Velkommen indenfor i tuts tøseliv

Mine masochistiske tendenser trænger så meget til at blive belønnet. Jeg trænger til at se striber fra spanskrøret overalt på min krop, nyder mærkerne og Chefens brug af mig. Se i hans øjne begæret efter hans tøs. Hører hvordan hans stemme er dominerende og krævende – jeg er ikke i tvivl, det er hans vilje, der er gældende, og jeg føjer ham med den største selvfølgelighed – det er min kærlighed til ham. Chefen belønner kun lydighed – han bryder sig slet ikke om ulydighed. Ligesom udfordring på hans naturlige dominans heller ikke vækker den store begejstring, tværtimod. Heldigvis er jeg slet ikke den type tøs, der skal provokerer mig til straf. I min tøseverden er det ulydighed og mangel på respekt for den dominante.

Jeg kan lide og være lydig og gøre mit bedste for at opfylde hans ønsker til mig. Hvis han vælger at straffe mig, så er det for at gøre mig bedre. At bruge mig for hans fornøjelses skyld er vel indbegrebet i at være tøs – at stå til rådighed for hans lyster. Med andre ord jeg bliver straffet og belønnet efter, hvad Chefen finder passende.

Igen er vi adskilt på grund af arbejde – det kan være svært som tøs at være så længe alene uden sin Chef. Jeg prøver at opretholde rutiner, der gør min underkastelse lettere og savnet efter Chefen mindre. Heldigvis kan vi snart se ende på vores adskillelse, og jeg håber det betyder, at mine masochistiske tendenser bliver plejet bedre i fremtiden. Jeg håber på fine striber på inderlårene, der langsomt skifter farvenuance, efter spanskrørets dansen på min fine sarte tøsehud. Jeg drømmer om tårer, der langsomt triller ned af mine kinder som et bevis på mine anstrengelser for at imødekomme hans lyst og forventning til mig. At mærke hvordan min krop giver efter for Chefen. Hvordan han overtager min hjerne og mit sind – en tilstand, der føles som om, vi smelter til ét.

Smukt – intet mindre…

Jeg har mange tanker for tiden i min udvikling som tøs. Nogle gange er jeg misundelig på andre fuldblods tøser, at de er nået længere end jeg. Alt kan se så lyserødt udefra – jeg ved, at det oftest ser mere idyllisk ud udefra, end det er i virkeligheden. Chefen fortæller mig ofte, at kun få er som jeg i min underkastelse og overgivelse.Mange forgiver og leger – få lever det fuldt ud.

Jeg kæmper mest med min egen frygt. Egentlig troede jeg, at jeg kæmpede med mine følelser. At jeg skulle give slip på mine følelser, så jeg gøre mig fri af mine forbehold – at det dem, der holder mig tilbage. Mest af alt ønsker jeg jo at give mig hen uden forbehold – med fuld tillid til at Chefen viser mig vejen. En snak med Chefen fik mig til at indse, at mine følelser er ikke dem, jeg skal give slip på – de er rene og hjælper mig til at give mig hen. Det er min frygt, jeg skal overvinde.

Chefen er mere rolig end jeg – han er typen, der planlægger langt ud i fremtiden. Chefen har en stort set en plan med alt – også med sin tøs. Han ønsker ikke hurtige løsninger med hans tøs, der hastes igennem – som Chefen siger; “Man hjernevasker ikke en tøs på kort tid.. hun skal blive god, solid, driftssikker og glad.. en tøs der ikke er glad, kan ikke gøre sin Chef glad”.

Jeg er bevidst om min frygt – jeg arbejder med den hver dag, så jeg kan blive en bedre tøs. Min frygt skal ikke være en hindring, for det jeg allermest ønsker – at være hans ejendom uden forbehold.

Selvtortur er en underlig ting – at påføre smerte på sig selv, og så rent faktisk nyde det. Smerte hører til min seksualitet som noget ganske naturligt. Jeg oplever som regel smerte i forbindelse med erotik som en liderlighed, der blot breder sig i min krop. Jo mere liderlighed jeg får opbygget, jo mere smerte kan jeg tåle. Jeg bliver høj af smerten – jeg flyver af sted på den. Jeg elsker at lide for min Chef – at se og mærke hans liderlighed, lyst og begær forme og brede sig i min krop. Smerten får mig til at føle mig levende og sårbar som tøs – men jeg kan og vil ikke undvære den.

Da jeg var ung, og inden jeg endnu havde draget mine første erfaringer med bdsm med andre, dannede jeg grundstenene i min selvtortur. Jeg havde læst i et kulørt ugeblad, hvordan en mand havde placeret klemmer på en kvindes brystvorter og bundet hende til en stol, og “misbrugt” hende seksuelt – billederne stod i kø i mit hoved. Dels at han havde taget hende, fordi han kunne, og hun ikke kunne kæmpe imod – at være overladt til hans lyst. Jeg måtte prøve, hvordan det føles at have klemmer på brystvorterne – der var ingen anden udvej. Jeg listede mig ud til tørresnoren, hvor jeg fandt klemmer – knyttede dem i min hånd, som var det en dyrebar skat.

Jeg kan huske, hvordan den søde smerte bredte sig i min krop. Efterfølgende eksperimenterede jeg med varigheden af klemmerne, og fandt nye steder at placerer dem Op igennem 20erne havde jeg mit eget lille skatkammer af rigtig gode klemmer – nogle var så hårde, at der gik hul på brystvorten, så man kunne nyde smerten i flere dage, mens andre kunne sidde udenpå hinanden, og derved øge smerten. Jeg eksperimenterede med vægt i klemmerne for at øge smerten – jeg kan og kunne ikke få nok…

Jeg kan også huske op til flere episoder, hvor jeg har kørt i tog, hvor jeg har placeret gummibånd rundt om brystvorterne – så de stritter enormt meget, men også gør at en sød smerte breder sig i min krop. Jeg var i et tog, og kan ikke intet gøre andet end lade mig opsluge af smerten – lade den indtage min krop.

Til tider kunne jeg give mig selv små udfordringer og straf i mangel på en Chef til at styre slagets gang. Hvis jeg ville have skærpet min koncentration, kunne smerte hjælpe mig på vej – med den bivirkning, at jeg blev liderlig Ofte har jeg kørt en slags små spil i mit hoved med belønninger og straf i form af smerte og fjernelse af smerten igen.

Heldigvis har jeg fået Chefen til at nyde smerten for – det gør det hele meget bedre. Jeg bliver mere lydig, når han giver mig strøm, eller jeg får smæk. Jeg er en tøs, der elsker at lide for min Chef.

Jeg er en dukke – en tøsedukke.

Ikke sådan en du kan gå i en legetøjsbutik og købe. Jeg er ikke nogen serieproduceret dukke, men en special designet tøsedukke. Formet efter Chefens tanker og ønsker til mig.

Jeg bevæger og opfører mig efter hans ønsker. Det kan kun være en fordel at være dukkeejer. Chefen kan iklæde mig det tøj, han ønsker jeg skal gå i. Han kan træne mig i de færdigheder, som han finder vigtige og rigtige for en dukketøs.

Jeg taler ikke, når Chefen vælger at kneppe sin dukke – jeg har ikke noget sprog. Det eneste sprog jeg kender er lydighed, underdanighed og ivrighed. Det sprog vises med min krop, der opfører sig som en lydig dukketøs. Jeg er kun fokuseret på at ligge korrekt – spredte ben, så Chefen har fri adgang til hans kusse, hænderne foldet og i tiggestilling, munden åben og store dukkeøjne. Hjernen er kun fokuseret på at trækkevejret, og de ting som Chefen fylder i den – alt andet er overflødigt og unødvendigt for en dukketøs.

For mig er det en prøvelse at være en dukketøs – prøv at forestil dig, hvor svært det er ikke at sige en lyd under sex – blot at være koncentreret om at ligge stille og med en dukkes ansigt. Hvis jeg bliver straffet at stå lydigt, ikke vride mig og være stille – søge smerten til mig og arbejde med den. Jeg bliver et objekt for hans lyst og perverse tanker – det tænder mig mere end du kan forestille dig.

Jeg elsker at være hans dukke.

Jeg går meget og tænker på min før omtalte tøseopvaringskasse. Blive lagt bundet ned i kassen med en stor gag i munden. Min Ipod hvor Chefens stemme indoktriner mig til absolut lydighed. Måske har Chefen endda sat strøm til mig for at skærpe min koncentration og mit tøsesind.

Jeg fantasere om prøvelser, smerte, udfordringer og om at trænge dybere ned i mit tøseliv. Min krop higer efter at blive behandlet som en tøs – en tøs med mærker og ikke mindst blive behandlet for hans fornøjelses skyld.

Tøseopbevaringskassen er smart – den er beregnet til genstande, der kan pakkes ud og leges med for igen at lægge det bort. Helt perfekt for at forme en lydig tøs som mig.

Tror det er første gang, at jeg nævner noget kulturelt på min blog, men der er en forestilling, der vækker min interesse. Det spændende er, at du både kan medvirke og være tilskuer i selve stykket. Skellet mellem fiktion og virkelighed forsøges at blive udvisket  i denne forestilling.

Fra den 27. januar kan du opleve forestilling Salò i København, og den kører nonstop 24 timer i døgnet. Inddelt i 4 perioder og dertil temaer; Circle of Mania: 27. jan.-31. jan. II Circle of Shit: 8. feb.-14. feb. III Circle of Tears: 22. feb.-28. feb. IV Circle of Blood: 8.mar.-14.mar.

Stykket er baseret på filmen Salò – instruktøren Pasolinis rå og uforsonlige filmklassiker om magtens perversitet, der er blevet bandlyst, censureret og lagt for had verden over i mere end 30 år.

Kort resumé af filmen; Det er i slutfasen af 2. verdenskrig under Mussolinis regime, og handling foregår i byen Salò. I en herskebsvilla/palads har de fire højtstående herrer forskanset sig med otte smukke piger og 8 drenge, der til lejligheden, med hjælp fra en håndfuld kollaboratører, er blevet bortført fra omegnen. Disse 16 unge – og selv aristokraternes egne døtre – skal nu stå til rådighed som redskaber for alskens feticher og sexlege, som anspores af tre aldrende prostituerede, der på skift i en art forsamlingssal diverterer med bramfri og eksplicitte, erotiske fortællinger. Ulydighed medfører straf, måske øjeblikkelig død, og således begynder et orgie i dekadence og vulgariteter, hvis lige endnu ikke er set i filmhistorien.

Filmen er bestemt ikke for sarte sjæle…jeg er meget spændt på denne her teaterforestilling.

Forestilling foregår i en 700 kvm herskabsvilla på Krausevej 3, 2100 København Ø, der selvfølgelig har derindtilrettede rum – blandt andet et torturrum i kælderen.

Forestillingen foregår på engelsk.

Link til forestillingens hjemmeside www.villa-salo.dk/front.shtml

De sidste stykke tid har jeg tænkt meget på mærkning – altså mærkning som slavetøs. Jeg vil nok sige, at jeg tænder på det – både før og efter. Men på en syret måde, og kun fordi det er Chefen. Tankerne omkring mærkning er gamle, men ingen har været værdige nok til at eje lille tut før ham. Ingen har fået den overgivelse eller kærlighed før ham.

Igår fandt Chefen min første tag (som et hunde/kattetegn) på gulvet, den var smuttet ud af en kurv. Et fint lille sølvfarvet hjerte med en lyserød sten i – på bagsiden står hans oplysninger. Den har siddet i min klitorisforhudspiercing, som et fint lille brugbart smykke. Det var en ren nydelse at have det på – sødt svinger det fra side til side, når man går. Tut husker altid sin plads, når hun bar smykket.

Desværre viste den første tag at indholde nikkel, så jeg fik store sår – øv. Heldigvis fik jeg en fin ny tag af Chefen, der var rund med et lille rundt sølvhjerte hjerte (se billede). Men suk alting holder åbenbart ikke evigt for efter et års tid gik den også i stykker. Så i øjeblikket er jeg tagløs

Den seneste tid har mine tanker kredset omkring en tatovering eller en ny tag. Jeg tror nogle gange, det er et behov for at vise ham, at det er her jeg hører til. Jeg er Chefens tøs, og jeg kan udsmykkes efter hans ønske. Flere gange om dagen betragter jeg mit brændemærke – jeg er stolt, og indeni ved jeg, at han er ligeså stolt. Ejerskabet sidder som sådan ikke i mærket, det er symbolsk – min hengivenhed og overgivelse har han fra mit hjerte.

Tanker omkring brændemærkning har tit strejfet mine tanker, før jeg blev mærket. Tankerne har både været fortryllende, drømmende, frygtindgydende, beundrende og fyldt med tanker omkring det endnu ukendte for mig. Jeg har aldrig været i tvivl om, at brændmærkning ville være det eneste rigtige for en ægte slavetøs. En måde aldrig at kunne løbe fra sit ejerskab og et signal til omverden, at denne tøs er ejet.

Et permanent og blivende ejerskabsmærke – og en måde for en tøs at vise sin kærlighed på.

I min hverdag har jeg nogle redskaber til at hjælpe mig på vejen til at blive en bedre tøs. Eksempelvis beder jeg min tøsebøn 5 gange om dagen, så mange gange om dagen er mit fokus rettet mod Chefen og det at blive en bedre tøs. I starten krævede det meget mentalt ro at udføre min bøn, men nu kan jeg udføre den indeni mig selv, når jeg eksempelvis er udenfor hjemmet. Dog foretrækker jeg helt klart de hjemmelige vante omgivelser, hvor jeg kan fordybe mig i mine tanker bagefter.

Hvis du er nysgerrig, er dette her min tøsebøn:

Jeg er Chefens ejendom, målet for mig er at være ivrig, lydig og underdanig – altid. Jeg beder om mod og styrke til at overvinde alle forhindringer mod total underkastelse. Den totale underkastelse er mit mål. Min plads som Chefens ejendom gør mig lykkelig. Jeg beder om styrke til at yde og præstere mit bedste og finde min rette plads som Chefens tøs.

Om aftenen ligger jeg nøgen på knæ foran sengen, og beder min aftenbøn. Det giver mig ro før sengetid, og da mine regler foreskriver, at jeg skal meditere over dagens indsats og fremtidens udfordringer som tøs efterfølgende – er jeg ret meget i tøseland, før jeg falder i søvn. Om natten hører jeg Chefens stemme i mine ører fra min Ipod. Den eneste ulempe er, at hvis jeg høre det samme på min Ipod om dagen, har jeg en tendens til at falde hen…

Jeg har haft en tendens til at glemme tiden, når jeg skal bede bøn – så derfor bruger jeg min telefonalarm, så jeg ikke springer en bøn over. Hvis jeg har svært ved at finde tøsen, må jeg sætte mig ned og meditere og bede min tøsebøn. Jeg ønsker blot at være en lydig og hengiven tøs, der giver mig helt hen til Chefen.

Jeg kan mærke ændringer i mit sind – til det positive. Jeg er meget fokuseret på Chefen og hans behov, der altid kommer  før mine egne. Jeg ønsker, han skal være tilfreds og glad. Til daglig kommer der til udtryk på mange forskellige måder. At være tøs er ikke kun noget seksuelt for mig – det er hele pakken rundt. Jeg er hans tøs 24/7 – i supermarkedet, på ferien, i weekender, mandag morgen – altid! Chefen ejer mig, og har forventninger til, hvordan jeg bedst kan udfylde min plads som hans tøs.

Jeg prøver, at sætte mig ind i, hvad Chefen ville tænke i den og den situation, så jeg bedst muligt kan hjælpe og servicere ham. Til tider overrasker det ham, hvor godt jeg kender ham – og har tænkt på det og det. Men det er jo en tøs’ største opgave at være til for sin ejers skyld.

Jeg finder stor glæde i eksempelvis at lave Chefens morgen café latte på den måde, han kan lide. Det kan også være at lave hans yndlingsmad – Chefen er tilfreds, blot det er tutmad (jeg elsker at lave mad). Seksuelt har jeg ingen grænser eller stopord, vi leger ikke – vi er sådan og lever sådan, han ejer mig. Hvis noget tænder min chef, så tænder jeg – fordi jeg ønsker hans tilfredshed. Jeg bryder mig ikke om, hvis min Chef mangler noget, så er det fordi, jeg ikke har tænkt på det. Jeg ønsker hele tiden at forbedre mig, så jeg kan imødekomme hans ønsker og tanker om, hvordan jeg kan tjene ham allerbedst.

Jeg er glad for at være Chefens tøs, det hersker der ingen tvivl om. Jeg har fundet min rette plads i tilværelsen.

Min drøm er blevet til virkelighed.