sep 212010
 

I sidste uge skrev jeg, at jeg var lettere trist. Jeg tror, at jeg har fundet en af årsagerne til, at jeg var så trist.

Ulydig gennem et godt stykke tid

Jeg har faktisk været lettere ulydig gennem et godt stykke tid. Set stort på mine regler – selv begyndt at tage stilling til, hvad der er ok at gøre, og hvad der ikke er ok. Det er svær balancegang, når man lever som Chefen og jeg. Vi har begge ikke et 8-16 job, og Chefen er ofte væk i længere perioder. Derfor kan det være svært nogle gange at skifte mellem de forskellige tilstande.

Jeg har taget mig flere friheder gennem længere tid. Eksempelvis spurgte jeg ikke længere om love til at gå på toilet, lave kalenderaftaler eller ses med veninder. Jeg har fået lidt for lang snor fra Chefens side – jeg har afkodet det som tegn på ligegyldighed. Og når jeg finder det ligegyldigt, er der jo ingen grund til at gøre det. En super ond spiral for en tøs.

Give udtryk for mine tanker

Jeg var faktisk nok mere trist end, jeg har givet udtryk for – det er ikke fedt bare at kunne sætte sig ned at tude, og så i bund og grund ikke rigtig være klar over, hvorfor jeg tuder. Heldigvis var jeg stærk nok til endelig at fortælle min chef, hvordan jeg gik rundt og havde det. Dengang kunne jeg slet ikke finde ud af, hvad der egentlig var i vejen – yderst frustrerende!

Tilbage på sporet

Nu er jeg heldigvis tilbage på sporet – Chefen har strammet op, og jeg tager igen mine regler alvorligt. Jeg er ked af, at det kom helt derud. Min Chef kan ikke være tjent med en ulydig tøs. Derfor gør jeg nu alt for at være lydig og til rådighed. Og heldigvis er min tristhed ved at forlade min krop igen. Jeg finder igen glæde ved at behage Chefen og i mine regler.

jul 272010
 

Jeg husker tydeligt mit første halsbånd, Chefen gav mig. Han bad mig altid om at sove med det på, som mit tøsenattøj. Nøgen og kun iført halsbånd. Selvom halsbåndet var noget sølle – et brunt læderhalsbånd med nitter, så varmede det alligevel mit tøsehjerte meget.

Første halsbånd fra Chefen

Han ville have mig som hans tøs – han ønskede at eje mig. Jeg elskede at iføre mig det hver aften, og hvis jeg fik lov at putte mig ind til Chefen, så var min lykke stor. Siden mit første halsbånd, har jeg fået et par stykke til samlingen.

Efter et stykke tid mente Chefen, at det var på tide med et mere permanent halsbånd. Det vil sige, ét jeg kunne have på hele tiden. Vi talte længe om design, betydning og udformning. Valget blev et stålhalsbånd designet af en tysker, der lavede det efter mål og ønsker. Resultatet blev så smukt, og det var en dejlig dag i august for cirka 2 år siden, at jeg endelig fik mit permanent halsbånd på. I starten skulle jeg vende mig til at have det på, og jeg ved egentlig ikke, hvorfor det kom bag på mig – at jeg ikke kunne få lov til at få halsbåndet af, da jeg fik lidt ondt i nakken af at have det på. Chefen blev ved med at pointere, at vi ikke leger, og han ønsker, at jeg skal have det på hele tiden. Efter et stykke tid begyndte han at tale om, at jeg kunne få det af nogle gange, når jeg var blevet brændemærket, men at han ønskede, at jeg bar halsbåndet med stolthed indtil videre. Halsbåndet kan jeg ikke selv tage af, og der er en indvendig låsemekanisme, der kun kan låses op med en nøgle, som Chefen har. Halsbåndet er testet i diverse lufthavne – og jeg kan som regel gå igennem kontrollen uden problemer, men første gang ville jeg have Chefen med, så han kunne låse op, hvis det ikke gik 😉

Udover mit permanente stålhalsbånd har jeg et par andre halsbånd til særlige lejligheder. Jeg har to positur halsbånd – et i gummi og et i læder.

Et af mine positur halsbånd, det her i tykt gummi

I starten havde jeg virkelig et hadforhold til positur halsbånd, fordi det gjorde ondt at have dem på. I dag nyder jeg smerten, når jeg har et af halsbåndene på. Dejlig følelse at skulle kæmpe lidt for at trække vejret, hvis han spænder halsbåndet ind.

Mit andet yndlingshalsbånd er et stålhalsbånd udformet som en stor O-ring. Det er klassisk og bare flot og øser af god stil. Jeg føler mig så ejet og tøset, når jeg har netop det halsbånd på. Heldigvis lader Chefen mig nogle gange sove i netop det halsbånd.

Seneste halsbånd er et Cleopatra halsbånd i stål – et rigtig pynte halsbånd. Det er ikke særlig praktisk, men rigtig flot.

Men ejerskabet sidder i princippet ikke i et halsbånd, det sidder i min krop og sjæl. Halsbåndet er for mig et symbol og et smykke Chefen har givet mig. Det signalerer ejerskabet for omverden, og hjælper mig med at finde min plads foran hans fødder. Jeg føler mig nøgen uden halsbånd – jeg har i snart en måned gået uden halsbånd, fordi jeg havde problemer med noget udslæt på huden. Heldigvis er det forsvundet, og idag kunne jeg endelig bede Chefen om at give mig halsbåndet på igen. Han blev glad og smilede, da han gav mig det på. Jeg ved, det er sådan han bedst kan lide sin tøs. Han synes, jeg er smukkest når han kan se halsbånd og brændemærket på min krop.