Tænk at have sin helt egen tøsekasse, hvor man kan blive puttet ned i, når Chefen ikke skal gøre brug af én.

Tøsekassen kan også bruges til opdragelse – måske lægger Chefen tut artig i kassen, mens at han har gæster. Måske har Chefen en helt anden tøs i kassen, mens tut serverer for Chefens gæster. Gagget så jeg/eller den anden tøs ikke laver unødvendigt støj og forstyrrer selskabet.

Måske bestemmer Chefen om tut skal trække vejret og hvordan. Måske tilslutter Chefen “El dominator” – et electro device med stålklemmer, der kan give stød i både “Mmm dejligt” og “fuck det gør ondt” spekteret. Måske har Chefen bundet tut, så hun ikke kan røre sig i kassen og udsmykket hende med smukke røde striber fra et  spanskrør. Jeg vil bare være Chefens legetøj – han kan forme og bruge.

Altsammen for at skærpe og træne hans tøs til at blive mere lydig, underdanig og ivrig. Måske er tut bare i kassen, fordi Chefen ønsker det?

Tut er stadig levende…og jeg er ikke helt smeltet væk i sommervarmen.

Tænk at jeg stadig har fornøjelse hver dag at tjene min Chef, det giver mig mere mod og lyst til at være en bedre og mere lydig tøs.

Jeg har også så småt indset, at det er nemmest og mest behageligt at være lydig hele tiden – så er Chefen mest glad for mig. Og som tøs vil man jo gerne være værdsat og elsket.

Ih hvor jeg trænger til at gøre noget perverst, frækt og bare aldeles kinky. Noget jeg kan flyve videre på i flere dage, eller måske uger bagefter. Måske trænger jeg bare til at blive hjernevasket godt og grundigt?

Blive testet på min lydighed?

Sendt ind for at få lavet nye piercinger?

Få min tag tilbage i kussen?

Fine røde striber efter spanskrøret?

Puttet ned i tøsekassen?

Slæbet brystvorterne til de bløder med sandpapir?

Strøm gennem længere tid?

Min tøsehjerne er allerede på overarbejde…men vigtigst af alt er at adlyde Chefen.

I år er gået siden, jeg startede min blog her på www.lydig.dk – jeg har stadig travlt med at blive mere lydig. At være en bedre slavetøs for min Chef…en never ending rejse

Det er ikke altid en dans på roser at være tøs – frustrationer over hverdagens problemer præger mit liv som alle andres. Men hvis jeg skal sige noget konkret, så trives jeg meget bedre på denne måde = at være hans tøs, end jeg ville gøre i et almindeligt parforhold. Jeg kender min plads – hans forventninger til mig. Og jeg ved, at han passer på mig.

Så kære læser, jeg glæder mig til at byde dig velkommen i et nyt år på min blog.

Vi har meget travlt for tiden – så travlt, at tut er seksuelt udhungeret. Det går ud over mit humør, der svinger lidt – jeg bliver mere ked af det, når jeg ikke får sex. Jeg prøver at sætte mig udover mine egne behov og fokusere på Chefen. Jeg ved, han er presset – og gør sit bedste.

Utroligt hvordan sex kan være så betydningsfuldt for én. Heldigvis krammer Chefen mig altid om natten, så jeg er hel tryg og kan mærke ham. Men det ændre jo ikke på, at jeg længes efter at give efter og bare lade ham overtage min krop.

Jeg synes selv, at jeg har været inde i en svær periode. Eller lad mig præcisere det lidt mere – en svingende periode, hvad angår min underkastelse. Ikke at jeg tvivler på min underkastelse eller sætter spørgsmålstegn ved mit valg om at leve på den her måde.

Jeg har bare dage, hvor jeg gør alt med glæde for at tilfredsstille Chefen, og så har jeg haft dage, hvor det hele bare hænger mig ud af halsen. Jeg bliver en besværlig og fræk tøs. Bagefter er jeg trist over min overførsel.

Forklaringen skal nok findes i, at vi har travlt begge to – tålmodigheden er ikke den store, og jeg kan blive irriteret over småting. Heldigvis er jeg i bedre humør igen, og håber snart igen at kunne finde en større glæde i min underkastelse.

Jeg kan lide hans konsekvente stemme. Hans vilje er ikke til forhandling – inderst inde er det jo også det jeg søger, elsker og ikke kan leve uden. Jeg ville miste alt respekt for Chefen, hvis jeg kunne forhandle eller manipulere mig frem til et andet resultat end hans vilje. Dominans…Chefen giver ikke efter, når tårerne triller ned af mine kinder, eller jeg skaber mig som en lille tøs, fordi jeg synes, det gør ondt at få en røvfuld. Chefen tager, hvad han vil have!

Jeg kan lide at mærke, når Chefen har gjort brug af mig. Inden jeg skulle handle ind igår, fik jeg en røvfuld – og med udsigt til mere senere, skulle jeg prøve at handle ind. Jeg nød så meget de varme baller, og gik og tænkte på, hvordan Chefen ville gøre dem mere røde senere. Behøver jeg at nævne, at jeg var lettere fugtig mellem benene?

Heldigvis fik jeg flere smæk senere – og med flere i udsigt hele ugen, så kan jeg kun blive en rigtig god tøs

Glæder mig til at få stribede baller og gå og nyde ømheden. Mærke hvordan mit brændemærket hæver op og bliver ekstra tydeligt.

Mit blik faldt på kalenderen idag – et år er gået siden jeg blev brændemærket. Alligevel står selve mærkningen af mig ganske klart i mine erinderinger. Chefen var meget opsat på at få mig mærket sidste forår, han mente, at tiden var inde. At jeg havde gjort mig fortjent til at være hans tøs, og han ikke ønskede, at jeg skulle gå rundt som en umærket tøs. Jeg havde jo allerede gået med mit halsbånd i et godt stykke tid, så det var nu ikke fordi, jeg følte mig som en herreløs hund eller tøs.

Jeg var meget afklaret med at skulle mærkes – noget jeg gerne ville, og ikke mindst for at vise Chefen, at jeg mener, at jeg er hans ejendom.

Selve mærkningen var smuk og ganske fri for underlige ritualer. Jeg kan stadig få tårer i øjnene, når jeg tænker tilbage på Chefen stærke hænder og arme, der holder mig, og hvordan han blidt kysser min nakke, imens jernet rører min hud. Det er et øjeblik, der står meget klart for mig – ren hengivenhed og kærlighed til min Chef fra mig.

Jeg kan godt lide at betragte mit brændemærke, især når jeg lige har været i bad. Arret er lettere rødt og står ligesom ud fra huden (billedet her på bloggen er over et halvt år gammelt, så det er lettere misvisende i farven). Flot – de andre brændemærker jeg har set, er blot blevet hvide og på niveau med den øvrige hud.

Jeg elsker, når Chefen hiver op i min kjole for at føle på min højre balle – for at se og mærke hans tøs.

Mine masochistiske tendenser trænger så meget til at blive belønnet. Jeg trænger til at se striber fra spanskrøret overalt på min krop, nyder mærkerne og Chefens brug af mig. Se i hans øjne begæret efter hans tøs. Hører hvordan hans stemme er dominerende og krævende – jeg er ikke i tvivl, det er hans vilje, der er gældende, og jeg føjer ham med den største selvfølgelighed – det er min kærlighed til ham. Chefen belønner kun lydighed – han bryder sig slet ikke om ulydighed. Ligesom udfordring på hans naturlige dominans heller ikke vækker den store begejstring, tværtimod. Heldigvis er jeg slet ikke den type tøs, der skal provokerer mig til straf. I min tøseverden er det ulydighed og mangel på respekt for den dominante.

Jeg kan lide og være lydig og gøre mit bedste for at opfylde hans ønsker til mig. Hvis han vælger at straffe mig, så er det for at gøre mig bedre. At bruge mig for hans fornøjelses skyld er vel indbegrebet i at være tøs – at stå til rådighed for hans lyster. Med andre ord jeg bliver straffet og belønnet efter, hvad Chefen finder passende.

Igen er vi adskilt på grund af arbejde – det kan være svært som tøs at være så længe alene uden sin Chef. Jeg prøver at opretholde rutiner, der gør min underkastelse lettere og savnet efter Chefen mindre. Heldigvis kan vi snart se ende på vores adskillelse, og jeg håber det betyder, at mine masochistiske tendenser bliver plejet bedre i fremtiden. Jeg håber på fine striber på inderlårene, der langsomt skifter farvenuance, efter spanskrørets dansen på min fine sarte tøsehud. Jeg drømmer om tårer, der langsomt triller ned af mine kinder som et bevis på mine anstrengelser for at imødekomme hans lyst og forventning til mig. At mærke hvordan min krop giver efter for Chefen. Hvordan han overtager min hjerne og mit sind – en tilstand, der føles som om, vi smelter til ét.

Smukt – intet mindre…

Det er slemt her til aften, jeg savner min chef. I mangel af bedring tager jeg mig selv i at sniffe til Chefens morgenkåbe, da jeg går forbi den i soveværelset. Duften af hans krop sidder i det bløde stof – det dufter trygt og godt. Chefen dufter perfekt. Jeg er meget duft orienteret – har svært ved at dyrke sex, hvis en person dufter forkert.

Jeg savner at putte mig ind til ham, mens vi ligger foran pejsen i stuen og ser en film. Når Chefen er hjemme, sniffer jeg gerne til ham flere gange – han har bare den helt rigtige duft. Nogle gange har jeg taget den t-shirt, Chefen havde på sidst, han var hjemme, og sovet med den ved siden af mig.

I mangel på den ægte Chef, må jeg sniffe lidt til hans tøj – sikke en erstatningsvare