Jeg vidste faktisk ikke, at jeg havde savnet den, før bagefter. For et par år siden fik vi designet en maske efter mål – det vil sige, at den sidder perfekt om mit lille tøsehoved. I toppen er der lavet plads til at mit lange lyse hår kan komme i en hestehale. Skindet er det blødeste lammeskind, og den er bare superbehagelig at have på.

Chefen gav mig den på sammen med mit positur halsbåndet og en gag. Jeg svømmede hurtigt og sikkert til tøseland. Det er lidt svært at beskrive med ord, hvad der sker indeni mig. Men det er som om alle forbehold, dannelse og tanker bare stopper på engang. Jeg er i en tilstand af ligegyldighed, og alligevel fokuseret på at ligge helt korrekt, trække vejret korrekt, have tomme åbne store øjne og vise tøseneglene frem. Tror bedst jeg kan beskrive det som, at jeg bare overgiver mig fuldstændigt.

Min krop overgiver sig naturligvis også – den bliver meget fokuseret på Chefens behov. Våd, villig og indbydende. Jeg mærker det mest af alt, når min tøsekrop eksploderer, fordi Chefen har givet mig flere sprøjteorgasmer på stribe. Min krop er smurt ind i væsken, men jeg er ligeglad, det er jo det Chefen ønsker – en våd og villig tøs skabt til brug efter hans hoved.

Jeg håber der bliver flere aftner med masken, hvor jeg kan tage en tur til tøseland

Jeg tror, at jeg er et tålmodigt menneske.  Jeg lader mig ikke nemt hidse op ad ligegyldigheder. Jeg bilder mig ind, at min tålmodighed hjælper mig i min underkastelse? Jeg tror faktisk, at det er en fordel, fordi man har en tendens til at være afventende, rolig og måske også mere tilpassende.

Det generer mig ikke at vente på min Chef, når han er til møde. Sådan er det lige nu, han er til møde og jeg sidder og venter tålmodigt på ham. Jeg tænker mere på, hvad der kan gøre ham glad – for det gør i sidste ende mig mere glad. Jeg henter og bringer ham gerne – ikke fordi han ikke selv kan finde ud af det, men fordi jeg ved, at det gør ham glad.  Som jeg har nævnt tidligere i nogle af mine blogindlæg, så holder jeg meget fast i de små glæder til at pleje vores bdsm forhold og ikke mindst min egen underkastelse.

Men hvad er det, der for en til at ofre sig selv for et andet menneskes velbehag? Sagt med andre ord, hvad er det, der driver mig til denne underkastelse? Uh hvis jeg havde et klokkeklart svar ville jeg gerne formidle det videre, men det har jeg ikke. Jeg nok bedst beskrive det som en dybtfølt trang. En trang der gør mig lykkelig, når jeg får lov til at give mig selv til Chefen. Det skal understreges, at dennne trang til underkastelse ikke kan udføres på hvem så helst. Det er ikke sådan, at jeg får en lykkerus af at underkaste mig tilfældige mennesker på min vej gennnem livet.

Jeg har inden, jeg mødte Chefen været klar over, at at jeg ønskede at møde en dominant mand, jeg kunne give min underkastelse til. Men igen så ikke hvem som helst. Jeg har bevæget mig i bdsm miljøet i omkring 14 år nu – ja jeg startede tidligt. Selvom jeg har kendt andre mænd, så har de ikke fået denne gave, og det var et helt bevidst valg fra min side. Det skulle føles helt rigtigt, og ikke være en underkastelse for sjov.

Jeg har tidligere beskrevet processen med at komme til den erkendelse, at man vil et bdsm forhold 24/7, så det vil jeg spare jer for her. Dog vil jeg nævne, at det er en proces, og ikke bare noget man beslutter sig for over natten. Det kræver tid, indsats og lange samtaler. Det er jo naturligvis også noget, man skal være enige om – man kan ikke køre et bdsm forhold, hvor kun det ene part er afklaret med det.

Nu tilbage til det med tålmodighed, jeg mener, at denne hjælper mig dagligt med mine udfordringer. Hvis jeg ikke havde en stor tålmodighed, ville jeg ikke være så overbærende med de ting, jeg synes kan være irriterende. De irriterende ting kan være både store og små. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg kan have temperament. Mit temperament ville komme meget mere til udtryk, hvis jeg ikke havde denne her store tålmodighed. Temperament og lydighed hænger sjælent godt sammen – i hvert fald ikke hjemme hos os.  Jeg bliver nemt en bitch, hvis først jeg er blevet irriteret. Er der noget Chefen ikke kan døje, så er det kvinder der bare bitcher.

Nå nu kom der en sms fra Chefen, han er færdig med hans møde, og han vil hentes

Jeg kan lide smerten, når du trækker mig i mit lange lyse hår. Jeg kan nogle gange være nervøs for, at du river håret ud af mit hoved. Jeg tænder på dine stærker hænder omkring min hals, men du knepper mig – fordi du har lyst. Jeg kan lide, når du behandler mig som en genstand under sex. En genstand til brug for din lyst. Jeg tænder på dit begær, jeg ved næsten intet bedre.

Jeg har brugt de sidste par dage til at reflektere over flere ting. Blandt andet hvorfor jeg elsker dig, og stadig kan være nyforelsket i dig. Vi har lige straks kendt hinanden i 5 år. Tiden er nærmest fløjet afsted – til trods for vi har haft en del udfordringer i vores hverdag. Jeg ved, at sammen er vi stærkest. Det føles forkert, når du ikke her – jeg savner dig.

En anden ting jeg har tænkt over er min brændemærkning. Det er snart 3 år siden, at du lod mig brændemærke med et flot A på min højre balde. Jeg kan forstå på andre mennesker i bdsm verden, at de permanente mærke er overskridende for de fleste. Jeg har aldrig været i tvivl om, at det var helt rigtigt. Jeg kan stadig få tårer i øjnene af at tænke på, hvor smukt det egentlig var. Smukt, rent og enkelt – ligesom vores kærlighed til hinanden.

Et halsbånd kan tages af – et brændemærke er for evigt. Jeg er din for evigt

Jeg har fået følgende spørgsmål: Som trofaste læser af din blog blev jeg og min kvinde lidt nysgerrig for at høre, hvordan du håndterer den mentale del af din underkastelse – altså hvordan du ren tankemæssigt holder dig selv på det rette spor, og finder og fastholder den rette motivation i hverdagen?

Hmm spørgsmålet er jo ret relevant, men jeg kommer til at svare mere overordnet på det. Netop fordi, så mange ting hænger sammen i et bdsm forhold, der kører 24/7.

Underkastelsen er så enkel og alligevel så svær – sådan tænker jeg selv tit. Underkastelsen er ikke svær, hvis den er drevet af ægte motivation fra én selv. Så kan man i virkeligheden holde den kørende ret længe uden problemer. Der hvor det for alvor bliver svært og til tider vanskeligt er, når overskudet er ikke eksisterende, eller ens forventninger ikke stemmer overens med virkeligheden. Det kan også være vanskeligt at holde motivationen, hvis kravene til en som tøs er for vanskelige og uoverskuelige.

Det første man skal beslutte sig for er, om man vil underkastelsen som helhed. Altså om man også vil underkaste sig et andet menneske, også når de svære situationer opstår – for de opstår i alle parforhold, derunder også bdsm forhold. Det kræver måske en del overvejelse inden man er klar til at underkaste sig 24/7. Det er et stort valg, og man skal ikke presses ud i dette valg. Valget skal komme fra hjertet og være velovervejet. Det vil sige, at du skal lytte til dig selv og ikke, hvad du tror en eventuel ejer forventer af dig. Din underkastelse er dømt til at mislykkes, hvis den ikke er helhjertet og oprigtigt. Der er intet i vejen for at dyrke bdsm i soveværelset onsdag og lørdag aften, men det er ikke det, der tænder mig/os.

Når valget er truffet, er det jo blot at følge det. Men det er ikke altid så enkelt…

Udfordringer vil der selvfølgelig komme undervejs. Selv har jeg oplevet nogle stykker undervejs – og en enkelt gang har jeg også sagt, at jeg ikke havde lyst til at være hans tøs, hvis det skulle være på den måde. Dengang følte mig enormt uretfærdig behandlet. Heldigvis kender min Chef mig rigtig godt, og han fik alligevel mig på rette vej igen. Faktisk så er uretfærdighed i mine øjne nok noget af det, der kan få læsset til at vælte for mig. Hvis jeg synes, at noget er uretfærdigt, så bliver jeg simpelthen så stædig. Jeg bliver ensporet, og jeg vil holde på min ret for enhver pris – og det er ikke særlig lydigt. Får jeg smæk for min ulydighed, så får Chefen mig ikke til at indrømme min fejl – jeg koger indvendigt af raseri. Selvfølgelig kan Chefen smække mig så hårdt, at jeg bliver nødt til at indrømme min fejl, men der skal en del til – og oftest mener jeg det ikke oprigtigt før efter et stykke tid.

Men tid er noget underligt noget, for bagefter kan jeg godt se, at jeg ikke nødvendigvis havde ret, og jeg har opført mig meget upassende. Det kan gøre mig ked af det. Nok mest af alt, fordi jeg ved, hvor meget lydighed og loyalitet betyder for min Chef.

Men hvordan når man udover sin stædighed og ikke mindst holder fokus på underkastelsen, når det er svært. Jeg vil nok sige, at det er et samspil mellem den underkastede og den dominerende. Det nytter ikke noget, at den dominerende står og råber og skriger af den underkastede, fordi vedkommende ikke gør, som han forventer. Nogle gange har man brug for hjælp til at komme derhen, hvor han ønsker det. Måske skal man have hjælp til at forstå, hvorfor han ønsker noget bestemt af én. Oftest stritter vi mennesker imod, hvis vi er usikre på noget nyt og ukendt – noget vi ikke kan forstå. Sådan er det også med tøser og dominans. En forklaring, et hint og en samtale kan for én til at forstå – og når man forstår, er det langt nemmere at acceptere, lære og forstå – og dernæst udføre.

Jeg har ingen sikker opskrift på, hvordan man kan holde motivationen over længere tid. Men noget af det, der virker for mig, er de små glæder. Det vil sige, ting jeg ved med sikkerhed vil behage ham. Som tøs har man også brug for ros og anerkendelse – vide at man gør en forskel for sin ejer. Ros og anerkendelse kan have en god indvirkning på ens motivation.

Det kan også hjælpe på ens motivation at tænke tilbage på, hvorfor man netop har truffet det valg om at leve i et 24/7 forhold med dominansen som omdrejningspunktet. Personligt ved jeg, at det er sådan her, jeg er mest lykkelig. Jeg er rolig og trives i mine vante omgivelser, og jeg sætter en ære i at være der for Chefen.

Jeg tror, det er en fejl, når andre mennesker har et billede af, at bdsm forhold kan være rosenrødt hele tiden. Som jeg også har nævnt før i dette blogindlæg, så er der gode og mindre gode dage. Dage med store udfordringer, hvor man kan tænke “Han kan rende mig“.  Måske en anelse trodsighed (er trodsighed et ord? …nå ligemeget). Jeg vil faktisk sige, at det er alfa og omega, at man kender hinanden her. For når man som underkastede er på vej ud af denne forkerte vej, så skal man simpelthen have at vide, hvor skabet skal stå. Ellers kan det nemt ende meget galt.

Jeg vil også lige knytte en kommentar – det er MEGET vigtigt, at man som underkastede kan regne med den dominerende. Her tænker jeg på, at der ikke skal være usikkerhed i dominansen. Det skal ikke være muligt for den underkastede at manipulere sig til et andet resultat. Det er ganske naturligt at efterprøve dette til tider- og jeg tager mig selv i at gøre det nu og da. Problemet ved dette er, at vist først filmen knækker her – så mister jeg respekten for den dominante. Ingen respekt = ingen underkastelse i min verden.

Det nytter heller ikke, hvis den dominate kommer med et stort katalog over, hvordan han ønsker hans tøs skal være. Her tænker jeg alt fra påklædning, fremtoning, seksuelt og i forhold til andre mennesker. Præsenterer det i små bider, så man har en chance som underkastet at imødekomme alle de nye krav og indtryk. Hvis man har for mange regler og krav, vil man fejle mange gange – og chancen for at give op undervejs er stor. Det er ærgeligt. Men jeg ved også, det er en svær balancegang for den dominerende, der kan have svært ved at have tålmodighed nok til at bevæge sig langsomt frem.

Held og lykke med at holde fast i dominansen i jeres bdsm forhold.

tut

Jeg føler mig nogle gange så heldig. Heldig fordi jeg har Chefen, og han har mig. Det er heldigt, at man på 4. år stadig er forelsket og kan føle lykke, når man putter sig ind til Chefen. Jeg smiler, når jeg skriver dette.

Jeg vil i 2012 samle på flere lykkeglimt. Jeg ved dog også, at jeg er mere lykkelig, når jeg er lydig. Chefen kan nemlig bedst lide en lydig tøs – og når han er glad, så er jeg også glad. Så 2012 kommer også til at handle om at være mere lydig. Jeg er godt på vej, men der er altid plads til forbedringer på den front.

tut

Jeg kan mærke, at jeg har lyst til, at der skal ske noget grænseoverskridende – en af de der oplevelser, jeg kan leve længe på – være høj på længe. Jeg trænger simpelthen til en tur udover kanten – jeg savner, at der skal gå så lang tid imellem. Og alligevel synes jeg, det er noget møg, når jeg står i situationen. Måske er den en slags had/kærlighedsforhold, jeg er afhængig af?

Afhængig af underkastelsen og smerten? Afhængig af at komme derud, hvor jeg bare give slip – er ligeglad og lader mig forme. Det er supernemt at drømme om smæk, nåle, breath control og lussinger – men nogle gange er det svært at håndtere, når man så får det. Måske er smerten helt forkert den dag, og alligevel er man tændt på, at der endelig sker noget af det, man går længes efter. Det er en følelse, der er svær at beskrive helt – men måske kender du den allerede?

Nogle gange ender det godt, og andre gange ender det i frustration, fordi man ikke kan tage imod det, ens dominerende ønsker for én. Afhængighed er en underlig størrelse. Gang på gang ser jeg mig selv søge mod de oplevelser, som en slags narkoman, der lige må have det sidste fix, selvom h*n ved det er farligt.

Jeg anser mig selv som afhængig af at være underkastet for at kunne være lykkelig. Jeg tænder på smerte, og jeg kan bliver helt høj på den. Afhængig af Chefen – ja det er jeg

Rebet strammes om min hals – jeg bliver mere fokuseret på min vejrtrækning. Jeg kan lide den magt, Chefen har over mig. Det er ham, der styrer, hvor meget luft, jeg skal have – og ikke mindst hvornår. Breath Control er nok noget af det, der kan fucke min hjerne hurtigst. Jeg kan svømme væk i tøseland på ganske kort tid.

Jeg bliver yderst formbar – og sårbar. Jeg indrømmer det gerne, jeg kan lide den følelse og tilstand. Min krop overgiver sig, og den kan ikke skjule, at den er ophidset og liderlig. Den længes efter Chefen kærtegn og ikke mindst brug. Breath Control er så lækkert, sanseligt og frækt og om end nok grænseoverskridende for nogle, at de ikke kan forbinde det med noget seksuelt. For mig handler det om underkastelse og magt – det er det jeg tænder på. Jeg tænder på, at Chefen er mig overlegen – at jeg bliver et stykke legetøj for ham.

Jeg kan lide at mærke, hvordan han bliver tændt af at have overtaget/magten over mig. Breath control behøver i min verden ikke udføres med reb – en fast hånd om min hals, kan gøre mig lige så blød i knæene. En hånd med en sort latexhandske, der holder mig for mund og næse er også et hit. Jeg tænder som sagt på overgivelsen, og den magt der er i situationen.

Heldigvis for mig, så er Chefen inde i periode, hvor han kan lide at kvæle sin tøs Hvor er jeg heldig…

Det er ikke superlet for tiden. Jeg føler selv at jeg glider i spændningsfeltet mellem ekstrem lydig og uartig tøs. Der er ikke noget reelt mønster i min opførsel.

Lige i situationen, når jeg er en uartig tøs, der er jeg faktisk ligeglad – jeg vil bare have min vilje, og det skal være nu. Den uartige tøs dukker ikke så tit op, men hun har alligevel været fremme en del gange på det sidste. I hvert fald nok gange til, at jeg selv har bemærket hende. Jeg bryder mig ikke om den uartige tøs – for den uartige tøs er ligeglad med Chefen. Jeg ønsker bestemt ikke at være ligeglad. Den uartige tøs sætter sig selv i første række, og universet drejer rundt om hende. Det er i min verden ikke særlig artigt eller tøseagtigt.

På den anden side dukker der også en fin tøs frem nogle gange, der kun er ude på at behage Chefen. Hun er fin og servicerende af natur. Jeg kan lide hende, og jeg ved, at hun gør Chefen glad og tilfreds. Hun er afventende og tager gladeligt imod Chefens behandling og ønsker – brok eksisterer ikke i hendes verden, for hun taler ikke. Hun er som en fin dukke, der kan leges med.

De tøsers opførsel er som 2 poler, og jeg kan mærke, at det gør mig ked af det, at jeg ikke kan finde fokus. Fokus til at gøre mit tøsejob godt nok til, at den uartige tøs ikke dukker frem af mørket. Fokus til at finde en glæde og ære i at servicere min Chef. Lige nu synes jeg, at jeg befinder mig midt imellem – forvirret og uden retning. Det gør mig trist…meget trist faktisk.

Tilstanden har været her i et stykke tid, og jeg har svært ved at se en retning, jeg skal følge for at komme videre. Måske tiden eller Chefen viser mig vejen?

Min tøsehjerne har arbejdet på højtryk siden i går formiddags. Den fordøjer og genlever oplevelser, følelser og indtryk fra Chefens brug af mig. Det føles lidt som at blive sendt tilbage til min plads med et ordentlig slag. Samtidig med en erkendelse fra mig selv om, at jeg har savnet det. Hvad er det så i virkeligheden, jeg har savnet?

Jeg har savnet den rå brug af min krop som en genstand for Chefens lyst. Tænk at så enkle midler som en gag, et positur halsbånd og noget reb kan fucke min tøsehjerne helt op. Jeg må indrømme, at jeg nogle gange overraskes over, hvor simpelt det kan være. Erkendelsen af at der ikke skal mere til…for at få mig helt derud. Derud hvor jeg er ligeglad, og blot er en tøsedukke, der er til for Chefens fornøjelse.

En dukke Chefen kan sætte strøm til i brystvorterne for at få mere lydighed frem. Styrken øges og smerten intensiveres i mine følsomme brystvorter, men samtidig kan jeg mærke liderligheden rulle ind over min krop, som en bølge der slår mod strandbredden…igen og igen. Jeg er simpelthen maks liderlig, og kan ikke røre mig, da jeg er bundet med reb. Jeg er helt og holdent i Chefens hænder – det er ham, der bestemmer, hvad og hvornår jeg skal noget. Min tøsefisse er vældig våd, og skriger nærmest efter min Chef. Jeg nærmest allerede kommer i mindre sprøjteorgasme, da Chefens hænder går på opdagelse i min fisse. Denne mindre bliver hurtigt fuldt af en række større orgasmer – uhh det er noget min tøsekrop kan lide. Jeg kan lide at blive brugt, ikke have et valg – jeg elsker at mærke hans begær og perverse tanker blive til virkelighed. Det kan nærmest ikke blive for meget for mig.

I dag har jeg haft overordentlig svært ved at holde fokus – og dette til trods for at jeg var til et vigtigt møde. Min tøsehjerne tænkte på sex, smerte og underkastelse. Fantasierne og tankerne stod i kø – min underkastelse og mit behov for at lide for Chefen er vakt til live. Glæder mig til at få Chefen hjem imorgen, hvor jeg vil lide for ham ekstra meget. Det tænder nemlig mig…når han tænder.

Der kan være bagsider i at leve i bdsm forhold, hvor det foregår 24/7. Et af det lidt svære elementer for mig er at give mig selv lov til at fokusere på andre ting end Chefen. Eksempelvis var jeg en tur i Odense i går, hvor jeg mødtes med nogle veninder. En tur der har været aftalt i flere måneder i forvejen – og jeg havde selvfølgelig fået lov af Chefen i forvejen.

Alligevel kan jeg tage mig selv i at have dårlig samvittighed overfor Chefen – at jeg ikke er der til at varetage og servicere hans behov. Jeg føler, at jeg svigter ham – til trods for, at jeg udemærket ved, at han sagtens kan klare sig selv. I stedet for 100% at nyde min tur med tøserne, bliver jeg fokuseret på, om jeg nu kommer for sent hjem eller om der er mad til ham. Min hjerne er simpelthen tunet til at servicere ham, at den har svært ved at holde fri.

Om det er godt eller skidt – det afgør jeg vel egentlig ikke. Men måske Chefens hjernevask har gjort mine tanker mere rene og fokuseret på hans behov?