jan 262011
 

Jeg vil gerne igen være ven med smerten. Jeg husker tilbage på, hvordan jeg før i tiden har fløjet afsted høj på smerten. Nærmest været afhængig af den. Bare at kunne tage imod smerten fra pisken, der dansede henover min krop.

Jeg er ikke længere nogen nær ven med smerten. Jeg kan savne den nogle gange. Jeg bliver frustreret over, at jeg hoppe og danser rundt, når jeg får smæk. At mine tårer triller ned af mine kinder, fordi det bare gør ondt.

Jeg bliver frustreret over ikke at nå ud på den anden siden, hvor jeg bare flyver hen i min egen verden. Når jeg når ud på den anden side, bliver jeg som en formbar masse, der ikke stritter imod, tuder eller danser rundt. Bare lader sig forme efter hans ønsker.

Jeg tænker ikke, jeg er bare…

 Leave a Reply

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

(required)

(required)