Velkommen indenfor i tuts tøseliv

Da jeg var ganske ung, og endnu ret uprøvet som tøs, der hørte jeg denne sang med tøsedrengene, og ih hvor er teksten bare rammende. Det handler jo i bund og grund om at finde sit match, og være okay med de valg, vi træffer undervejs.

Jeg har brug for Chefen, og han har brug for mig. For mig handlede det i høj grad om at finde et match – én der ville påskønne den gave, det ville være at få en lydig tøs. Heldigvis fandt Chefen mig, og ville gerne eje mig med alt, hvad det indebærer.

Vi har jo brug for hinanden
hvorfor lade som om
at det kan klares uden et smil en hjælpende hånd
Vi har jo brug for hinanden, hvorfor lyve om det
hvorfor skjule et sagn, vi ved alle folk kender til
jeg er træt af at lyve og tie
træt af altid at lade være
sige hvad jeg tænker på
vise jer hvem jeg er

For jeg vil bruge og bruges
Ja, jeg vil give meget mere
jeg vil nå indtil den verden
glæden og smerten lever og er
For jeg vil bruge og bruges
fordi mit liv er så kort
til alle dem der tør tage den
til den der vil have det
giver jeg den bort

Vi har jo brug for hinanden
det er let nok at se
Vi er alle sammen ens, når det kommer til det
Vi har jo brug for hinanden
vi kan ikke lade være
Vi bliver nødt til at sige, hvad vi tænker og give, hvad der er
jeg er træt af tro noget andet
træt af den afstand det kan give
jeg holder hovedet koldt
jeg holder ryggen fri….

Mine masochistiske tendenser trænger så meget til at blive belønnet. Jeg trænger til at se striber fra spanskrøret overalt på min krop, nyder mærkerne og Chefens brug af mig. Se i hans øjne begæret efter hans tøs. Hører hvordan hans stemme er dominerende og krævende – jeg er ikke i tvivl, det er hans vilje, der er gældende, og jeg føjer ham med den største selvfølgelighed – det er min kærlighed til ham. Chefen belønner kun lydighed – han bryder sig slet ikke om ulydighed. Ligesom udfordring på hans naturlige dominans heller ikke vækker den store begejstring, tværtimod. Heldigvis er jeg slet ikke den type tøs, der skal provokerer mig til straf. I min tøseverden er det ulydighed og mangel på respekt for den dominante.

Jeg kan lide og være lydig og gøre mit bedste for at opfylde hans ønsker til mig. Hvis han vælger at straffe mig, så er det for at gøre mig bedre. At bruge mig for hans fornøjelses skyld er vel indbegrebet i at være tøs – at stå til rådighed for hans lyster. Med andre ord jeg bliver straffet og belønnet efter, hvad Chefen finder passende.

Igen er vi adskilt på grund af arbejde – det kan være svært som tøs at være så længe alene uden sin Chef. Jeg prøver at opretholde rutiner, der gør min underkastelse lettere og savnet efter Chefen mindre. Heldigvis kan vi snart se ende på vores adskillelse, og jeg håber det betyder, at mine masochistiske tendenser bliver plejet bedre i fremtiden. Jeg håber på fine striber på inderlårene, der langsomt skifter farvenuance, efter spanskrørets dansen på min fine sarte tøsehud. Jeg drømmer om tårer, der langsomt triller ned af mine kinder som et bevis på mine anstrengelser for at imødekomme hans lyst og forventning til mig. At mærke hvordan min krop giver efter for Chefen. Hvordan han overtager min hjerne og mit sind – en tilstand, der føles som om, vi smelter til ét.

Smukt – intet mindre…

Jeg har haft fødselsdag i weekenden, og jeg tænkt, så det knagede på, hvad jeg ønsker mig. Chefen giver mig jo alt, hvad jeg mangler.

Jeg kunne faktisk godt tænke mig en ny piercing. Det har faktisk irriteret mig længe, at jeg har et ulige antal piercinger. Jeg kan ikke lide ulige tal – det har jeg aldrig kunnet. Jeg kunne godt tænke mig en Isabella piercing. Piercingen går fra nederst på venusbjerget til, hvor de to store skamlæber mødes – mere et smykke end en seksuel piercing.

Hvis Chefen giver mig den piercing, er det mit ønske, at han tager med mig ind for at få den lavet. Det vil betyde meget for mig, at han er med.

Så er det bare og vente og se…om tut får sit ønske opfyldt, det skal jo også falde i Chefens smag og lyst.

Jeg har mange tanker for tiden i min udvikling som tøs. Nogle gange er jeg misundelig på andre fuldblods tøser, at de er nået længere end jeg. Alt kan se så lyserødt udefra – jeg ved, at det oftest ser mere idyllisk ud udefra, end det er i virkeligheden. Chefen fortæller mig ofte, at kun få er som jeg i min underkastelse og overgivelse.Mange forgiver og leger – få lever det fuldt ud.

Jeg kæmper mest med min egen frygt. Egentlig troede jeg, at jeg kæmpede med mine følelser. At jeg skulle give slip på mine følelser, så jeg gøre mig fri af mine forbehold – at det dem, der holder mig tilbage. Mest af alt ønsker jeg jo at give mig hen uden forbehold – med fuld tillid til at Chefen viser mig vejen. En snak med Chefen fik mig til at indse, at mine følelser er ikke dem, jeg skal give slip på – de er rene og hjælper mig til at give mig hen. Det er min frygt, jeg skal overvinde.

Chefen er mere rolig end jeg – han er typen, der planlægger langt ud i fremtiden. Chefen har en stort set en plan med alt – også med sin tøs. Han ønsker ikke hurtige løsninger med hans tøs, der hastes igennem – som Chefen siger; “Man hjernevasker ikke en tøs på kort tid.. hun skal blive god, solid, driftssikker og glad.. en tøs der ikke er glad, kan ikke gøre sin Chef glad”.

Jeg er bevidst om min frygt – jeg arbejder med den hver dag, så jeg kan blive en bedre tøs. Min frygt skal ikke være en hindring, for det jeg allermest ønsker – at være hans ejendom uden forbehold.

Selvtortur er en underlig ting – at påføre smerte på sig selv, og så rent faktisk nyde det. Smerte hører til min seksualitet som noget ganske naturligt. Jeg oplever som regel smerte i forbindelse med erotik som en liderlighed, der blot breder sig i min krop. Jo mere liderlighed jeg får opbygget, jo mere smerte kan jeg tåle. Jeg bliver høj af smerten – jeg flyver af sted på den. Jeg elsker at lide for min Chef – at se og mærke hans liderlighed, lyst og begær forme og brede sig i min krop. Smerten får mig til at føle mig levende og sårbar som tøs – men jeg kan og vil ikke undvære den.

Da jeg var ung, og inden jeg endnu havde draget mine første erfaringer med bdsm med andre, dannede jeg grundstenene i min selvtortur. Jeg havde læst i et kulørt ugeblad, hvordan en mand havde placeret klemmer på en kvindes brystvorter og bundet hende til en stol, og “misbrugt” hende seksuelt – billederne stod i kø i mit hoved. Dels at han havde taget hende, fordi han kunne, og hun ikke kunne kæmpe imod – at være overladt til hans lyst. Jeg måtte prøve, hvordan det føles at have klemmer på brystvorterne – der var ingen anden udvej. Jeg listede mig ud til tørresnoren, hvor jeg fandt klemmer – knyttede dem i min hånd, som var det en dyrebar skat.

Jeg kan huske, hvordan den søde smerte bredte sig i min krop. Efterfølgende eksperimenterede jeg med varigheden af klemmerne, og fandt nye steder at placerer dem Op igennem 20erne havde jeg mit eget lille skatkammer af rigtig gode klemmer – nogle var så hårde, at der gik hul på brystvorten, så man kunne nyde smerten i flere dage, mens andre kunne sidde udenpå hinanden, og derved øge smerten. Jeg eksperimenterede med vægt i klemmerne for at øge smerten – jeg kan og kunne ikke få nok…

Jeg kan også huske op til flere episoder, hvor jeg har kørt i tog, hvor jeg har placeret gummibånd rundt om brystvorterne – så de stritter enormt meget, men også gør at en sød smerte breder sig i min krop. Jeg var i et tog, og kan ikke intet gøre andet end lade mig opsluge af smerten – lade den indtage min krop.

Til tider kunne jeg give mig selv små udfordringer og straf i mangel på en Chef til at styre slagets gang. Hvis jeg ville have skærpet min koncentration, kunne smerte hjælpe mig på vej – med den bivirkning, at jeg blev liderlig Ofte har jeg kørt en slags små spil i mit hoved med belønninger og straf i form af smerte og fjernelse af smerten igen.

Heldigvis har jeg fået Chefen til at nyde smerten for – det gør det hele meget bedre. Jeg bliver mere lydig, når han giver mig strøm, eller jeg får smæk. Jeg er en tøs, der elsker at lide for min Chef.

Jeg er en dukke – en tøsedukke.

Ikke sådan en du kan gå i en legetøjsbutik og købe. Jeg er ikke nogen serieproduceret dukke, men en special designet tøsedukke. Formet efter Chefens tanker og ønsker til mig.

Jeg bevæger og opfører mig efter hans ønsker. Det kan kun være en fordel at være dukkeejer. Chefen kan iklæde mig det tøj, han ønsker jeg skal gå i. Han kan træne mig i de færdigheder, som han finder vigtige og rigtige for en dukketøs.

Jeg taler ikke, når Chefen vælger at kneppe sin dukke – jeg har ikke noget sprog. Det eneste sprog jeg kender er lydighed, underdanighed og ivrighed. Det sprog vises med min krop, der opfører sig som en lydig dukketøs. Jeg er kun fokuseret på at ligge korrekt – spredte ben, så Chefen har fri adgang til hans kusse, hænderne foldet og i tiggestilling, munden åben og store dukkeøjne. Hjernen er kun fokuseret på at trækkevejret, og de ting som Chefen fylder i den – alt andet er overflødigt og unødvendigt for en dukketøs.

For mig er det en prøvelse at være en dukketøs – prøv at forestil dig, hvor svært det er ikke at sige en lyd under sex – blot at være koncentreret om at ligge stille og med en dukkes ansigt. Hvis jeg bliver straffet at stå lydigt, ikke vride mig og være stille – søge smerten til mig og arbejde med den. Jeg bliver et objekt for hans lyst og perverse tanker – det tænder mig mere end du kan forestille dig.

Jeg elsker at være hans dukke.

Jeg indrømmer det, jeg har frække tanker i mit tøsehoved.

De sidste par dage har jeg tænkt på min tøse metal plug. Jeg har et had/kærlighedsforhold til den. Jeg bryder mig egentlig ikke specielt om noget der foregår analt – selvfølgelig ikke en grænse for mig. Det har lydige tøser ikke. Men plug’en har den specielle egenskab, at den skærper mine tøsefølelser. Jeg bliver mere fokuseret på at yde optimal service overfor Chefen. Jeg kender min plads. Det lyder måske underligt, men det er sandt.

Har fantaseret om, hvordan Chefen placerede den om morgenen, og hvordan jeg skulle gennemgå dagens udfordringer – velvidende om, at jeg blive mere liderlig for hver time. Smerten bliver til liderlig- og lydighed.

Måske ville jeg kunne gøre mig fortjent til at blive kneppet?

Måske ville han bare tage mig, fordi det er hans ret?

Aller “værst” at jeg skulle give ham et blowjob uden selv at få lov at komme – hvilket vil efterlade mig som en totalt liderlig tøs, der har tjent sin ejer på bedste vis – sat hans behov før mine egne. De tanker tænder mig.

Livet er skønt som tøs…

Nogle gange er jeg vildt nærtagende – har let til tårer og pirrelig. Sådan har jeg det idag – føler mig slet ikke i balance med noget eller med min Chef. Føler mit tøsesind svigter mig – og det gør mig ked af det.

Jeg bider og snærer af Chefen, og bliver fornærmet over, at han ikke lige har tænkt på mig, hvis han eksempelvis smører mad. Samtidig bliver jeg også bare enormt ked af det – ked af jeg ikke magter det at være en god og lydig tøs. Jeg bebrejder mig selv for min sindstilstand.

Jeg føler mig som den dårligste tøs – totalt ubrugelig til at være hans ejendom.

Idag er det trist at være tut…

Jeg er lige kommet ind fra kulden. Jeg har skovlet sne. Nu er det ret kedeligt og rent faktisk hårdt at skovle den endeløse sne væk fra indkørsel og gangarealer – ville hellere sidde indenfor foran pejsen med café latte i hånden og god musik i baggrunden.

Men ak nej, sneen var så høj, at vi ikke kunne komme ud med bilen i formiddags. Måske det ikke var så smart med en lille sportsbil og sommerdæk?

Tut måtte i gang med at skovle sneen væk – ih hvor surt. Men så tænkte jeg på, at jeg var en tøs, der var i arbejdslejr. At jeg skulle være taknemmelig for, at jeg i det mindste havde støvler og tøj på kroppen, når jeg skulle udføre mit arbejde med at skovle sneen væk. At min Chef kan bruge mig til, hvad han ønsker – at jeg er hans viljeløse ejendom, dog blot afventer hans ønsker og ordrer.

Med de tanker i hovedet gik jeg og skovlede sneen væk – til gengæld blev jeg kneppet som belønning, da jeg kom ind i varmen igen.

Det er dejligt at være tøs – også selvom jeg skal skovle sne.

Jeg går meget og tænker på min før omtalte tøseopvaringskasse. Blive lagt bundet ned i kassen med en stor gag i munden. Min Ipod hvor Chefens stemme indoktriner mig til absolut lydighed. Måske har Chefen endda sat strøm til mig for at skærpe min koncentration og mit tøsesind.

Jeg fantasere om prøvelser, smerte, udfordringer og om at trænge dybere ned i mit tøseliv. Min krop higer efter at blive behandlet som en tøs – en tøs med mærker og ikke mindst blive behandlet for hans fornøjelses skyld.

Tøseopbevaringskassen er smart – den er beregnet til genstande, der kan pakkes ud og leges med for igen at lægge det bort. Helt perfekt for at forme en lydig tøs som mig.