dec 142011
 

Rebet strammes om min hals – jeg bliver mere fokuseret på min vejrtrækning. Jeg kan lide den magt, Chefen har over mig. Det er ham, der styrer, hvor meget luft, jeg skal have – og ikke mindst hvornår. Breath Control er nok noget af det, der kan fucke min hjerne hurtigst. Jeg kan svømme væk i tøseland på ganske kort tid.

Jeg bliver yderst formbar – og sårbar. Jeg indrømmer det gerne, jeg kan lide den følelse og tilstand. Min krop overgiver sig, og den kan ikke skjule, at den er ophidset og liderlig. Den længes efter Chefen kærtegn og ikke mindst brug. Breath Control er så lækkert, sanseligt og frækt og om end nok grænseoverskridende for nogle, at de ikke kan forbinde det med noget seksuelt. For mig handler det om underkastelse og magt – det er det jeg tænder på. Jeg tænder på, at Chefen er mig overlegen – at jeg bliver et stykke legetøj for ham.

Jeg kan lide at mærke, hvordan han bliver tændt af at have overtaget/magten over mig. Breath control behøver i min verden ikke udføres med reb – en fast hånd om min hals, kan gøre mig lige så blød i knæene. En hånd med en sort latexhandske, der holder mig for mund og næse er også et hit. Jeg tænder som sagt på overgivelsen, og den magt der er i situationen.

Heldigvis for mig, så er Chefen inde i periode, hvor han kan lide at kvæle sin tøs 😉 Hvor er jeg heldig…

jan 222011
 

Jeg kan høre, Chefen er i skabet med alt vores udstyr. Jeg står på badeværelset og tænker på, hvad han finder frem. Hvilket humør er han i? Hvordan skal jeg lide for ham? Jeg gør mig færdig, og går ind til Chefen.

Et tykt stykke reb har han i sine hænder, og han beder mig træde nærmere. Jeg betragter hans krop – jeg tænder på ham. Jeg tænder på at være hans ejendom. Han placerer rebet om min hals, og ved nu, at det næste stykke tid står på breath control.

Min krop giver efter, jeg kan ikke kæmpe imod  – jeg overladt til Chefens nåde og kontrol. Min hjerne har slukket for enhver rationel tankegang, og i min verden handler det nu kun om at tilfredsstille Chefen.

Jeg tænker i små glimt, at det er frækt, det vi har i gang i – min tøsefisse fortæller mig, at det rent faktisk er meget frækt. Den er våd, villig, tilgængelig og brugbar. Chefen kontrollerer min krop og ikke mindst min vejrtrækning. Jeg lytter til hans stemme, der guider mig, mens jeg sidder ovenpå ham. Jeg er så vant til at være lydig, at det forekommer mig helt naturligt. Jeg nyder at være hans genstand for hans perverse fantasier og tanker.

Efter brug kommer jeg langsomt til mig selv – han gav endda en sprøjteorgasme under akten, men alligevel summer jeg længe i sengen.

Jeg mærker prikkerne i huden – jo jeg er stadig i live 😉

nov 242009
 

tuttøse

Min krop giver efter, først musklerne, de bliver til gele – jeg kan ikke kæmpe imod, jeg har ingen kræfter – jeg overladt til din nåde og i din kontrol. Min hjerne har slukket for enhver rationel tankegang. Jeg befinder mig i tøseland, hvor der ikke eksisterer bekymringer og sorg – det eneste fokus, jeg har tilbage, er rettet imod dine instrukser, tanker og bevægelser.

Jeg kan lide at være i den tilstand – jeg ligefrem nok søger den nogle gange. Især hvis jeg skal belønnes med en orgasme, og måske har svært ved at finde fokus, så prøver jeg at få Chefen til at aflæse mit ønske om ikke at kunne bestemme, hvornår jeg skal kunne trække vejret. Det er frigivelsen af kontrollen, jeg tænder på – at Chefen bestemmer og vælger for mig. At jeg intet valg har – andet end det Chefen har valgt for mig.

Der findes jo mange former for breath control. Nogle af dem har jeg beskrevet herneden under;

Jeg har en åndedrætskontrol maske i latex, hvor der er et lille bitte hul i, hvilket bevirker, at man skal trække vejret yderst kontrolleret for ikke at gå i panik. Masken sidder helt tæt, og hvis man samtidigt synes latex dufter herligt, så er det bare sagen. Personligt kan jeg nu bedre lide åndedrætskontrol, hvor Chefen styrer mig. Men masken er god til disciplin, men hvis du er nybegynder, så hold dig fra den maske, da man let går i panik. Når man er i panik, er det svært at rode med lynlåsen, der lukker masken tæt.

Klassikeren med en plastikpose – ih den er bare god. Langsomt kan jeg ikke trække vejret, og jeg lader Chefen om at styre, hvornår jeg skal trække vejret og ikke. Måske er jeg også tilpas forskruet i mit hoved, at jeg finder det primitivt og alligevel så anvendeligt med en gennemsigtig plastikpose, der oftest anvendes til fødevarer og ikke til lydige tøser som mig.

Positur halsbånd som åndedræts kontrol – jeg har et stort bredt gummi halsbånd, der kan spændes så meget ind, at jeg har meget svært ved at trække vejret. Jeg kan mærke, hvordan jeg langsomt får mindre ilt til hjernen. Kombineret med at Chefen placerer sine hænder over mine luftveje, er jeg helt i tøseland.

Jeg har da også drømme og billeder omkring åndedræts kontrol – eksempelvis at blive “druknet” i en balje, eller være bundet til noget, hvor vandstanden stiger. Tror egentlig jeg tænder lidt på dilemma situationer, hvor tiden og handlingen er afgørende for mig. Dilemma situationer er nok generelt noget, jeg tænder på, og ikke bare noget med åndedræts kontrol at gøre.

Jeg har ikke skrevet dette indlæg for at få en lang moral prædiken med, hvor farligt det kan være at praktisere åndedræts kontrol. Det eneste regel er, at du aldrig må praktisere åndedræts kontrol alene – ingen kan hjælpe dig, hvis det uheldigvis skulle gå galt.

Indtil da – tag en dyb indånding…