Her står alle mine regler, jeg lever min hverdag efter. Efter at have set og bladret lidt i bogen, kunne jeg nu godt se, at jeg trænger til at stramme op og anstrenge mig lidt mere. Jeg vil jo være den bedste tøs for Chefen.

Derfor har jeg af egen fri vilje bedt min aftenbøn, og efterfølgende ladet tankerne cirkulere omkring min underkastelse og plads hos Chefen. Det giver en dejlig ro indeni.

Jeg husker tydeligt mit første halsbånd, Chefen gav mig. Han bad mig altid om at sove med det på, som mit tøsenattøj. Nøgen og kun iført halsbånd. Selvom halsbåndet var noget sølle – et brunt læderhalsbånd med nitter, så varmede det alligevel mit tøsehjerte meget.

Han ville have mig som hans tøs – han ønskede at eje mig. Jeg elskede at iføre mig det hver aften, og hvis jeg fik lov at putte mig ind til Chefen, så var min lykke stor. Siden mit første halsbånd, har jeg fået et par stykke til samlingen.

Efter et stykke tid mente Chefen, at det var på tide med et mere permanent halsbånd. Det vil sige, ét jeg kunne have på hele tiden. Vi talte længe om design, betydning og udformning. Valget blev et stålhalsbånd designet af en tysker, der lavede det efter mål og ønsker. Resultatet blev så smukt, og det var en dejlig dag i august for cirka 2 år siden, at jeg endelig fik mit permanent halsbånd på. I starten skulle jeg vende mig til at have det på, og jeg ved egentlig ikke, hvorfor det kom bag på mig – at jeg ikke kunne få lov til at få halsbåndet af, da jeg fik lidt ondt i nakken af at have det på. Chefen blev ved med at pointere, at vi ikke leger, og han ønsker, at jeg skal have det på hele tiden. Efter et stykke tid begyndte han at tale om, at jeg kunne få det af nogle gange, når jeg var blevet brændemærket, men at han ønskede, at jeg bar halsbåndet med stolthed indtil videre. Halsbåndet kan jeg ikke selv tage af, og der er en indvendig låsemekanisme, der kun kan låses op med en nøgle, som Chefen har. Halsbåndet er testet i diverse lufthavne – og jeg kan som regel gå igennem kontrollen uden problemer, men første gang ville jeg have Chefen med, så han kunne låse op, hvis det ikke gik

Udover mit permanente stålhalsbånd har jeg et par andre halsbånd til særlige lejligheder. Jeg har to positur halsbånd – et i gummi og et i læder.

I starten havde jeg virkelig et hadforhold til positur halsbånd, fordi det gjorde ondt at have dem på. I dag nyder jeg smerten, når jeg har et af halsbåndene på. Dejlig følelse at skulle kæmpe lidt for at trække vejret, hvis han spænder halsbåndet ind.

Mit andet yndlingshalsbånd er et stålhalsbånd udformet som en stor O-ring. Det er klassisk og bare flot og øser af god stil. Jeg føler mig så ejet og tøset, når jeg har netop det halsbånd på. Heldigvis lader Chefen mig nogle gange sove i netop det halsbånd.

Seneste halsbånd er et Cleopatra halsbånd i stål – et rigtig pynte halsbånd. Det er ikke særlig praktisk, men rigtig flot.

Men ejerskabet sidder i princippet ikke i et halsbånd, det sidder i min krop og sjæl. Halsbåndet er for mig et symbol og et smykke Chefen har givet mig. Det signalerer ejerskabet for omverden, og hjælper mig med at finde min plads foran hans fødder. Jeg føler mig nøgen uden halsbånd – jeg har i snart en måned gået uden halsbånd, fordi jeg havde problemer med noget udslæt på huden. Heldigvis er det forsvundet, og idag kunne jeg endelig bede Chefen om at give mig halsbåndet på igen. Han blev glad og smilede, da han gav mig det på. Jeg ved, det er sådan han bedst kan lide sin tøs. Han synes, jeg er smukkest når han kan se halsbånd og brændemærket på min krop.

Jeg vil fortælle om en fantasi, der blev til virkelighed. Det er ved at være et års tid siden – men det gør ikke, den bestemt ikke dårligere. Det er ingen hemmelighed, at jeg tænder på smerte, det er vel forhåbentlig gået op for de faste læsere af min blog

Jeg er ikke så god til at fortælle Chefen om min fantasier, fordi det som regel ikke er lange fantasier, men mere blot billeder og situationer, der printer sig på min tøsehjerne. Ikke fordi jeg er flov over mine tanker eller fantasier, men nok mere fordi, det er svært at forklare helt præcist Alligevel havde jeg fået fortalt Chefen om min syge og dejlige perverse fantasi, og den blev til…sweet reality.

Længe havde jeg gået og snakket om, hvordan man kunne slibe brystvorter til blods med sandpapir. Hvordan Chefen ikke skulle stoppe, når smerten brusede igennem min krop. Chefen skulle ikke give efter – blot vise sin dominans og fremtvinge hans vilje ned over mig. Tilbage vil jeg stå som en brugt tøs med blodet piblende fra brystvorterne, og tårerne trillende ned af kinderne. Hvad der ellers skulle ske, havde jeg ikke styr på.

Min lille fantasi blev til virkelig – dejligt brutalt sleb han en eftermiddag mine brystvorter til blods med en grov sandpapirsblok . Chefens faste greb i mig, var overbevisende til, at jeg ikke gjorde modstand, jeg lod mig blot forføre derudaf på en smerterus. Jeg indrømmer det, jeg var ret våd mellem benene. Mest af alt fordi min fantasi blev til virkelighed, den søde smerte og at det var så fandens perverst og godt. Jeg kan ikke styre min egen liderlighed, når Chefen udsætter mig for smerte og dominans. Det er ligesom, han blot overtager min krop – forfører den hen, hvor han ønsker, den skal være. Smerten fra sandpapirets blodige dans hen over mine brystvorter, sendte mig straks i tøseland.

Det var svært for tut at skjule liderlighedens sande ansigt – især da Chefen efterfølgende stak hans fingre op i mig. Der gik ikke mange sekunder, før den første sprøjteorgasme væltede ud af mig. Her stod jeg med tårer i øjnene, blødende brystvorter og en liderlighed, der væltede ud af mig. Mine stiletter var våde og på gulvet lå en lille sø af mine safter. Alligevel tiggede jeg efter mere, som en tøs, der ikke kunne få nok.

Som en lille bonus, så holdt smerten i brystvorterne ikke op før dagen efter, hvilket resulterede i, at jeg vågnede flere gange om natten, og var totalt liderlig.

Det vil være en god idé, hvis man har en tøs, der skal have opfrisket disciplin, tilbedelse og ikke mindst lydighed. Sandpapir er en fortræffelig effektiv tøsetræner – husk det skal være den grove, så den rigtig kan flå og rive i huden. Blot et lille råd til den dominante læser

Jeg har haft fødselsdag i weekenden, og jeg tænkt, så det knagede på, hvad jeg ønsker mig. Chefen giver mig jo alt, hvad jeg mangler.

Jeg kunne faktisk godt tænke mig en ny piercing. Det har faktisk irriteret mig længe, at jeg har et ulige antal piercinger. Jeg kan ikke lide ulige tal – det har jeg aldrig kunnet. Jeg kunne godt tænke mig en Isabella piercing. Piercingen går fra nederst på venusbjerget til, hvor de to store skamlæber mødes – mere et smykke end en seksuel piercing.

Hvis Chefen giver mig den piercing, er det mit ønske, at han tager med mig ind for at få den lavet. Det vil betyde meget for mig, at han er med.

Så er det bare og vente og se…om tut får sit ønske opfyldt, det skal jo også falde i Chefens smag og lyst.

Det ekstreme har altid fascineret mig – oftest først med en lille følelse af, ej hvor er det vildt eller det kan man ikke. Men oftest er det alligevel det ekstreme, jeg finder inspiration i. Måske en bevidst søgen efter en grænse?

Jeg har været ganske ung, da jeg for alvor begyndte at søge på nettet efter bdsm relateret materiale i midten af 1990erne. Udvalget var dengang slet ikke så omfattende og præcist, som det er nu. Det må være nemmere at være nysgerrig og ung i dag med alle de muligheder, som internettet har og tilbyder.

Relativt hurtigt fandt jeg dengang frem til søgeord, der kunne forsyne min nysgerrighed med information. Billeder og tekst blev absorberet i min tøsehjerne – og nogle af dem kan jeg huske den dag i dag.

Jeg har nok udviklet mig i retningen til at søge den hårde bdsm – det grænseoverskridende. Hvis jeg skal finde inspiration, så er det ikke lettere markering med et spanskrør, plyshåndjern eller piske med små sløjfer, jeg søger. Jeg kan lide billeder af rendyrket dominans og sadisme – dybe mærker fra spanskrør, nåle, underkastelse, smerten der kan se i øjnene på tøsen, eller hvordan slavetøsen ofrer sig for sin ejer. Jeg forestiller mig som regel, at jeg selv er i hendes situation.

Jeg er et stykke legetøj…der giver alt i sig for at tilfredsstille.

Chefen har vist mig billeder af slavetøser, der er oprettet i et Slaveregister – og mærket med en kode/nummer. Han finder det fascinerende, jeg ved ikke, hvad jeg finder det – måske grænseoverskridende og alligevel lidt spændende…så typisk mig. Jeg er allerede brændemærket, og det mærke er jo også svært at løbe fra. Måske er det selve registeret, jeg finder en lige smule latterligt. Men idéen om mærkning, den kan jeg lide. Sådan starter mine tanker oftest, for at blive videreudviklet fra en idé og tanke til måske handling.

Men som alt andet – Chefen træffer beslutningen, og jeg følger hans beslutning, som en artig og lydig tut.

Tror det er første gang, at jeg nævner noget kulturelt på min blog, men der er en forestilling, der vækker min interesse. Det spændende er, at du både kan medvirke og være tilskuer i selve stykket. Skellet mellem fiktion og virkelighed forsøges at blive udvisket  i denne forestilling.

Fra den 27. januar kan du opleve forestilling Salò i København, og den kører nonstop 24 timer i døgnet. Inddelt i 4 perioder og dertil temaer; Circle of Mania: 27. jan.-31. jan. II Circle of Shit: 8. feb.-14. feb. III Circle of Tears: 22. feb.-28. feb. IV Circle of Blood: 8.mar.-14.mar.

Stykket er baseret på filmen Salò – instruktøren Pasolinis rå og uforsonlige filmklassiker om magtens perversitet, der er blevet bandlyst, censureret og lagt for had verden over i mere end 30 år.

Kort resumé af filmen; Det er i slutfasen af 2. verdenskrig under Mussolinis regime, og handling foregår i byen Salò. I en herskebsvilla/palads har de fire højtstående herrer forskanset sig med otte smukke piger og 8 drenge, der til lejligheden, med hjælp fra en håndfuld kollaboratører, er blevet bortført fra omegnen. Disse 16 unge – og selv aristokraternes egne døtre – skal nu stå til rådighed som redskaber for alskens feticher og sexlege, som anspores af tre aldrende prostituerede, der på skift i en art forsamlingssal diverterer med bramfri og eksplicitte, erotiske fortællinger. Ulydighed medfører straf, måske øjeblikkelig død, og således begynder et orgie i dekadence og vulgariteter, hvis lige endnu ikke er set i filmhistorien.

Filmen er bestemt ikke for sarte sjæle…jeg er meget spændt på denne her teaterforestilling.

Forestilling foregår i en 700 kvm herskabsvilla på Krausevej 3, 2100 København Ø, der selvfølgelig har derindtilrettede rum – blandt andet et torturrum i kælderen.

Forestillingen foregår på engelsk.

Link til forestillingens hjemmeside www.villa-salo.dk/front.shtml

Som den opmærksomme og flittige læser har bemærket, så er jeg i behandling for permanent hårfjerning. Igår var det 2 måneder siden, at jeg fik min første permanente hårfjerningsbehandling på privathospitalet Nygart i hjertet af København.

Der skal gå 2 måneder imellem hver behandling, da hårerne vokser i forskellige tempi. Om jeg kan mærke og se en forskel? Ja, selvom alle hårene ikke er væk, det kræver 4-6 behandlinger, er der en væsentlig reduktion i hårene. Der er en endda områder, hvor jeg er helt hårfri og glat. En anden god ting er, at røde knopper og irritation af huden også er væsentligt reduceret.

Jeg har igår booket tid til min 2. behandling på mandag, og er spændt på om resultatet fortsætter. Tænk at blive helt hårfri dernede og under armene! Aldrig at skulle bekymre sig om, jeg er glat nok til Chefen. Jeg føler mig ikke ren og lækker med hår på kussen eller under armene. I det hele taget har jeg et yderst anstrengt forhold til hår på mig selv, der ikke er placeret på hovedet.

Desværre er behandlingen ikke helt smertefri (selvom sygeplejersken mente, jeg havde en høj smertetærskel), men det tager heldigvis kun 30 minutter, og så har jeg en pause på 2 måneder. Huden er råd og lettere øm efter behandlingen, men det fortager sig heldigvis hurtigt.

Det er en helt fantastisk følelse at være i bad og se hårene falde ud af hårsækkene, og vide, at de aldrig kommer igen.

Er spændt på resultatet efter 2. behandling – jeg skal holde jer opdateret

tut

Jeg er alene hjemme for tiden – Chefen er ude og rejse igen. Sådan en lørdag aften savner jeg at ligge på min tøseplads ved Chefens side i sofaen. Nøgen eller med en let silke underkjole, som han har hævet lidt op, så mine balder blottes. Ved han nyder at betragte hans brændemærke på min røv  – mærke overgangen i huden, og roligt tegne et A med fingeren. Det er en dejlig følelse at ligge der, mens han betragter og aer mig lidt. Jeg er helt rolig, og nyder blot at være hans ejendom.

Det er stunder som disse, der gør det dejligt at være tøs – vel og mærke hans tøs. Jeg ved, han passer på mig.

Nogle gange udfordrer han mig eller sætter mig på en prøve – men kun for at gøre mig bedre. Jeg bliver ofte overrasket over hans samlet overblik over, hvad han ønsker fra og af mig. Jeg har lært ikke at tænke over det, det er hans ansvar at ridse vejene op for mig i mit tøseliv, og min opgave at adlyde og følge dem. Jeg ved, det er bedst sådan – jeg sætter ikke længere spørgsmålstegn ved det. Hvis jeg har et snært af “det her er ikke rigtigt”, så spørger jeg simpelthen min Chef, og ret ofte får jeg et svar, der giver mening, således jeg kan følge hans ønske. Oftest har jeg bare ikke kunnet se, hvor Chefen ville have mig hen, eller hvad det skulle gøre godt for. Det bliver nemmere og nemmere for mig blot at følge hans ønsker for mig.

Men lige nu ønsker jeg blot, at Chefen var hjemme, så jeg kunne ligge ved siden af ham, hvis jeg fik lov…

Det siger jo sig selv, at jeg ikke altid har levet som Chefens lydige slavetøs. Til trods for at mine drømme, om det perfekte forhold, altid har kredset omkring total underkastelse og ophør min frie vilje. Jeg har altid været utrolig forsigtig med min submissive side, selvom jeg altid har vidst den eksisterede. Jeg har ikke givet mig hen til andre på den måde, som jeg har valgt at give mig hen til Chefen. Det har før i tiden altid været med forbehold, grænser og en vis for form kontrol fra min side. På en måde har jeg vidst, de ikke var værdige til at modtage den gave. Men indeni længtes jeg efter den dag, hvor jeg kunne få lov at give det hele – og den heldige modtager ville forstå værdien af gaven, men også alvoren og ansvaret, der følger med gaven.

Chefen og jeg har kendt hinanden i 2½ år nu. Vi sprang ikke direkte ud i et herre/tøse forhold med det samme i vores forhold – dog har vores sexliv altid været præget af bdsm og rollefordeling altid været klar. Jeg vil kalde det en udvikling, hvor vi begge har mærket og følt hinanden an igennem længere tid. Det første år var vi godt på vej til at danne grundstenene for det forhold, vi har idag. Et udlandsophold for Chefen gjorde forskellen for os, her var tid til de lange dybe samtaler – indrømmelse af Chefens og mine tanker og drømme for fremtiden overfor hinanden. Det der havde været en drøm i vores tankerne, blev lynhurtigt til vores virkelighed.

Ih, hvor følte jeg mig lettet dengang – jeg var bare lykkelig – der var endelig én, der ville tage imod min gave, og ikke mindst påtage sig det enorme ansvar, der følger med et sådant ejerskab. Jeg var jo nervøs for, at han ikke ville tage imod mig – eller blot ikke forstod mig. Derfor havde jeg også været så tøvende med at indrømme mine tanker og drømme for Chefen.

Aftalen er egentlig banal simpel – jeg giver hele mig selv, og Chefen lover mig til gengæld tryghed og enkelthed. Det betyder, at jeg ingen grænser eller forbehold har i min lydighed som slavetøs. Jeg lever for at adlyde og tjene Chefen. Jeg har selvfølgelig nemmere ved nogen ting end andre, men jeg har ingen grænser for, hvad Chefen ville kunne udsætte mig for. For mig det handler om at tænke som en slavetøs hele tiden. En slavetøs der tjener sin Chef, og det fylder alt i mit liv. Jeg er en slavetøs, der kun føler glæde ved at opleve min Chefs tilfredshed. Intet andet betyder noget…mine behov opfyldes af min Chef og ikke af mig selv.

På det seksuelle plan tilfredsstilles jeg igennem at give mig selv 100%. Jeg tænder, når min Chef tænder – jeg tænder på at han kræver lydighed, ivrighed og underdanighed fra mig. At han styrer min hjerne, handlinger og tanker. Hans lyst og behov bliver mine – vi bliver ét. Jeg modtager ligeledes kun orgasme, hvis Chefen ønsker at belønne mig Heldigvis bliver jeg ofte belønnet.

Chefen straffer mig for at gøre mig til en bedre tøs, og han synes, jeg bliver smukkere af det. Jeg tager med stolthed imod min straf, jeg ved, at han ved bedst, hvad det er det rigtige for mig. Accepterer dette fuldt ud i alle livets facetter og situationer.

Det er svære perioder eller udfordringer nogle gange, men jeg har aldrig tvivlet om mit valg om at blive hans slavetøs. Det er det helt rigtige for mig – jeg ønsker ikke min egen frie vilje, men lade mig guide og forme af Chefen. Det er kærlighed og hengivenhed for mig, og det er på den måde, jeg er lykkeligst.

I eftermiddag skal jeg på shoppetur – ud og finde nyt tøsetøj til Chefens tøs. Jeg nyder at være hans dukke, han kan iklæde tøj, makeup og sko. I vinters pakkede jeg min gamle garderobe sammen – det meste blev smidt væk, jeg var klar til mit nye liv. Det var ikke sørgmodigt, det var nok nærmere en udfordring at forny sin garderobe fra inderst til yderst. For de fleste piger vel nok en indre drøm at få en ny garderobe over så kort tid.

Nu havde jeg jo ikke bare sådan frit valg fra hylderne – Chefens smag skulle overholdes, og nogle genstande godkendes inden køb, hvis jeg var usikker på om det faldt i hans smag. Heldigvis deler vi ret meget den samme smag for tøj – klassisk, meget feminint og lækkert. Min garderobe består mest af lækre silkekjoler – glatte og skinnende i stoffet.

Når det er koldt udenfor, går jeg altid med hofteholder og strømper dertil – det er sådan Chefen vil se sin tøs. Jeg går aldrig i bukser, med mindre der virkelig er en grund til det – ikke engang når jeg træner i fitnesscentret, har jeg bukser på. Det passer mig ganske fint, jeg har altid hadet bukser – og endda aldrig ejet et par cowboybukser i hele mit liv. Jeg er vild med at være feminin.

Idag skal jeg ud og finde en sort silkekjole og noget lækkert let undertøj – det er min ordre fra Chefen. Jeg elsker at dresse mig op for ham, jeg kan mærke, han bliver glad, når jeg ser lækker og indbydende ud. Mest af alt elsker jeg blot at være lydig – hans lydige dukketøs. En dukketøs der glæder sig meget til at vise sig frem for ham.