For mig er det at være tøs en livslang rejse. Lige så længe jeg kan huske tilbage, har jeg drømt om at finde en ægte dominant mand, der forstår sig på at opdrage, udvikle og drage omsorg for en tøs. Da jeg var yngre og mere uerfaren, var jeg en del mere tilbageholdende i min søgning, men mine tanker om underkastelse og tøseliv blomstrede i fuld flor. Dybest set var jeg nok bange for at give mig hen til den forkerte mand.
Ofte har jeg stillet mig selv det spørgsmål om, jeg nu drømte eller stillede for høje krav til ham, der skulle eje mig. En ting var i hvert fald sikkert for mig, det var vigtigt, at han tog mine ønske om at leve som underkastet og tøs alvorligt. Det skulle ikke bare være en leg – eller noget man kunne dyrke i weekenden i en bdsm klub. Dertil vil mit engagement være for stort, og jeg vil have den ægte dominans 
Det er så pokkers moderne at være ligeværdige i et parforhold. Jeg elsker forskellighederne i kønnene, og jeg dyrker dem. Jeg har intet behov for at være maskulin eller nærme mig tilstanden “unisex” – jeg dyrker de feminine dyder og udtryk – både i påklædning, hverdagen og i min personlighed. Jeg ønsker ikke ligeværdighed i nogen afskygninger.
Jeg vil leve som tøs – jeg vil være ejet af et andet menneske. Så længe jeg husker har tanker om ejerskab og slaveri været en del af, hvad jeg betegner som et lykkeligt parforhold. Manden er skabt til at eje kvinden – hun til tjene ham, og han til at beskytte og sørge for hende.
Da jeg mødte Chefen, var der en del ting, der faldt på plads i mit hoved. Jeg tog springet, og har lagt mit liv i hænderne på ham. Det er jo ikke bare noget, man gør over natten. Men netop fordi, jeg har haft tanker omkring ejerskabet siden, jeg var teenager, var det måske en del lettere for mig.
Det er en smuk gave at kunne give, og ja jeg bruger bevidst ordet “gave”. En gave tager man nemlig ikke tilbage – den er til evig eje og glæde for den lykkelige modtager. Så da jeg gav mig selv væk, var det et bevidst og velovervejet valg – som Chefen udtrykker det, der er ingen vej tilbage, når du først har sagt ja. Netop Chefens konsekvens og syn på dominans var med til at gøre valget meget lettere for mig.
Gang på gang har Chefen vist, at hans dominans ikke er til debat. Som en kær veninde har udtrykt det “Hvis Chefen siger himlen er lilla – så er det lilla i min verden“. Et bdsm forhold bygger i den grad på tillid, og jeg har tillid til, at Chefen vil mig det bedste. At han ikke vil udnytte eller skade mig, men guide mig igennem livet – på den rejse, han har valgt for mig. At der komme gode og mindre gode tider ligesom i almindelig parforhold, ja det er jeg også velvidende om. Men man har faktisk ikke så mange konflikter i et 24/7 Herre/tøseforhold – Chefen bestemmer jo i sidste ende hos os. Det betyder dog ikke, at jeg er Chefens lille nikkedukke eller er helt uden mening. Hvis Chefen ønsker at høre min mening, kan han til enhver tid få den. Det er dog langt fra sikkert, at mit synspunkt tæller. Det er nok en af de sværeste udfordringer som tøs – at gøre eller udføre en handling, man dybest set ikke forstår, hvorfor man gør det. At man som tøs er lydig, og gør som Chefen har sagt, selvom alt indeni stritter imod. Oftest viser det sig senere, at Chefen alligevel ved bedst
I Chefens varetægt føler jeg mig tryg, og jeg er meget lykkelig over, at han fandt mig værdig til at være hans. Når Chefen siger “Du er min” smelter jeg, for jeg ved, at han mener det alvorligt og inderligt.
Jeg kan da godt nogle gange spekulere på fremtiden, og hvad den bringer af udfordringer. En ting jeg frygter er, at jeg en dag ikke længere finder nogen glæde i at tjene min Chef. Eller jeg vågner op og ikke længere har lyst til at være tøs. Inderst inde tror jeg ikke på det, men tankerne har da kredset om emnet.
Eller hvad jeg gør den dag min Chef ikke længere er her – vil jeg så være helt tabt? I og med vi lever 24/7, kommer man helt utroligt tæt på hinanden, og det kan da virke skræmmende at blive så afhængigt af et andet menneske. Men måske er det netop det smukke i underkastelsen og dominansen?
Jeg ser mit tøseliv som en fantastisk rejse, hvor der er udfordringer på vejen, men også mindst ligeså mange glæder. Jeg har det allerbedst, når jeg blot smelter sammen med Chefen – og bliver til ét. Jeg skal huske at nyde hver dag som Chefens tøs – det er jo ikke hver dag, man får sit højeste ønske opfyldt – at leve som tøs 24/7.
tut
Op igennem 20erne havde jeg mit eget lille skatkammer af rigtig gode klemmer – nogle var så hårde, at der gik hul på brystvorten, så man kunne nyde smerten i flere dage, mens andre kunne sidde udenpå hinanden, og derved øge smerten. Jeg eksperimenterede med vægt i klemmerne for at øge smerten – jeg kan og kunne ikke få nok…