apr 242013
 

Den lurer der hele tiden, og nogle gange ender den med at indfange mig. Hvad taler jeg om? – Jo, det jeg kalder den onde cirkel. Den onde cirkel er en række selvforstærkende elementer, der er med til at trække mig ned. Den fjerner mig fokus på Chefen og mit tøseliv.

Jeg ender som oftest med at blive vildt frustreret over tilstanden, og jo mere frustreret jeg er, jo mindre overskud er der til fokus på Chefen. Cirklen kan starte med, at en af os ikke har det store overskud og vi småskændes måske, dernæst kan jeg have svært ved at give slip og acceptere, at han har det sidste ord. Jeg bliver trodsig og sur – han bliver provokerende overfor mig – jeg bliver mere sur og ked af det – han gider ikke ulydige tøser – jeg bliver frustreret over, at han ikke gider mig. Dernæst skændes vi igen – og cirklen kører.

Det kan være svært at finde tilbage – for Chefen hjælper mig ikke, jeg skal selv finde vejen og viljen. Nogle dominante ville nok smække eller tryne tøsen på plads, men sådan er det altså ikke hos os. Nogle gange ville jeg bare ønske, at jeg ligesom blev nulstillet – fandt min plads.

Den onde cirkel er opslidende for mig – den dræner mig for energi.

jul 162011
 

Jeg er flov, og jeg er også lidt ked af det. Mest af alt fordi jeg har været en ulydig tøs.

Det er ikke altid lige nemt at være tøs, og det er slet ikke nemt, hvis man nogle gange føler sig uretfærdigt behandlet i en given situation. I sidste uge lod jeg mit temperament løbe af med mig, og jeg forvandlede mig fra en lydig tøs til en uopdragen kælling i løbet af få minutter.

Jeg blev faktisk så sur, at jeg gik væk fra min Chef i et stykke tid – jeg har brug for luft. Jeg var rasende, sur og ked af det samtidig – tårerene trillede af mine kinder, og alligevel var min stolthed for stor til, at andre mennesker skulle lægge mærke til det – så jeg tørrede øjnene hver gang, jeg mødte andre på min vej.

Efter et stykke tid fandt Chefen mig, og han skar ud i pap, at vi altså ikke lever i et ligestillingsforhold. Jeg var stadig tøsefornærmet og pigesur, så jeg var ikke til at hugge og stikke i. Hans mening og holdninger kunne egentlig rage mig en høstblomst. Men på en eller anden måde trænger Chefen alligevel ind til mig.

De sidste par dage har jeg bare været flov over min upassende opførsel. Jeg føler, at jeg har svigtet min Chef. Det gør mig ked af det.

dec 102010
 

Jeg kan lide hans duft – det er en blanding af tryghed, liderlighed og begær. Vi er i det hele taget begge to optaget af hinandens dufte. Men der er også andre ting, der tænder mig.

Jeg kan lide at få Chefens sæd udover min krop. Først mærke varmen fra den, mærke hvordan han smører det udover min krop, som var det en dyr eksklusiv creme. Dernæst hvordan sæden klister sig fast til min tøsekrop. Jeg ved ikke, hvor jeg finder det frækt, men jeg kan lide at iagttage mig selv på den måde.

Jeg kan lide lugten og smagen af Chefen. Jeg kan lide følelsen og tanken om, at han har brugt mig for hans egen fornøjelses skyld. At jeg har været en genstand i hans behov for at tilfredsstille sig. Det handler aldrig om i mit hoved, at jeg skal tilfredsstilles – får jeg lov at komme, er det udelukkende styret af Chefen. Heldigvis kan Chefen godt lide at få mig til at komme – så bliver der nemlig plaskvådt i min tøsefisse.

Jeg ved, at jeg har nævnt det før, men jeg tænder, når Chefen tænder. Hvis jeg på nogen måder skulle prøve at sætte ord på min egen tænding – så må det være at være til rådighed for min Chef. At være hans ejendom, han kan gøre ved, hvad han ønsker og lyster i en given situation. Jeg kan både elske blidt eller hårdt og brutalt – dog tænder jeg mere på den sidst nævnte 😉

Jeg tænder på, når han ikke går på kompromis med hans ønsker til mig. Hvordan Chefen forlanger lydighed, underdanighed og ivrighed fra min side. Hvordan hans hænder vælger, hvordan jeg skal kunne trække mit vejr, mens han bruger mig. Hvordan han kræver min orgasme, når han ønsker det – nogle gange igen og igen.

Jeg kan lide at mærke bagefter, hvordan Chefen har brugt mig. Mærke ømheden i tøsefissen eller brysterne – betragte min krops mærker og mit brændemærke. Noget af den finest udsmykning kan være striber med spanskrøret, der er spredt ud over min krop.

Jeg kan lide at betragte, det brændemærke Chefen har valgt til hans ejendom – mig. De piercinger Chefen har valgt at udsmykke min krop med – i det hele taget tænder jeg på at blive tøsificeret efter Chefens ønsker.

tut

nov 112010
 

Hvis du er fast læser, har du sikkert allerede bemærket det – tuts tøseliv har skiftet udseende, og er nu i en mere pink’et version. Indholdet vil dog være det samme, og det betyder et indblik i min tøseverden. Jeg lever som en 24/7 slavetøs, og er ejet af min Chef. Min blog omhandler stort og småt i mit tøseliv – det kan være de udfordringer eller glæder, jeg møder i livet.

Er du ny læser, så velkommen til 🙂 Jeg bliver altid glad for en kommentar eller lille hilsen, det er altid rart at vide, hvad der bringer dig til at læse min blog.

Håber I alle vil synes godt om de nye omgivelser 😉

tut – der er lettere pink indeni

okt 172010
 

Hvorfor kan det til tider være så svært at være lydig?

Det er ikke altid en dans på roser at være tøs. Det kan være ekstremt svært til tider. Jeg skal altid spørge om lov til at tage nogle steder – ikke at han skal kontrollere mig, men fordi jeg jo er hans ejendom. Igår havde jeg glemt at spørge om lov til at tage ud et par timer om eftermiddagen. Chefen blev selvfølgelig skuffet over, at jeg tror, at jeg kan handle på mine egne vegne. Da Chefen tager konfrontationen med mig – ved jeg faktisk godt, at jeg har fejlet. Jeg har taget en frihed – en beslutning, der ikke var min. Jeg er efterfølgende flov og faktisk ked af det. Dog skal jeg lige have afreageret inden, og hvor jeg dog hader at skændes med min Chef.

Det er sidder så dybt i mig, at jeg gerne vil være lydig. At være lydig indebærer også at spørge om lov til at tage nogle steder. Jeg får jo så sjældent nej, så jeg må lære at styre min egenrådighed og mit temperament.

Inderste inde bliver tut jo ulykkelig af at være ulydig.

tut

jun 172009
 

Forventningens glæde var stor, da jeg hentede min Chef i lufthavnen i forgårs. Dresset op i minnie kjole og med slangekrøller sat i rottehaler – det var sådan, at han ønskede at se sin tøs.

Jeg havde lovet min Chef en gave – Chefen elsker gaver fra hans tøs. Jeg har dog den regel, at Chefen ikke acceptere matrielle gaver, men ønsker gaver fra sin tøs’ krop eller sind. Derfor havde jeg stillet Chefen i udsigt en stramt opbundet tut i brysterne balancerende på mine balletstøvler iført halsbånd og gag.

Rebet strammede dejligt om mine bryster, og jeg måtte fokusere stærkt på at holde balancen på mine tåspidser i mine balletsko. Mine arme var bundet op bag på min ryg, og jeg var helt overladt til min Chefs nydelse. Chefens nydelse var at spanke sin tøs, men jeg stod og var fokuseret på ikke at miste balancen. Smerten fra rebet, slagene og støvler fik mig til være fokuseret på at adlyde og være til for Chefens skyld. Det blev for mig til liderlighedens smerte, da det tænder mig at lide for min Chef.

Det tænder mig at mærke smerten fra eksempelvis et spanskrør videnede, at det forbedrer mig som tøs. Jeg vil have, at han skal komme helt ind i min hjerne og sjæl og blive der. Når vi smelter sammen, så har jeg bedst. Jeg føler mig overtaget, og ikke mindst tænker jeg blindt som en tøs, der kun tænker på at adlyde og behage sin Chef. Oftest er den følelse meget stærk for mig, at jeg kan få helt tåre i øjnene af at tænke på den.

Det hele var et meget intens øjeblik, når jeg husker tilbage. Heldigvis har jeg minderne på mine balder og bryster – der afslører min nydelse. Men som den tøs, jeg er – så længes jeg igen efter liderligheds smerte…