Velkommen indenfor i tuts tøseliv

Da jeg var ganske ung, og endnu ret uprøvet som tøs, der hørte jeg denne sang med tøsedrengene, og ih hvor er teksten bare rammende. Det handler jo i bund og grund om at finde sit match, og være okay med de valg, vi træffer undervejs.

Jeg har brug for Chefen, og han har brug for mig. For mig handlede det i høj grad om at finde et match – én der ville påskønne den gave, det ville være at få en lydig tøs. Heldigvis fandt Chefen mig, og ville gerne eje mig med alt, hvad det indebærer.

Vi har jo brug for hinanden
hvorfor lade som om
at det kan klares uden et smil en hjælpende hånd
Vi har jo brug for hinanden, hvorfor lyve om det
hvorfor skjule et sagn, vi ved alle folk kender til
jeg er træt af at lyve og tie
træt af altid at lade være
sige hvad jeg tænker på
vise jer hvem jeg er

For jeg vil bruge og bruges
Ja, jeg vil give meget mere
jeg vil nå indtil den verden
glæden og smerten lever og er
For jeg vil bruge og bruges
fordi mit liv er så kort
til alle dem der tør tage den
til den der vil have det
giver jeg den bort

Vi har jo brug for hinanden
det er let nok at se
Vi er alle sammen ens, når det kommer til det
Vi har jo brug for hinanden
vi kan ikke lade være
Vi bliver nødt til at sige, hvad vi tænker og give, hvad der er
jeg er træt af tro noget andet
træt af den afstand det kan give
jeg holder hovedet koldt
jeg holder ryggen fri….

Mine masochistiske tendenser trænger så meget til at blive belønnet. Jeg trænger til at se striber fra spanskrøret overalt på min krop, nyder mærkerne og Chefens brug af mig. Se i hans øjne begæret efter hans tøs. Hører hvordan hans stemme er dominerende og krævende – jeg er ikke i tvivl, det er hans vilje, der er gældende, og jeg føjer ham med den største selvfølgelighed – det er min kærlighed til ham. Chefen belønner kun lydighed – han bryder sig slet ikke om ulydighed. Ligesom udfordring på hans naturlige dominans heller ikke vækker den store begejstring, tværtimod. Heldigvis er jeg slet ikke den type tøs, der skal provokerer mig til straf. I min tøseverden er det ulydighed og mangel på respekt for den dominante.

Jeg kan lide og være lydig og gøre mit bedste for at opfylde hans ønsker til mig. Hvis han vælger at straffe mig, så er det for at gøre mig bedre. At bruge mig for hans fornøjelses skyld er vel indbegrebet i at være tøs – at stå til rådighed for hans lyster. Med andre ord jeg bliver straffet og belønnet efter, hvad Chefen finder passende.

Igen er vi adskilt på grund af arbejde – det kan være svært som tøs at være så længe alene uden sin Chef. Jeg prøver at opretholde rutiner, der gør min underkastelse lettere og savnet efter Chefen mindre. Heldigvis kan vi snart se ende på vores adskillelse, og jeg håber det betyder, at mine masochistiske tendenser bliver plejet bedre i fremtiden. Jeg håber på fine striber på inderlårene, der langsomt skifter farvenuance, efter spanskrørets dansen på min fine sarte tøsehud. Jeg drømmer om tårer, der langsomt triller ned af mine kinder som et bevis på mine anstrengelser for at imødekomme hans lyst og forventning til mig. At mærke hvordan min krop giver efter for Chefen. Hvordan han overtager min hjerne og mit sind – en tilstand, der føles som om, vi smelter til ét.

Smukt – intet mindre…

Det er slemt her til aften, jeg savner min chef. I mangel af bedring tager jeg mig selv i at sniffe til Chefens morgenkåbe, da jeg går forbi den i soveværelset. Duften af hans krop sidder i det bløde stof – det dufter trygt og godt. Chefen dufter perfekt. Jeg er meget duft orienteret – har svært ved at dyrke sex, hvis en person dufter forkert.

Jeg savner at putte mig ind til ham, mens vi ligger foran pejsen i stuen og ser en film. Når Chefen er hjemme, sniffer jeg gerne til ham flere gange – han har bare den helt rigtige duft. Nogle gange har jeg taget den t-shirt, Chefen havde på sidst, han var hjemme, og sovet med den ved siden af mig.

I mangel på den ægte Chef, må jeg sniffe lidt til hans tøj – sikke en erstatningsvare

En stille tut, det kan jeg sagtens være. Oftest hvis Chefen har gjort brug af sin tøs. Så elsker jeg bare at krybe ind til Chefen, dufte og mærke ham. Jeg har ikke behov for at ytre mig – han kender mig. Stilheden gør ham ikke nervøs, han ved, jeg blot er en taknemmelig tøs. Taknemmelig over at han ønsker at eje mig, opdrage mig og ikke mindst passe på mig.

Stilheden bruger jeg til at fordøje oplevelser og forbedre mig som tøs. Jeg kan lide den tilstand, alt andet er lige meget – kun fokus på Chefen har betydning for mig

Jeg vil fortælle om en fantasi, der blev til virkelighed. Det er ved at være et års tid siden – men det gør ikke, den bestemt ikke dårligere. Det er ingen hemmelighed, at jeg tænder på smerte, det er vel forhåbentlig gået op for de faste læsere af min blog

Jeg er ikke så god til at fortælle Chefen om min fantasier, fordi det som regel ikke er lange fantasier, men mere blot billeder og situationer, der printer sig på min tøsehjerne. Ikke fordi jeg er flov over mine tanker eller fantasier, men nok mere fordi, det er svært at forklare helt præcist Alligevel havde jeg fået fortalt Chefen om min syge og dejlige perverse fantasi, og den blev til…sweet reality.

Længe havde jeg gået og snakket om, hvordan man kunne slibe brystvorter til blods med sandpapir. Hvordan Chefen ikke skulle stoppe, når smerten brusede igennem min krop. Chefen skulle ikke give efter – blot vise sin dominans og fremtvinge hans vilje ned over mig. Tilbage vil jeg stå som en brugt tøs med blodet piblende fra brystvorterne, og tårerne trillende ned af kinderne. Hvad der ellers skulle ske, havde jeg ikke styr på.

Min lille fantasi blev til virkelig – dejligt brutalt sleb han en eftermiddag mine brystvorter til blods med en grov sandpapirsblok . Chefens faste greb i mig, var overbevisende til, at jeg ikke gjorde modstand, jeg lod mig blot forføre derudaf på en smerterus. Jeg indrømmer det, jeg var ret våd mellem benene. Mest af alt fordi min fantasi blev til virkelighed, den søde smerte og at det var så fandens perverst og godt. Jeg kan ikke styre min egen liderlighed, når Chefen udsætter mig for smerte og dominans. Det er ligesom, han blot overtager min krop – forfører den hen, hvor han ønsker, den skal være. Smerten fra sandpapirets blodige dans hen over mine brystvorter, sendte mig straks i tøseland.

Det var svært for tut at skjule liderlighedens sande ansigt – især da Chefen efterfølgende stak hans fingre op i mig. Der gik ikke mange sekunder, før den første sprøjteorgasme væltede ud af mig. Her stod jeg med tårer i øjnene, blødende brystvorter og en liderlighed, der væltede ud af mig. Mine stiletter var våde og på gulvet lå en lille sø af mine safter. Alligevel tiggede jeg efter mere, som en tøs, der ikke kunne få nok.

Som en lille bonus, så holdt smerten i brystvorterne ikke op før dagen efter, hvilket resulterede i, at jeg vågnede flere gange om natten, og var totalt liderlig.

Det vil være en god idé, hvis man har en tøs, der skal have opfrisket disciplin, tilbedelse og ikke mindst lydighed. Sandpapir er en fortræffelig effektiv tøsetræner – husk det skal være den grove, så den rigtig kan flå og rive i huden. Blot et lille råd til den dominante læser

Jeg har haft fødselsdag i weekenden, og jeg tænkt, så det knagede på, hvad jeg ønsker mig. Chefen giver mig jo alt, hvad jeg mangler.

Jeg kunne faktisk godt tænke mig en ny piercing. Det har faktisk irriteret mig længe, at jeg har et ulige antal piercinger. Jeg kan ikke lide ulige tal – det har jeg aldrig kunnet. Jeg kunne godt tænke mig en Isabella piercing. Piercingen går fra nederst på venusbjerget til, hvor de to store skamlæber mødes – mere et smykke end en seksuel piercing.

Hvis Chefen giver mig den piercing, er det mit ønske, at han tager med mig ind for at få den lavet. Det vil betyde meget for mig, at han er med.

Så er det bare og vente og se…om tut får sit ønske opfyldt, det skal jo også falde i Chefens smag og lyst.

Det ekstreme har altid fascineret mig – oftest først med en lille følelse af, ej hvor er det vildt eller det kan man ikke. Men oftest er det alligevel det ekstreme, jeg finder inspiration i. Måske en bevidst søgen efter en grænse?

Jeg har været ganske ung, da jeg for alvor begyndte at søge på nettet efter bdsm relateret materiale i midten af 1990erne. Udvalget var dengang slet ikke så omfattende og præcist, som det er nu. Det må være nemmere at være nysgerrig og ung i dag med alle de muligheder, som internettet har og tilbyder.

Relativt hurtigt fandt jeg dengang frem til søgeord, der kunne forsyne min nysgerrighed med information. Billeder og tekst blev absorberet i min tøsehjerne – og nogle af dem kan jeg huske den dag i dag.

Jeg har nok udviklet mig i retningen til at søge den hårde bdsm – det grænseoverskridende. Hvis jeg skal finde inspiration, så er det ikke lettere markering med et spanskrør, plyshåndjern eller piske med små sløjfer, jeg søger. Jeg kan lide billeder af rendyrket dominans og sadisme – dybe mærker fra spanskrør, nåle, underkastelse, smerten der kan se i øjnene på tøsen, eller hvordan slavetøsen ofrer sig for sin ejer. Jeg forestiller mig som regel, at jeg selv er i hendes situation.

Jeg er et stykke legetøj…der giver alt i sig for at tilfredsstille.

Chefen har vist mig billeder af slavetøser, der er oprettet i et Slaveregister – og mærket med en kode/nummer. Han finder det fascinerende, jeg ved ikke, hvad jeg finder det – måske grænseoverskridende og alligevel lidt spændende…så typisk mig. Jeg er allerede brændemærket, og det mærke er jo også svært at løbe fra. Måske er det selve registeret, jeg finder en lige smule latterligt. Men idéen om mærkning, den kan jeg lide. Sådan starter mine tanker oftest, for at blive videreudviklet fra en idé og tanke til måske handling.

Men som alt andet – Chefen træffer beslutningen, og jeg følger hans beslutning, som en artig og lydig tut.

Jeg har mange tanker for tiden i min udvikling som tøs. Nogle gange er jeg misundelig på andre fuldblods tøser, at de er nået længere end jeg. Alt kan se så lyserødt udefra – jeg ved, at det oftest ser mere idyllisk ud udefra, end det er i virkeligheden. Chefen fortæller mig ofte, at kun få er som jeg i min underkastelse og overgivelse.Mange forgiver og leger – få lever det fuldt ud.

Jeg kæmper mest med min egen frygt. Egentlig troede jeg, at jeg kæmpede med mine følelser. At jeg skulle give slip på mine følelser, så jeg gøre mig fri af mine forbehold – at det dem, der holder mig tilbage. Mest af alt ønsker jeg jo at give mig hen uden forbehold – med fuld tillid til at Chefen viser mig vejen. En snak med Chefen fik mig til at indse, at mine følelser er ikke dem, jeg skal give slip på – de er rene og hjælper mig til at give mig hen. Det er min frygt, jeg skal overvinde.

Chefen er mere rolig end jeg – han er typen, der planlægger langt ud i fremtiden. Chefen har en stort set en plan med alt – også med sin tøs. Han ønsker ikke hurtige løsninger med hans tøs, der hastes igennem – som Chefen siger; “Man hjernevasker ikke en tøs på kort tid.. hun skal blive god, solid, driftssikker og glad.. en tøs der ikke er glad, kan ikke gøre sin Chef glad”.

Jeg er bevidst om min frygt – jeg arbejder med den hver dag, så jeg kan blive en bedre tøs. Min frygt skal ikke være en hindring, for det jeg allermest ønsker – at være hans ejendom uden forbehold.

Selvtortur er en underlig ting – at påføre smerte på sig selv, og så rent faktisk nyde det. Smerte hører til min seksualitet som noget ganske naturligt. Jeg oplever som regel smerte i forbindelse med erotik som en liderlighed, der blot breder sig i min krop. Jo mere liderlighed jeg får opbygget, jo mere smerte kan jeg tåle. Jeg bliver høj af smerten – jeg flyver af sted på den. Jeg elsker at lide for min Chef – at se og mærke hans liderlighed, lyst og begær forme og brede sig i min krop. Smerten får mig til at føle mig levende og sårbar som tøs – men jeg kan og vil ikke undvære den.

Da jeg var ung, og inden jeg endnu havde draget mine første erfaringer med bdsm med andre, dannede jeg grundstenene i min selvtortur. Jeg havde læst i et kulørt ugeblad, hvordan en mand havde placeret klemmer på en kvindes brystvorter og bundet hende til en stol, og “misbrugt” hende seksuelt – billederne stod i kø i mit hoved. Dels at han havde taget hende, fordi han kunne, og hun ikke kunne kæmpe imod – at være overladt til hans lyst. Jeg måtte prøve, hvordan det føles at have klemmer på brystvorterne – der var ingen anden udvej. Jeg listede mig ud til tørresnoren, hvor jeg fandt klemmer – knyttede dem i min hånd, som var det en dyrebar skat.

Jeg kan huske, hvordan den søde smerte bredte sig i min krop. Efterfølgende eksperimenterede jeg med varigheden af klemmerne, og fandt nye steder at placerer dem Op igennem 20erne havde jeg mit eget lille skatkammer af rigtig gode klemmer – nogle var så hårde, at der gik hul på brystvorten, så man kunne nyde smerten i flere dage, mens andre kunne sidde udenpå hinanden, og derved øge smerten. Jeg eksperimenterede med vægt i klemmerne for at øge smerten – jeg kan og kunne ikke få nok…

Jeg kan også huske op til flere episoder, hvor jeg har kørt i tog, hvor jeg har placeret gummibånd rundt om brystvorterne – så de stritter enormt meget, men også gør at en sød smerte breder sig i min krop. Jeg var i et tog, og kan ikke intet gøre andet end lade mig opsluge af smerten – lade den indtage min krop.

Til tider kunne jeg give mig selv små udfordringer og straf i mangel på en Chef til at styre slagets gang. Hvis jeg ville have skærpet min koncentration, kunne smerte hjælpe mig på vej – med den bivirkning, at jeg blev liderlig Ofte har jeg kørt en slags små spil i mit hoved med belønninger og straf i form af smerte og fjernelse af smerten igen.

Heldigvis har jeg fået Chefen til at nyde smerten for – det gør det hele meget bedre. Jeg bliver mere lydig, når han giver mig strøm, eller jeg får smæk. Jeg er en tøs, der elsker at lide for min Chef.

Jeg er en dukke – en tøsedukke.

Ikke sådan en du kan gå i en legetøjsbutik og købe. Jeg er ikke nogen serieproduceret dukke, men en special designet tøsedukke. Formet efter Chefens tanker og ønsker til mig.

Jeg bevæger og opfører mig efter hans ønsker. Det kan kun være en fordel at være dukkeejer. Chefen kan iklæde mig det tøj, han ønsker jeg skal gå i. Han kan træne mig i de færdigheder, som han finder vigtige og rigtige for en dukketøs.

Jeg taler ikke, når Chefen vælger at kneppe sin dukke – jeg har ikke noget sprog. Det eneste sprog jeg kender er lydighed, underdanighed og ivrighed. Det sprog vises med min krop, der opfører sig som en lydig dukketøs. Jeg er kun fokuseret på at ligge korrekt – spredte ben, så Chefen har fri adgang til hans kusse, hænderne foldet og i tiggestilling, munden åben og store dukkeøjne. Hjernen er kun fokuseret på at trækkevejret, og de ting som Chefen fylder i den – alt andet er overflødigt og unødvendigt for en dukketøs.

For mig er det en prøvelse at være en dukketøs – prøv at forestil dig, hvor svært det er ikke at sige en lyd under sex – blot at være koncentreret om at ligge stille og med en dukkes ansigt. Hvis jeg bliver straffet at stå lydigt, ikke vride mig og være stille – søge smerten til mig og arbejde med den. Jeg bliver et objekt for hans lyst og perverse tanker – det tænder mig mere end du kan forestille dig.

Jeg elsker at være hans dukke.