apr 242013
 

Den lurer der hele tiden, og nogle gange ender den med at indfange mig. Hvad taler jeg om? – Jo, det jeg kalder den onde cirkel. Den onde cirkel er en række selvforstærkende elementer, der er med til at trække mig ned. Den fjerner mig fokus på Chefen og mit tøseliv.

Jeg ender som oftest med at blive vildt frustreret over tilstanden, og jo mere frustreret jeg er, jo mindre overskud er der til fokus på Chefen. Cirklen kan starte med, at en af os ikke har det store overskud og vi småskændes måske, dernæst kan jeg have svært ved at give slip og acceptere, at han har det sidste ord. Jeg bliver trodsig og sur – han bliver provokerende overfor mig – jeg bliver mere sur og ked af det – han gider ikke ulydige tøser – jeg bliver frustreret over, at han ikke gider mig. Dernæst skændes vi igen – og cirklen kører.

Det kan være svært at finde tilbage – for Chefen hjælper mig ikke, jeg skal selv finde vejen og viljen. Nogle dominante ville nok smække eller tryne tøsen på plads, men sådan er det altså ikke hos os. Nogle gange ville jeg bare ønske, at jeg ligesom blev nulstillet – fandt min plads.

Den onde cirkel er opslidende for mig – den dræner mig for energi.

apr 092012
 

Chefen og jeg går tit og småsnakker om alt mellem himmel og jord. Vi har haft en interessant diskussion omkring dominans. Særligt det at leve i et 24/7 forhold, hvor der kan være andre udfordringer, end hvis man dyrker bdsm som en slags kinky hobby i soveværelset.

Det kræver især ansvar og overblik fra den dominantes side. Det at bruge den tildelte magt med omtanke og i respekt for den underkastede. Jeg ved, at jeg er i trygge hænder, og at Chefen vil gøre sit yderste for at passe på mig. Ligesom jeg ved, at han værdsætter mig. Det er efter min mening vigtige elementer i et sundt bdsm forhold, hvor begge parter blomstre.

Trives den underkastede ikke, bliver det svært at indfri den dominantes krav og ønsker. Næsten lige meget hvor meget man anstrenger sig, bliver det aldrig helhjertet, hvis man ikke trives. Dermed ikke sagt, at man skal dominere på den underkastede præmiser. Jeg er ikke tilhænger af topping from the button. Jeg kan kun have beundring for de dominante, der har en naturlig indlevelsesevne og føling med, hvor deres underkastede er henne, og hvad de kan forlange af dem. Det er smukt i mine øjne…og jeg tiltrækkes af dette.

tut

 

jan 052012
 

Jeg har fået følgende spørgsmål: Som trofaste læser af din blog blev jeg og min kvinde lidt nysgerrig for at høre, hvordan du håndterer den mentale del af din underkastelse – altså hvordan du ren tankemæssigt holder dig selv på det rette spor, og finder og fastholder den rette motivation i hverdagen?

Hmm spørgsmålet er jo ret relevant, men jeg kommer til at svare mere overordnet på det. Netop fordi, så mange ting hænger sammen i et bdsm forhold, der kører 24/7.

Underkastelsen er så enkel og alligevel så svær – sådan tænker jeg selv tit. Underkastelsen er ikke svær, hvis den er drevet af ægte motivation fra én selv. Så kan man i virkeligheden holde den kørende ret længe uden problemer. Der hvor det for alvor bliver svært og til tider vanskeligt er, når overskudet er ikke eksisterende, eller ens forventninger ikke stemmer overens med virkeligheden. Det kan også være vanskeligt at holde motivationen, hvis kravene til en som tøs er for vanskelige og uoverskuelige.

Det første man skal beslutte sig for er, om man vil underkastelsen som helhed. Altså om man også vil underkaste sig et andet menneske, også når de svære situationer opstår – for de opstår i alle parforhold, derunder også bdsm forhold. Det kræver måske en del overvejelse inden man er klar til at underkaste sig 24/7. Det er et stort valg, og man skal ikke presses ud i dette valg. Valget skal komme fra hjertet og være velovervejet. Det vil sige, at du skal lytte til dig selv og ikke, hvad du tror en eventuel ejer forventer af dig. Din underkastelse er dømt til at mislykkes, hvis den ikke er helhjertet og oprigtigt. Der er intet i vejen for at dyrke bdsm i soveværelset onsdag og lørdag aften, men det er ikke det, der tænder mig/os.

Når valget er truffet, er det jo blot at følge det. Men det er ikke altid så enkelt…

Udfordringer vil der selvfølgelig komme undervejs. Selv har jeg oplevet nogle stykker undervejs – og en enkelt gang har jeg også sagt, at jeg ikke havde lyst til at være hans tøs, hvis det skulle være på den måde. Dengang følte mig enormt uretfærdig behandlet. Heldigvis kender min Chef mig rigtig godt, og han fik alligevel mig på rette vej igen. Faktisk så er uretfærdighed i mine øjne nok noget af det, der kan få læsset til at vælte for mig. Hvis jeg synes, at noget er uretfærdigt, så bliver jeg simpelthen så stædig. Jeg bliver ensporet, og jeg vil holde på min ret for enhver pris – og det er ikke særlig lydigt. Får jeg smæk for min ulydighed, så får Chefen mig ikke til at indrømme min fejl – jeg koger indvendigt af raseri. Selvfølgelig kan Chefen smække mig så hårdt, at jeg bliver nødt til at indrømme min fejl, men der skal en del til – og oftest mener jeg det ikke oprigtigt før efter et stykke tid.

Men tid er noget underligt noget, for bagefter kan jeg godt se, at jeg ikke nødvendigvis havde ret, og jeg har opført mig meget upassende. Det kan gøre mig ked af det. Nok mest af alt, fordi jeg ved, hvor meget lydighed og loyalitet betyder for min Chef.

Men hvordan når man udover sin stædighed og ikke mindst holder fokus på underkastelsen, når det er svært. Jeg vil nok sige, at det er et samspil mellem den underkastede og den dominerende. Det nytter ikke noget, at den dominerende står og råber og skriger af den underkastede, fordi vedkommende ikke gør, som han forventer. Nogle gange har man brug for hjælp til at komme derhen, hvor han ønsker det. Måske skal man have hjælp til at forstå, hvorfor han ønsker noget bestemt af én. Oftest stritter vi mennesker imod, hvis vi er usikre på noget nyt og ukendt – noget vi ikke kan forstå. Sådan er det også med tøser og dominans. En forklaring, et hint og en samtale kan for én til at forstå – og når man forstår, er det langt nemmere at acceptere, lære og forstå – og dernæst udføre.

Jeg har ingen sikker opskrift på, hvordan man kan holde motivationen over længere tid. Men noget af det, der virker for mig, er de små glæder. Det vil sige, ting jeg ved med sikkerhed vil behage ham. Som tøs har man også brug for ros og anerkendelse – vide at man gør en forskel for sin ejer. Ros og anerkendelse kan have en god indvirkning på ens motivation.

Det kan også hjælpe på ens motivation at tænke tilbage på, hvorfor man netop har truffet det valg om at leve i et 24/7 forhold med dominansen som omdrejningspunktet. Personligt ved jeg, at det er sådan her, jeg er mest lykkelig. Jeg er rolig og trives i mine vante omgivelser, og jeg sætter en ære i at være der for Chefen.

Jeg tror, det er en fejl, når andre mennesker har et billede af, at bdsm forhold kan være rosenrødt hele tiden. Som jeg også har nævnt før i dette blogindlæg, så er der gode og mindre gode dage. Dage med store udfordringer, hvor man kan tænke “Han kan rende mig“.  Måske en anelse trodsighed (er trodsighed et ord? …nå ligemeget). Jeg vil faktisk sige, at det er alfa og omega, at man kender hinanden her. For når man som underkastede er på vej ud af denne forkerte vej, så skal man simpelthen have at vide, hvor skabet skal stå. Ellers kan det nemt ende meget galt.

Jeg vil også lige knytte en kommentar – det er MEGET vigtigt, at man som underkastede kan regne med den dominerende. Her tænker jeg på, at der ikke skal være usikkerhed i dominansen. Det skal ikke være muligt for den underkastede at manipulere sig til et andet resultat. Det er ganske naturligt at efterprøve dette til tider- og jeg tager mig selv i at gøre det nu og da. Problemet ved dette er, at vist først filmen knækker her – så mister jeg respekten for den dominante. Ingen respekt = ingen underkastelse i min verden.

Det nytter heller ikke, hvis den dominate kommer med et stort katalog over, hvordan han ønsker hans tøs skal være. Her tænker jeg alt fra påklædning, fremtoning, seksuelt og i forhold til andre mennesker. Præsenterer det i små bider, så man har en chance som underkastet at imødekomme alle de nye krav og indtryk. Hvis man har for mange regler og krav, vil man fejle mange gange – og chancen for at give op undervejs er stor. Det er ærgeligt. Men jeg ved også, det er en svær balancegang for den dominerende, der kan have svært ved at have tålmodighed nok til at bevæge sig langsomt frem.

Held og lykke med at holde fast i dominansen i jeres bdsm forhold.

tut

 

jul 162011
 

Jeg er flov, og jeg er også lidt ked af det. Mest af alt fordi jeg har været en ulydig tøs.

Det er ikke altid lige nemt at være tøs, og det er slet ikke nemt, hvis man nogle gange føler sig uretfærdigt behandlet i en given situation. I sidste uge lod jeg mit temperament løbe af med mig, og jeg forvandlede mig fra en lydig tøs til en uopdragen kælling i løbet af få minutter.

Jeg blev faktisk så sur, at jeg gik væk fra min Chef i et stykke tid – jeg har brug for luft. Jeg var rasende, sur og ked af det samtidig – tårerene trillede af mine kinder, og alligevel var min stolthed for stor til, at andre mennesker skulle lægge mærke til det – så jeg tørrede øjnene hver gang, jeg mødte andre på min vej.

Efter et stykke tid fandt Chefen mig, og han skar ud i pap, at vi altså ikke lever i et ligestillingsforhold. Jeg var stadig tøsefornærmet og pigesur, så jeg var ikke til at hugge og stikke i. Hans mening og holdninger kunne egentlig rage mig en høstblomst. Men på en eller anden måde trænger Chefen alligevel ind til mig.

De sidste par dage har jeg bare været flov over min upassende opførsel. Jeg føler, at jeg har svigtet min Chef. Det gør mig ked af det.

nov 122010
 

I halsbånd og snor, sådan har jeg det bedst. Der er noget trygt over det. Især hvis vi ligger og hygger foran pejsen om aftnen, så skal jeg helst være i snor. Enden af snoren/kæden har Chefen, så han hele tiden har kontrollen over mig.

Jeg bliver forvandlet til et tøsedyr, når jeg kommer i halsbånd og snor. Det er ligesom noget sker indeni mig, og det føles helt rigtigt. Måske er det følelsen af ejerskabet, der trænger sig på? Her på det sidste er vi tydeligvis blevet mere glad for halsbånd og snor, faktisk kan Chefen ikke så godt lide, at jeg ikke har halsbånd på. Han siger, at det forekommer ham unaturligt. Derfor har jeg nu fået mit stålhalsbånd på, der er designet til, at jeg kan have det på i hverdagen. Men jeg er nu mest glad for de store halsbånd, hvor man kan sætte en snor i. Det er bare mere tøseagtigt.

Glæder mig til at Chefen mener, at jeg kan blive luftet i snor…det, synes jeg nemlig, er frækt.

tut

okt 212010
 

For mig er det at være tøs en livslang rejse. Lige så længe jeg kan huske tilbage, har jeg drømt om at finde en ægte dominant mand, der forstår sig på at opdrage, udvikle og drage omsorg for en tøs. Da jeg var yngre og mere uerfaren, var jeg en del mere tilbageholdende i min søgning, men mine tanker om underkastelse og tøseliv blomstrede i fuld flor. Dybest set var jeg nok bange for at give mig hen til den forkerte mand.

Ofte har jeg stillet mig selv det spørgsmål om, jeg nu drømte eller stillede for høje krav til ham, der skulle eje mig. En ting var i hvert fald sikkert for mig, det var vigtigt, at han tog mine ønske om at leve som underkastet og tøs alvorligt. Det skulle ikke bare være en leg – eller noget man kunne dyrke i weekenden i en bdsm klub. Dertil vil mit engagement være for stort, og jeg vil have den ægte dominans 😉

Det er så pokkers moderne at være ligeværdige i et parforhold. Jeg elsker forskellighederne i kønnene, og jeg dyrker dem. Jeg har intet behov for at være maskulin eller nærme mig tilstanden “unisex” – jeg dyrker de feminine dyder og udtryk – både i påklædning, hverdagen og i min personlighed. Jeg ønsker ikke ligeværdighed i nogen afskygninger.

Jeg vil leve som tøs – jeg vil være ejet af et andet menneske. Så længe jeg husker har tanker om ejerskab og slaveri været en del af, hvad jeg betegner som et lykkeligt parforhold. Manden er skabt til at eje kvinden – hun til tjene ham, og han til at beskytte og sørge for hende.

Da jeg mødte Chefen, var der en del ting, der faldt på plads i mit hoved. Jeg tog springet, og har lagt mit liv i hænderne på ham. Det er jo ikke bare noget, man gør over natten. Men netop fordi, jeg har haft tanker omkring ejerskabet siden, jeg var teenager, var det måske en del lettere for mig.

Det er en smuk gave at kunne give, og ja jeg bruger bevidst ordet “gave”. En gave tager man nemlig ikke tilbage – den er til evig eje og glæde for den lykkelige modtager. Så da jeg gav mig selv væk, var det et bevidst og velovervejet valg – som Chefen udtrykker det, der er ingen vej tilbage, når du først har sagt ja. Netop Chefens konsekvens og syn på dominans var med til at gøre valget meget lettere for mig.

Gang på gang har Chefen vist, at hans dominans ikke er til debat. Som en kær veninde har udtrykt det “Hvis Chefen siger himlen er lilla – så er det lilla i min verden“. Et bdsm forhold bygger i den grad på tillid, og jeg har tillid til, at Chefen vil mig det bedste. At han ikke vil udnytte eller skade mig, men guide mig igennem livet – på den rejse, han har valgt for mig. At der komme gode og mindre gode tider ligesom i almindelig parforhold, ja det er jeg også velvidende om. Men man har faktisk ikke så mange konflikter i et 24/7 Herre/tøseforhold – Chefen bestemmer jo i sidste ende hos os. Det betyder dog ikke, at jeg er Chefens lille nikkedukke eller er helt uden mening. Hvis Chefen ønsker at høre min mening, kan han til enhver tid få den. Det er dog langt fra sikkert, at mit synspunkt tæller. Det er nok en af de sværeste udfordringer som tøs – at gøre eller udføre en handling, man dybest set ikke forstår, hvorfor man gør det. At man som tøs er lydig, og gør som Chefen har sagt, selvom alt indeni stritter imod. Oftest viser det sig senere, at Chefen alligevel ved bedst 😉

I Chefens varetægt føler jeg mig tryg, og jeg er meget lykkelig over, at han fandt mig værdig til at være hans. Når Chefen siger “Du er min” smelter jeg, for jeg ved, at han mener det alvorligt og inderligt.

Jeg kan da godt nogle gange spekulere på fremtiden, og hvad den bringer af udfordringer. En ting jeg frygter er, at jeg en dag ikke længere finder nogen glæde i at tjene min Chef. Eller jeg vågner op og ikke længere har lyst til at være tøs. Inderst inde tror jeg ikke på det, men tankerne har da kredset om emnet.

Eller hvad jeg gør den dag min Chef ikke længere er her – vil jeg så være helt tabt? I og med vi lever 24/7, kommer man helt utroligt tæt på hinanden, og det kan da virke skræmmende at blive så afhængigt af et andet menneske. Men måske er det netop det smukke i underkastelsen og dominansen?

Jeg ser mit tøseliv som en fantastisk rejse, hvor der er udfordringer på vejen, men også mindst ligeså mange glæder. Jeg har det allerbedst, når jeg blot smelter sammen med Chefen – og bliver til ét. Jeg skal huske at nyde hver dag som Chefens tøs – det er jo ikke hver dag, man får sit højeste ønske opfyldt – at leve som tøs 24/7.

tut

okt 182010
 

Jeg elsker min Chef betingelsesløst. Betingelsesløs, betyder for mig, uden betingelser eller begrænsninger. Derfor ubetinget kærlighed er at elske uden betingelser, begrænsninger, bestemmelser etc. Det er kærlighed, der er givet frit, åbent og uden ende – som en tøs bør elske sin Chef.

Jeg er afhængig af min Chef, og vi er velvidende begge to, at vi er afhængige af hinanden. Ligesom andre parforhold kan vi da have nogle uoverensstemmelser. Som tøs bør jeg stole på, at Chefen altid har ret og ved, hvad der er bedst for mig. Men fordi vi kan være uenige en kort stund – betyder det ikke, at jeg elsker min Chef mindre. Jeg respekterer, at Chefen har ret – og jeg tager min straf for min ulydighed.

Jeg bliver ked af det, når jeg er ulydig. Jeg har brug for min Chef til at guide mig igennem livet – at vise mig den lydige vej, så jeg kan tjene ham bedst muligt.

Lydige tut