Det frustrerer mig, at en veninde ikke kan reflektere over hendes forhold. Det eneste jeg kan gøre er at sidde på sidelinjen og se på, hvordan hun bliver ødelagt. Erkendelsen er hun så langt fra som rindende vand i en tør Sahara ørken.
Trist, men et faktum.
Jeg tror, at jeg er et tålmodigt menneske. Jeg lader mig ikke nemt hidse op ad ligegyldigheder. Jeg bilder mig ind, at min tålmodighed hjælper mig i min underkastelse? Jeg tror faktisk, at det er en fordel, fordi man har en tendens til at være afventende, rolig og måske også mere tilpassende.
Det generer mig ikke at vente på min Chef, når han er til møde. Sådan er det lige nu, han er til møde og jeg sidder og venter tålmodigt på ham. Jeg tænker mere på, hvad der kan gøre ham glad – for det gør i sidste ende mig mere glad. Jeg henter og bringer ham gerne – ikke fordi han ikke selv kan finde ud af det, men fordi jeg ved, at det gør ham glad. Som jeg har nævnt tidligere i nogle af mine blogindlæg, så holder jeg meget fast i de små glæder til at pleje vores bdsm forhold og ikke mindst min egen underkastelse.
Men hvad er det, der for en til at ofre sig selv for et andet menneskes velbehag? Sagt med andre ord, hvad er det, der driver mig til denne underkastelse? Uh hvis jeg havde et klokkeklart svar ville jeg gerne formidle det videre, men det har jeg ikke. Jeg nok bedst beskrive det som en dybtfølt trang. En trang der gør mig lykkelig, når jeg får lov til at give mig selv til Chefen. Det skal understreges, at dennne trang til underkastelse ikke kan udføres på hvem så helst. Det er ikke sådan, at jeg får en lykkerus af at underkaste mig tilfældige mennesker på min vej gennnem livet.
Jeg har inden, jeg mødte Chefen været klar over, at at jeg ønskede at møde en dominant mand, jeg kunne give min underkastelse til. Men igen så ikke hvem som helst. Jeg har bevæget mig i bdsm miljøet i omkring 14 år nu – ja jeg startede tidligt. Selvom jeg har kendt andre mænd, så har de ikke fået denne gave, og det var et helt bevidst valg fra min side. Det skulle føles helt rigtigt, og ikke være en underkastelse for sjov.
Jeg har tidligere beskrevet processen med at komme til den erkendelse, at man vil et bdsm forhold 24/7, så det vil jeg spare jer for her. Dog vil jeg nævne, at det er en proces, og ikke bare noget man beslutter sig for over natten. Det kræver tid, indsats og lange samtaler. Det er jo naturligvis også noget, man skal være enige om – man kan ikke køre et bdsm forhold, hvor kun det ene part er afklaret med det.
Nu tilbage til det med tålmodighed, jeg mener, at denne hjælper mig dagligt med mine udfordringer. Hvis jeg ikke havde en stor tålmodighed, ville jeg ikke være så overbærende med de ting, jeg synes kan være irriterende. De irriterende ting kan være både store og små. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg kan have temperament. Mit temperament ville komme meget mere til udtryk, hvis jeg ikke havde denne her store tålmodighed. Temperament og lydighed hænger sjælent godt sammen – i hvert fald ikke hjemme hos os. Jeg bliver nemt en bitch, hvis først jeg er blevet irriteret. Er der noget Chefen ikke kan døje, så er det kvinder der bare bitcher.
Nå nu kom der en sms fra Chefen, han er færdig med hans møde, og han vil hentes 
Jeg føler mig nogle gange så heldig. Heldig fordi jeg har Chefen, og han har mig. Det er heldigt, at man på 4. år stadig er forelsket og kan føle lykke, når man putter sig ind til Chefen. Jeg smiler, når jeg skriver dette.
Jeg vil i 2012 samle på flere lykkeglimt. Jeg ved dog også, at jeg er mere lykkelig, når jeg er lydig. Chefen kan nemlig bedst lide en lydig tøs – og når han er glad, så er jeg også glad. Så 2012 kommer også til at handle om at være mere lydig. Jeg er godt på vej, men der er altid plads til forbedringer på den front.
tut
Rebet strammes om min hals – jeg bliver mere fokuseret på min vejrtrækning. Jeg kan lide den magt, Chefen har over mig. Det er ham, der styrer, hvor meget luft, jeg skal have – og ikke mindst hvornår. Breath Control er nok noget af det, der kan fucke min hjerne hurtigst. Jeg kan svømme væk i tøseland på ganske kort tid.
Jeg bliver yderst formbar – og sårbar. Jeg indrømmer det gerne, jeg kan lide den følelse og tilstand. Min krop overgiver sig, og den kan ikke skjule, at den er ophidset og liderlig. Den længes efter Chefen kærtegn og ikke mindst brug. Breath Control er så lækkert, sanseligt og frækt og om end nok grænseoverskridende for nogle, at de ikke kan forbinde det med noget seksuelt. For mig handler det om underkastelse og magt – det er det jeg tænder på. Jeg tænder på, at Chefen er mig overlegen – at jeg bliver et stykke legetøj for ham.
Jeg kan lide at mærke, hvordan han bliver tændt af at have overtaget/magten over mig. Breath control behøver i min verden ikke udføres med reb – en fast hånd om min hals, kan gøre mig lige så blød i knæene. En hånd med en sort latexhandske, der holder mig for mund og næse er også et hit. Jeg tænder som sagt på overgivelsen, og den magt der er i situationen.
Heldigvis for mig, så er Chefen inde i periode, hvor han kan lide at kvæle sin tøs 
Hvor er jeg heldig…
Jeg forstår ikke, hvorfor jeg nogle gange er så lang tid om at opdage, at Chefen altid har ret? Argh det er træls at indrømme, men det viser sig gang på gang, at Chefen har ret. Hvorfor kan min tøsehjerne så ikke lære at acceptere det – uden at tage de opslidende kampe, inden den når til den erkendelse?
Submissiv er et ord, men hvad dækker det egentlig over? Hvilken betydning ligger jeg i ordet?
Submissiv har i min verden egentlig ikke noget at gøre med masochisme – altså det et tænde på smerte. Submissiv er, når man gerne vil behage og tjene sin ejer. Jeg kalder det at dyrke underkastelsen.
Jeg vil ikke påstå, at underkastelsen er en nem størrelse. Usikkerhed og følelser er på spil, når man giver sig hen til en anden person. Men hvor starter man, og ikke mindst hvor slutter man? For mig var de første par skridt ekstra svære. Det at stole 100% på et andet menneske, og regne med, at han vil mig det bedste – det kan være svært. På et tidspunkt beslutter jeg mig dog for at kaste mig ud i underkastelsen – inden da har vi brugt lang tid på at vende forskellige problemsstillinger. Det er klart, at man som den dominerende og den underkastede bør have en form for ens forventninger til det, man går i gang med at bygge op. Den totale underkastelse kommer ikke fra første dag, jeg vil vove at påstå, at det er en proces – en proces der forsætter hele livet.
Det leder mig også videre til spørgsmålet, hvor slutter man? Jeg har faktisk ikke noget svar på det. Jeg kan dog blot fortælle om min egen udvikling. I starten var jeg meget opsat på at gøre alting rigtig – og ikke mindst lægge mærke til de små detaljer, som jeg vidste ville gøre min Chef glad og tilfreds. I et D/s forhold vil der altid være svære perioder- og der har også været tider, hvor jeg har været parat til at give op. Pakke sammen og afleverer mit halsbånd – en handling jeg i princippet ikke kan udføre, da Chefen ejer mig. Min Chef forstår dog altid at samle mig op igen, og opretholde dominansen i vores forhold. Opretholdelsen af dominansen, hvilket er helt naturligt for Chefen, gør at jeg ikke mister respekten for ham – han kræver gang på gang lidt mere af mig. Jeg finder en tilfredsstillelse i at give ham min underkastelse og lydighed.
For mit vedkommende er det submissive ikke kun begrænset til sex – det er der 24/7. Det submissive er en del af min personlighed, men kommer kun til udtryk overfor Chefen. Det er min gave til ham, jeg elsker af hele mit hjerte.
Jeg har været lidt halv irriteret de sidste par dage – mest på mine medkinksters. Det vil sige andre mennesker, der dyrker bdsm i mere eller mindre grad. Tror ikke man kan diskutere, hvad der er rigtig og forkert bdsm – jeg ved, hvad der virker for mig, og hvad det er, jeg tænder på. Om jeg får en rigtig eller forkert etikette sat på mig, rører mig faktisk ikke. Men jeg bliver rigtig irriteret over den evige diskussion!
Det betyder ikke, at jeg ikke har en mening om, hvordan den perfekte verden skulle se ud. Jeg har både venner, der lever ligesom Chefen og jeg – og andre, der dyrker bdsm på en anden måde. Disse andre mennesker bliver ikke ringere mennesker i mine øjne. Hvad de gør med deres liv – er fuldstændig deres valg. Jeg har intet imod at diskutere vinkler og nuancer på ting, vi ser forskelligt på. Men jeg gider simpelthen ikke trække fronterne så skarpt op, at vi bare skal blive enige – kan vi ikke blot blive enige om, at vi ser forskelligt på den sag? Lad os så komme videre!
Hvis jeg kun skulle omgive mig med mennesker, der havde samme indstilling til bdsm som mig selv – så kun jeg måske tælle 10-15 mennesker i Danmark. Sikke en fest vi kunne have…eller noget.
Dette blogindlæg var blot en frustration, der måtte ud. Lad andre folk lever deres liv, som de har lyst til. Respekter deres valg og ønsker – vi kan godt diskutere og tale om forskellene, men respekter at andre kan leve anderledes – men det samtidigt er et opråb til, at også disse respektere mit/vores valg.
tut
Hvorfor har alle andre, så travlt med analysere på andres liv end deres eget? Er der noget vejen, er det altid samfundets skyld…
Man skal ikke bevæge sig langt ud af bdsm kredse, før jeg møder modstand overfor min livsstil, og den måde vi har valgt at leve på. Jeg forlanger ikke, at omverden skal forstå fra første færd. Men det kunne være rart, hvis man stillede spørgsmål i stedet for dømme på forhånd – det skaber mindre risici for misforståelser.
Respekter, at jeg har valgt at lave som en slavetøs, og jeg er ejet af min Chef. Jeg har prøvet almindelige parforhold, og jeg fungerer ikke på sigt. Med andre ord jeg er ikke lykkelig, hvis jeg ikke kan få lov at være submissiv. Jeg er ikke blevet tvunget til at træffe det valg, som nogle måske kunne tro. Valget om at give mig væk til Chefen, var et velovervejet valg, jeg skulle træffe i sin tid.
I og med dominansen i vores verden står på 24/7, har jeg selvfølgelig tænkt længe over mit valg. Det har krævet mange og lange samtaler med Chefen, dels for at være sikker på, at vi ville det samme med vores bdsm forhold, og dels for at skabe tryghed og tillid. Mit valg var med andre ord ikke noget, der blev truffet sådan wupti wupti…det var en proces for os begge.
Derfor kan jeg bliver edderrasende og skuffet over, at andre mennesker kalder mig syg i roen, psykisk syg, ustabil etc. Undskyld går det ud over jer, at jeg tænder på dominans, smæk og opdragelse? Det er helt okay, at man har en mening om noget – men det er for langt ude at udtale sig om andre mennesker, man måske ikke engang kender eller sporadisk. Det er bare ikke god stil.
Synes måske det ville være mere rart, hvis folk koncentrerede sig om deres eget liv – fremfor at pege fingrer af andre mennesker. Jeg er ret sikker på, at var det ikke for min anderledes seksualitet – ville jeg aldrig få påklæbet tags såsom; psykisk syg og ustabil.
Er det ikke okay, at vi gør, hvad vi har lyst til i vores liv, så længe det ikke indblander andre mennesker, der ikke har lyst til at deltage? Ellers må jeg jo blot stille mig i rækken med mennesker, der mener, at alt er samfundets skyld…
Nogle gange er det de små ting, der kan få tøsen frem i mig. Så som imorges, hvor Chefen samlede mit hår i nakken, og hev til. Straks vækkes mit submissive sind, og han kan få mig til alt. Det samme sker, hvis Chefen bider mig i halsen eller nakken. Jeg bliver føjelige og en kælen lille tøs.
Det er underligt at tænke på, at der nogle gange ikke skal så meget til – at man slet ikke behøver en større samling af gear for at få det submissive frem i tøser. Selvfølgelig er det forskelligt, hvad der virker fra tøs til tøs. Men med det rigtige greb og en overbevisende dominant personlighed, kommer man rigtig langt. Faktisk længere end den ledeste pisk i hele verden
Du er en brugsgenstand. Jeg bruger dig, når jeg har lyst – som et stykke simpelt legetøj, hvisker Chefen stille i mit øre. Jeg kan ikke gøre modstand, jeg ligger nøgen med positur halsbånd og en stor gag i munden. Chefen har fastgjort en kædesnor til halsbåndet, så har han styr på sit tøsedyr.
Indeni min tøsehjerne smelter Chefens ord, som chokolade på en varm sommerdag. Tænk, at han mener, jeg er hans brugsgenstand – en ting/tøsedyr der kun er til for at stå til rådighed for hans lyster. Det tænder mig, og jeg bliver en lille smule stolt. Min tøsekrop kan bruges til at tilfredsstille Chefens lyster.
Det er for mig essensen ved at være tøs
Slavefarm – Real life amateur bdsm and bondage slaves exposed by their owners
Loading ...
Nye kommentarer