevidsthed om, hvad dette betyder for mig og mit liv. Han har altid gjort det klart for mig, at han ikke leger, men det er ramme alvor – han vil eje og ikke lege. Heldigvis har jeg det på akurat samme måde, havde aldrig turde håbe på, at der var andre, der havde det på samme måde. Dette er ingen leg eller en fantasi, der skal udleves – det er mit liv, og mit valg. Det har krævet mod at turde anerkende, at jeg har ønsket at leve mit liv som en ejet slavetøs. Tankerne er blevet vendt igen og igen. Samtalerne været lange og lærerige.

I starten af vores forhold har jeg sat Chefen på en række tests, for at se om, han var dominerende nok til tut. Heldigvis faldt han ikke igennem dem overhovedet. Inden jeg mødte Chefen, har jeg ikke fundet nogle andre mænd værdige nok til at få ejerskabet af mig.

De har ikke rummet den mand, jeg ledte efter som min ejer. Oftest var bdsm en leg for dem, og de ønskede ligeværdihed udenfor sengen. Jeg ønsker ikke den ligeværdihed i nogen afskygninger. Chefen vil altid være over tut. Chefen vil altid guide og afrette tut til mit eget bedste. Jeg ved, at Chefen gerne vil lytte og tage min mening til efterretning, men jeg ved, at jeg vil acceptere hans beslutning som den rigtige uanset hvad. Chefen kræver min lydighed og underdanighed – tilgengæld paser han på mig, som hans værdifulde ejendom.

Faktisk er det sværest andre folks accept/undren af, at vi har valgt at leve sådan, og at vi rent faktisk har det dejligt, og lever vores drøm ud. Jeg ville ønske, at jeg kunne beskrive med ord, hvor dybtfølt kærlighed, jeg nærer for Chefen. Jeg er dybt afhængig af ham, grundet hans ejerskab af mig. Vi føler begge en dyb connection, som om to viljer bliver til en fælles. Jeg har aldrig oplevet så stærke følelser for et andet menneske som nu – sidder helt og får tårer i øjnene over det. Det er som om vores kærlighed og samhørighed bare vokser og vokser – det gør mig meget lykkelig.

Bdsm to gange om ugen for at krydre sexlivet vil aldrig være nok for mig. Jeg ønsker ikke at blive revet ind of ud af forskellige roller. Så længe jeg husker har tanker om ejerskab og slaveri været en del af, hvad jeg betegner som et lykkeligt parforhold. Manden er skabt til at eje kvinden – hun til tjene ham, og han til at beskytte og sørge for hende.

Problemet for mig har været, at der i nutiden samfund er et øget fokus på ligestilling og ligeværdighed mellem kønene. Det får ens tanker omkring slaveri og ejerskab til nærmest at blive forbudte, og ofte har jeg ønsket, at jeg var blevet født i en tid, hvor slaveri og ejerskab var mere naturligt. Heldigvis findes der mænd, som Chefen – der ønsker det fulde ejerskab med alt, hvad dette indebærer af ansvar. I Chefens varetægt føler jeg mig tryg, og jeg er meget lykkelig over, at han fandt mig værdig til at være hans. Når Chefen siger “Du er min” smelter jeg, for jeg ved, at han mener det alvorligt.

Jeg er stolt af min plads som Chefens lydige tøs, og glad for at jeg turde tage valget om at overgive mig til ham.