okt 222015
 

Smæk

Halsbånd, tatoveringer, piercinger og andre former for mærkninger af slavinder og tøser kan fjernes, så de næsten ikke er synlige. Et brændemærke kan derimod være ganske svært at fjerne, hvis man er god til at danne ar. Et A bryder min højre balle, og det har efterhånden siddet der i mange år. Mærket er blevet en naturlig del af mig. Til  daglig tænker jeg ikke så meget over det…

Men det sker, at jeg stopper op og betragter det i spejlet efter et bad. Hvis jeg får smæk, og mine balder hæver op, så bliver mærket lettere ømt – og A’et træder mere frem. Jeg ved, at Chefen kan lide at betragte det, når det er sådan. Han har endda her på det sidste talt om at få brændt det op igen, så det bliver fint lyserødt. Tanken er både skræmmende, og alligevel ved jeg, at jeg vil tage udfordringen op med stolthed. Stolt over at få lov til at være hans og bære det mærke, han har valgt til mig.

For mig betyder det noget, at mærket ikke kan fjernes. Jeg kender min plads, og hvis jeg mod forventning skulle søge væk – så ville det ikke være fedt at møde en anden mand, og tilbyde ham noget, en anden ejer. Den tanke ligger mig også meget fjern, nærmest på grænsen til at være vulgær.

Nu er brændemærkning jo ikke for sjov – ikke noget man bør gøre, hvis man ikke er sikker i sin sag. En kvinder, der møder en dominant mand, bør jo tænke sig lidt om – inden hun underkaster sig og lader sig mærke permanent. Det skal føles rigtig indeni og slet ikke være en forhastet beslutning. Jeg har desværre set flere tilfælde i miljøet af brændemærkninger, hvor det ikke var gennemtænkt. Men det skal så også sige, at jeg overvejende har oplevet det modsatte, hvor mærkningen har været overvejet og gennemtænkt, og hvor partnerne stadig er sammen. Det er smukt i mine øjne.

 

apr 042012
 

For 3 år siden gik jeg lettere rystende ind til min brændemærkning. Jeg vil lyve, hvis jeg skrev, at jeg ikke var nervøs. Jeg var meget spændt, men også sikker på, at jeg ville gennemføre det. Jeg frygtede mest af alt, at det ville gøre mega ondt – ligesom når man brænder sig på et varmt fad i ovnen. Heldigvis var det slet ikke så slemt, som jeg forestillede mig.

Nogle vil sige, at det blot er en kropsudsmykning, men for mig er det mere end det. Der lægger mange følelser og tanker bag det brændemærke – og en stolthed, der er svær at beskrive med ord. Her 3 år efter er mærket stadig tydeligt – men desværre ikke så meget som i starten. Jeg tænker egentlig ikke så meget over mærket til daglig, som jeg gjorde i starten. Det er nok blevet en naturlig ting for mig, at sådan ser jeg ud. Dermed ikke sagt, at jeg ikke er stolt af mærket – for naturligvis er jeg det. Brændemærket vil jeg aldrig kunne løbe fra – jeg vil ikke kunne løbe eller frasige mig hans ejerskab over mig. Det er da en smuk tanke 😉

Dagen er vel også en anledning til at gøre status for det seneste år. Jeg ved ikke, om jeg har rykket mig så meget det seneste år. Tingene føles bare naturlige for mig. Jeg tænker ikke så meget over de små ting og underkastelsen i hverdagen. Dermed ikke sagt, at jeg ikke gør mig umage og ikke ønsker at behage min Chef – for det er stadig omdrejningspunktet for mig.

Jeg kan da godt håbe på, at vi det næste år bliver bedre til at være mere kinky og perverse. Det savner jeg lidt – vi skal være lidt mere vilde og eksperimenterende, end vi har været det seneste år. Jeg vil gerne have flere af de oplevelser, hvor jeg overkommer forhindringer og udfordringer i min underkastelse, der gør mig lille og sårbar – og alligevel bliver jeg samlet op af ham på den anden side. Sådan havde jeg det også med brændemærkningen – en stor udfordring for mig, og Chefen var der heldigvis for mig hele vejen igennnem 🙂

feb 242012
 

Brændemærkning – jo jeg er skam mærket af min chef. Det er et permanent mærke, der ikke forsvinder i vask.

Jeg er bestemt ikke en ung tøs, der flakker rundt i miljøet (læs skifter ejer) – mit brændemærke er velovervejet, og der lægger bestemt mange følelser bag det. Det er ikke noget, jeg har gjort for sjov, eller fordi jeg finder det spændende…ah lidt spændende er det vel altid. Det er lige straks 3 år siden, at Chefen lod mig brændemærke. Der er sket så meget på 3 år, hvis man tænker tilbage. Jeg har udviklet mig under hans stærke vinge, og jeg er inderligt stolt af at kunne kalde mig hans tøs. Tror folk der kender mig, vil sige, at jeg er blevet mere rolig og balanceret.

Jeg er nået langt med at få mine tanker på rette kurs. Her tænker jeg nok mest på, at brikkerne er faldet på plads i mit hoved. Dominansen er ikke længere en irriterende brik, der ikke rigtig vil falde på plads. Selvfølgelig har jeg dage, hvor jeg er oprørsk, sur og ikke har tænkt mig at indordre mig under Chefen. Men han formår gang på gang at få mig ledt på rette vej. Jeg tror, at hemmeligheden er, at han ikke går på kompromis med hans ønsker for mig. Chefen formår at få mig derhen, hvor han ønsker. Lykkedes det ikke første gang, så giver han ikke op. Det er jeg taknemmelig for 🙂

Chefen har meddelt, at det snart er tid til, at mit mærke skal brændes igen, så det er tydeligt, hvem der ejer mig.

apr 052011
 

I de her dage er det 2 år siden, at Chefen lod min krop brændemærke. Et smukt A bryder min højre balde. På en måde føles det som at komme hjem – en følelse af at være ejet fuldstændigt. Nogle vil sige, at det blot er en kropsudsmykning, men for mig er det mere end det. Der lægger mange følelser og tanker bag det brændemærke. Jeg kan stadig få tårer i øjnene af lykke, når jeg tænker tilbage på den dag. Det betyder meget for mig.

Der var intet rituelt over det – vi er ikke til opstillede mystiske ritualer og seancer. Smukt, rent og kærligt er de ord, der bedst kan beskrive mærkningen. Ja, jeg var selvfølgelig nervøs, men slet ikke i tvivl om, at jeg ville gennemføre mærkningen. Jeg blev blidt holdt af min Chefs stærke arme, der kærtegnede min nakke og ryg, imens jernet ramte min krop.

Mærket vil jeg aldrig kunne løbe fra – jeg vil ikke kunne løbe eller frasige mig hans ejerskab over mig. Jeg skrev før, at det måde føles som at komme hjem. Det skal forstås på den måde, at jeg stort set altid har længtes efter et seriøst ejerskab. Ikke et for sjov game, hvor man er lige i hverdagen. Jeg vil den ægte dominans – og han må aldrig give slip på dominansen. Det skal være hans personlighed, og forekomme ham naturligt at holde tøs. Først der vil jeg kunne give mig hen – lade mig føre i den retning, han ønsker for mig. Derfor er jeg kommet hjem, i og med Chefen har gjort mig til hans ejendom.

Jeg er kommet langt i min underkastelse, og tingene er nemmere nu end for blot nogle år siden. Jeg accepterer, Chefens valg for mig. Jeg er hellere ikke bange mere – ikke at jeg har været skrækslagen eller lignende. Men det kan være en stor mundfuld at lade sig styre af et andet menneske. At frasige sig rettigheden til selv at kunne bestemme. Det vil være en fejl at vurdere mig til at være et svagt menneske, hvilket nogle måske vil gøre ud fra min blog. Jeg har mine meninger og holdninger – jeg ytrer dem også gerne, men i sidste ende vælger jeg at følge det, Chefen mener er bedst for mig. Hvorfor vil nogen sikkert spørge? Fordi jeg kan og vil, vil jeg sikkert svare. Jeg har lysten til at leve på den her måde – til at være ejet med alt, hvad det indebærer – for nej det er ikke altid en dans på roser, hvor de perverse oplevelser blomstrer som en velplejet have midt på sommeren. Der er medgang og modgang ligesom i almindelige forhold.

Et 24/7 forhold skal plejes og passes ligesom alt andet i vores liv. Men lysten og viljen er nu de vigtigste ingredienser for succes. Jeg havde lysten og viljen til at blive mærket som slavetøs. Chefen har lysten og viljen til at føre mig sikkert i den retning, han ønsker for mig. Jeg lader mig føre…